onsdag den 24. december 2008

Glædelig jul

Hermed glade julehilsner til alle som læser dette, juullimi pilluaritsi!!! I forlængelse af sidste års julehilsen hermed endnu et bevis på juletræets naturlige eksistens i Grønland!

Lillejuleaften

Lillejuleaftens nat på vej hjem fra arbejde for at være helt præcis... Pixeleringen er sædvanligvis på Blogspots regning (specielt det næstnederste billede af nordlysets genspejlning i havet skulle have været flot - her er det så godt som ødelagt)!









søndag den 21. december 2008

I morgen i dag

I Maniitsoq står solen heldigvis op på årets korteste dag, dvs i dag! I dag er jeg desværre ikke i stand til at tage dette billede, så jeg lader som om med dette, som jeg tog i går. Faktisk er det så smart at jeg allerede i dag, dagen før, kan skrive dette og så bare lade som om jeg skrev det i morgen...

lørdag den 20. december 2008

Udsigt til hvid jul

På følgende vejrvarsler antager jeg at odd'sne er en anelse bedre for Maniitsoq end for Danmark som sådan!? DMI har dog før taget fejl!?? Find facit på disse sider 24. december!



fredag den 19. december 2008

Tilfældige billeder fra Nuuk

Her lige et par ugennemtænkte ord og billeder fra Nuuk, en dag for nylig. Byen har med sine ca. 14.500 indbyggere en hulens masse irriterende biler, næsten lige så mange danskere, og så lige to ting som i et grønlandsk perspektiv, efter min mening, gør den helt unik - nemlig biografen (som jeg desværre endnu kun har hensvøbt mig i ved en enkelt lejlighed - Lucky Luke-tegnefilm) og så, at man kan få ”hjemmelavede” burgere med pommes frites mindst to steder (dem har jeg til gengæld afprøvet med svøb (det vil mest sige ketchup) ved en lang række lejligheder). Ellers er der to store supermarkeder hvor man kan spendere en mindre formue, bl.a. på frisk mælk fra Danmark til 35 kr. (når de er tæt på sidste salgsdato, ellers går jeg ud fra at de er endnu dyrere), og som i alle andre storbyer med respekt for sig selv sker der også mindre sjove ting om natten. Jeg går ud fra at Nuuk er omgivet af flot natur (sådan ser det i hvert fald ud), men dette har jeg endnu ikke rigtigt haft mulighed for at udforske. Dog lykkedes det mig ved mit sidste besøg at nå toppen af Lille Marlene, og i den forbindelse pønser jeg lidt på om jeg ikke snart skulle vise et par billeder fra den tur.









søndag den 14. december 2008

onsdag den 10. december 2008

Ryge i bedene (X)

Efter ni-en-halv måneder som grønlandsk tomatavler har jeg efter en kort ceremoni i dag overladt min tomatbusk i moder naturs varetægt. Der har været gode stunder med store flotte tomater, og fx også besøg af snespurven Bibber, som sad deroppe i tomatkronen og skuede ud over en, for den, noget mere overskuelig verden end den uden for. Det mest fascinerende har dog været væksten i sig selv. Desværre gik der lidt lus i skindpelsen her til sidst, i det tomatens jord kom til at fungere som væksthus for en større produktion af småfluer - som sådan uskadelige, men møgirriterende alligevel. Jeg har bestemt mig for at jeg ikke skal have busktomat til næste år, men definitivt tomater i en eller anden, anden form. Gode råd modtages i kommentarer og skulle nogen ligge inde med gode frø modtages de selvfølgelig gerne på adressen, som kan findes andet steds på disse sider.
Måske var der endnu et par uger, måske endda måneder, tilbage i min tomatbusk, men som det kan ses på biledet var den nu blevet noget tør- og brunbladet og der kommer jo ikke meget sol ind af vinduerne på denne tid af året. Ikke desto mindre producerede den stadig tomater, en anelse små kunne man dog mene...