På vej til Atammik

I morgen drager jeg på endnu en lille ekspedition, denne gang til Atammik - en bygd med ca. 215 indbyggere på selve det grønlandske "fastland" ca. 100 syd for Maniitsoq og ca. det samme nord for Nuuk.
Desværre fortæller jungletrommerne, at sygeplejestationen er helt uden internet - så det bliver næsten som i de gode gamle dage (for en 10-15 år siden), hvor man helt selv måtte finde på underholdning. Går dog ud fra at der er TV (den ene kanal) og at Tele Greenland også dækker. Om vind og vejr vil det er jeg tilbage i Maniitsoq tirsdag d. 6. november, så mon ikke også jeg ligger vejen her forbi.
Her er lige sejlruten for dem som kan lide kort samt et foto af det stolte skib Nivi, som gerne skulle bringe mig tørskoet til Atammik. Sidstnævnte er tyvstjålet her.

Fugl Føniks Fætter

Apropos Fugl Føniks mødte jeg hans Fætter Skræp på vej på arbejde i dag - og hans holdning til sagen er vist ikke til at tage fejl af...

Føniks

Efter en tid hvor jeg har følt mig lidt forfulgt af negative oplevelser, overværede jeg lørdag nat fødslen af et lille pigebarn. Det var en helt anden slags oplevelse og jeg har bestemt mig at se det som min fugl føniks-oplevelse – af asken opstår nyt liv!
Her kommer så to favoritbilleder, som jeg endnu ikke har fået plads til. Det første viser kapitalismens indtog i skyggen af Pattefjeldet. Apropos Texas og hertil skal det tilføjes, at der kun findes en person i verden som kunne finde på noget så dumt - jeg ønsker derfor George W. Bush velkommen til Maniitsoq. Det andet billede er den nyeste, og indtil videre bedste, variant i min kirkegårdsserie.

På udflugt med døden

I dag stod den på en fjeldtur jeg godt kunne have undværet. Første del af turen var såmænd god nok - dejlig solskin, masser af frost og løs ankeldyb sne (billede 1-3). Desværre er mine vandkilder dog frosset til. Anden del af turen udviklede sig til noget af et mareridt. Nogle gange når jeg er i fjeldet nyder jeg stilheden, andre gange hører jeg musik i min mp3-afspiller. I dag gjorde jeg sidstnævnte og havde netop passeret opstigningen til Blomsterdalen (billede 4) på vej mod "motorvejen" til Maniitsoq, da jeg pludselig fik en fornemmelse af et eller andet og tog høretelefonerne af. Få sekunder efter hørte og fornemmede jeg et projektil suse tæt forbi mit hoved. Det var helt Matrix-agtigt (amerikansk science fiction-film hvor en del scener vises i slow motion) - helt klart og tydeligt, bortset fra at jeg ikke så projektilet med mit blotte øje. Jeg har ikke meget forstand på krudt og kugler, men det der fløj forbi mig var i hvert fald større end et hagl og jeg er hundrede procent sikker på at det var inden for en radius af en meter fra mit hoved. Først blev jeg vist bare forskrækket, men blev stående. Herefter faldt der en række skud og så blev jeg først bange. Min umiddelbare tanke var at komme i skjul, men der var ikke rigtigt noget at skjule sig bag – i hvert fald ikke i den rigtige retning. Derfor løb jeg, så hurtigt som man nu kan løbe i glat sne på sten og is, ind til den nærmeste fjeldkant og fulgte den indtil jeg kom tilbage til opstigningen til Blomsterdalen. Her måtte jeg i bedste gyserfilmstradition krydse over et åbent stykke - først og fremmest for at komme tilbage til Maniitsoq, men også fordi jeg kunne skjule mig lidt bag den nederste og fjerneste del af bakken. Da jeg passerede det åbne faldt der igen skud og jeg havde en klar fornemmelse af at det det var mig der var målet (fordi skuddene var faldet i takt med mit bevægelsesmønster). Da jeg løb op af stenbakken mod Blomsterdalen kiggede jeg mig tilbage over skulderen og så en mand stå ca. 200-300 meter bag mig nede i dalen - jeg nåede dog ikke at registrere om han havde et gevær, blot at han havde noget blåtlignende overtrækstøj på. Herefter løb jeg alt hvad jeg kunne, mens jeg med jævne mellemrum faldt, indtil begge mine ben var solidt plantet på asfalten i Maniitsoq by og mine lunger føltes som havde de inhaleret 10-års cigaretforbrug hos en storryger. Afslutningsvis blev jeg opfordret til at melde episoden til Politiet, hvilket jeg gjorde.
Jeg har tegnet min rute ind på et lille kort (billede 5). På den grønne rute er alt fred og idyl, ved det røde siger det bang! og det gule er min flugtrute tilbage til Maniitsoq. Apropos står der lige i nærheden af det sted hvor jeg oplevede det første skud en gammel rusten gasbeholder, som jeg fotograferede for et par uger siden (billede 6-7).

Top 6

Da der nu er udskrevet folketingsvalg har jeg været inde på Folketinget.dk og fundet frem til mit bud på en top 5 over de mest ubehagelige personager. Jeg var noget i tvivl om hvorvidt Thor Petersen egentlig hører til her eller om ham blot tilhører kategorien almindeligt uintelligente mennesker (og man derfor i stedet burde sætte ham på en medlidenhedsliste), men jeg har valgt at tage ham med her og derfor udvidet listen til top 6. Desværre blev der ikke plads til Mogens Camre (DF), da han jo ikke sidder i folketinget. På boblerniveau vil jeg nævne Helge Sander (V), Lars Barfoed (K) (endnu et par grå eminencer) samt Morten Messerschmidt (DF) og Søren Pind (V) (som sammen også kunne udgøre en ungdomsliste). Desværre er Anders Fogh Rasmussen (V) røget ud, selvom han for 10 år siden ellers ville have været en sikker top 5-kandidat.

Hermed altså min officielle og helt udemokratiske liste over de mest ubehagelige personager i det danske folketing pr. dags dato:
1. Bendt Bendtsen (K)
2. Helge Adam Møller (K)
3. Søren Krarup (DF)
4. Jesper Langballe (DF)
5. Lene Espersen (K)
6. Thor Pedersen (V)

Udsigt på en onsdag

Hermed en lille præsentation af min stueudsigt som den har udformet sig i dag...

Slut på Kangaamiut

Hermed slut på Kangaamiut! Billederne peger nord, øst, syd og vest og et par af dem forbliver på Kangaamiutøen - bl.a. det af sporene af en noget varmblodet skøjteprincesseræv på tynd is. Øen er vel 4-5 km i længden og lidt mindre i bredden, til gengæld er den fyldt med omveje og så går det hele tiden op og ned. Det runde fjeld på øens nordspids hedder Ingik og er 460 meter højt. Øen med de flotte fjelde, som ligger ca. nordvest for Kangaamiutøen og som går igen på en række af billederne, hedder Umánat. Husk at et klik på et billede giver et både større og bedre billede.

Farvel til Kangaamiut og hjem til Maniitsoq

Efter 6 begivenhedsrige (?!) dage i Kangaamiut (godt og vel 5 dage mutters alene - bortset fra tolken Antoinette, patienter og en gang moskushakkebøffer hos Jensigne og Per selvfølgelig) er jeg nu tilbage i vante og trygge omgivelser her i Maniitsoq. Sjovt hvordan et sted tusindvis af kilometer fra Nansensgade, og 62 kg medbragt gods fra Danmark ikke at forglemme, pludselig bliver hjem. Rart er det i hvert fald at kunne gå på internettet når man har lyst og så glæder jeg mig også til at sove i min egen seng. Kangaamiut er dog ikke helt forbi i dette regi, da jeg benyttede lørdag og søndag til at traske øen tyndt og selvfølgelig tog en masse billeder – så de dukker lige op her når lejligheden byder sig.
Men her lige et par billeder fra i dag. Først 1) min arbejdsplads på sygeplejestationen i Kangaamiut, dernæst 2) undertegnede i pludselig sne på hovedgaden [bemærk gummigeden (selvfølgelig er det ikke en gravko, tak Dorte) i baggrunden – faktisk fik jeg opklaret fra pålidelig kilde at der rent faktisk er hele 3 gummigeder i bygden, ikke 2], 3) sygeplejestationen og centrum i Kangaamiut, 4) og 5) på vej til Kystskibet i redningsbåd, 6) ombord, 7) Kangaamiut i hvidt med sygeplejestationen i midten, 8) farvel til Kangaamiut, 9) farvel til Evighedsfjorden. For dælen det var koldt at tage de billeder på skibet (delvist også fordi der er hul i begge mine pegefingre på mine vanter).
Herefter tog turen en noget ubehagelig drejning, idet bølgerne hastigt tog til i størrelse – ligesom mine tanker om det iskolde vand samt associationer til Estonia. Heldigvis ender historien jo godt (ellers ville jeg jo nok ikke skrive dette), da skibet til min store fryd sejlede indenskærs, ikke udenskærs. Så i stedet for tre timer i vippehelvede, blev det kun til én – men godt jeg ikke skulle med videre til Nuuk...
Afslutningsvis lige vejret for de næste fem dage i Kangaamiut (vist det samme for Maniitsoq): det bliver koldt!!! Så de der 8-10 plusgrader i Danmark har ikke noget med kulde at gøre!

Solnedgang i Kangaamiut

Der er specielt én ting de er gode til her i Kangaamiut og det er solnedgange! Billederne her tog jeg for ca. halvanden time siden...