Paarnaq

August er en travl måned for grønlændere. Der skal ikke bare fanges, ryges og saltes ørreder, der skal også skydes rensdyr og moskusokser (hvis kød så skal konserveres tørret eller hvad ved jeg) og så skal der plukkes sortbær. For grønlændere er dette bærret over alle bær og samtidig elsker de kager. At disse to egenskaber derfor ofte smelter sammen kan derfor formentlig ikke overraske - ja, man kunne end dog benytte termen logik i denne forbindelse. Sortbær hedder paarnaq på rigsgrønlandsk og i Danmark kalder vi dem af en eller anden grund officielt for fjeld-revling. I tidernes morgen var der en eller anden lærd person som på latin gav dem navnet empetrum nigrum.
Efter at have mistet den største havkat (plettet - dvs. søleopard) mine øjne har set få sekunder fra at den skulle have ligget på dækket (og efterfølgende mistede en gigantfisk af ukendt observans efter en lang lang kamp hvor bæstet nærmest trak båden af sted - tror jeg mistede 100 meter line på den konto) fandt vi i dag masser af flotte sortbær (myggene er en anden historie). Kendere med forstand på den slags mener at bærrene i den kommende tid vil blive endnu mere lækre, personligt har jeg ikke så meget forstand på den slags og mener blot at de smager nogenlunde som de plejer - det vil sige sådan en udefinerbar vandig våd-tør smag med masser af små halvbitre kerner.

Ryge i bedene (VII)

Efter 5 måneders kærlig pleje er der i dag indtruffet tomatrødme - det foreløbige højdepunkt i min amatørtomatavlerkarriere!
Dagens tomattælling siger 23 tomater - og altså indtil videre 1 med rødlig nuance!!!

Pillearbejde

I mit vikarierende virke som professionel medicinophælder er jeg stødt på mange pilleindpakninger... Nogle på godt fordi man lynhurtigt bliver glad for eksempelvis pakke- eller pillestørrelse, mængde og design, andre på ondt på grund af det modsatte. Såkaldte blisterpakker er specielt irriterende. For det første indeholder de ofte meget få piller i ekstremt meget indpakning, for det andet er hver eneste pille pakket ind i sølvpapir som man så skal sidde og fedte med. Det er ikke bare frås på ressourcesiden, men de farer ofte også rundt i lokalet som en smutmandel og så får man efter et stykke tid også ondt i fingerspidserne, ligesom det tager en evighed når man doserer større mængder. Inspirationen til dette indlæg kommer af at jeg for et par dage siden stødte på det hidtil værste eksempel på medicinsk antibrugervenlighed i min, dog, indtil videre korte karriere som sygeplejerske. Faktisk skulle jeg ikke dosere denne specifikke smeltetablet, blot skaffe nogle af vejen, da de var returgods fra en patient. Først forsøgte jeg at klikke én ud, dernæst én anden, men indtil videre (dvs. over et par dage) har jeg ikke haft held. Jeg har trykket på kryds og på tværs, i kort og i lang tid, men lige lidt hjælper det. Eksterne hjælpemidler (fx en saks) kunne formentlig gøre en forskel, men det vil både være ekstra besværligt og også en form for snyd synes jeg, da jeg er sikker på at indpakningen er designet og beregnet til almindelig fingeråbning (måske er målgruppen dog blot "ellers fysisk raske under 40 år med fuld fingerkraft").
Som det fremgår hedder det omtalte præparat Mirtazapin 15 mg og er fabrikeret af producenten Actavis (læs mere her). Om der rent faktisk er noget bag den flotte indpakning vides i skrivende stund ikke.

Et øjeblik ved midnat

Midnat søndag. På nær to pukkelhvaler (som jeg så pjaske rundt for lidt siden, men nu blot kan høre) er der absolut stille her i Maniitsoq. Havet er lydløst og helt roligt med rødligt guldlignende genskind og man fornemmer efterhånden at det er nattetide selvom det stadig er mere lyst end mørkt.

Kamikazemyg

Ja, billederne taler for sig selv - det er blevet sol og sommer, og når man taler om sol og sommer i Grønland kommer man ikke uden om myggen (eller rettere myggene)... Disse ubeskriveligt irriterende bæster findes overalt i sådan lidt forskellige varianter. I nærgåenhed kan de bedst beskrives som en sømand, der er kommet i havn for første gang i 25 år. Specielt de fluelignende myg er infamt irriterende - godt nok bider de ikke så meget, til gengæld flyver de direkte ind i enhver blottet kropsåbning og de behøver blot et splitsekund. Ind i øret, i øjnet eller op i næsen hører til hverdagskosten, mens direkte ned i luftvejene er lidt mere sjældent. Selvom myggen ved denne metode med sikkerhed aldrig kommer op og ud i det fri igen, så er jeg sikker på at den får en eller anden form for morskab ud af de langvarige og særdeles ubehagelige hosteanfald dette medfører.

Qajaasat

Qajaasat hedder denne lille gevækst bestående af stilk og blade, som af udseende kunne minde lidt om en blanding af fyrnåle og timian. På dansk hedder den grønlandsk post, og , mest for eventuelle nørders skyld, ledum groenlandicum på latin. Qajaasat bruges i Grønland, som krydderurt til madlavning (prøv fx denne) opskrift, men drikkes også i helseøjemed a la kamillethe.

Søfarer set udefra

Så lige at Michael har et billede af undertegnede og Johanne på vej hjem fra vores farefulde sejlfærd i tirsdags - billedet er indskudt taget på den del af turen hvor jeg havde følelsen af at "svæve på en sky", dvs. det sidste stykke. Det er et forografi jeg under ingen omstændigheder har mulighed for at tage selv, men jeg synes det er sjovt og så kunne det jo være at der er et par stykker derude som finder det interessant at se mig indtage de blå oceaner (og som ikke tjekker alle mulige andres blogs). Jeg har derfor tilladt mig at lave et link direkte til Michaels billede et eller andet sted derude på internettet (og jeg siger tak oveni).

Ryge i bedene (VI)

Skylder vist en opdatering omkring mine botaniske sysler. Vil i denne omgang koncentrere mine ord omkring mit hjertebarn, nemlig tomatbusken. Ved sidste opdatering på den sidste dag i maj rejste tomaten sig hele 44 cm op i luften, nu 49 dage senere tårner den sig op i en højde, som nogenlunde svarer til min egen, dvs. i omegnen af 178 cm – der er altså sket en vaskeægte væksteksplosion. Jeg har fjernet sideskud, tyndet grundigt ud i blade/grene og jeg har bundet hvidt strikgarn (det var det eneste jeg lige kunne få fingre i) til støtte via varmerør i loftet. En prægtig plante er det blevet. Har endnu ikke haft høstudbytte, men det kan kun være et spørgsmål om tid, idet busken i skrivende stund barer på intet mindre end 13 grønne tomater i varierende størrelser og alder (som det kan ses af det sidste billede har den også stadig blomster så flere frugter skulle være i vente). En 5-6 tomater har størrelsen, men mangler kun den røde farve. Jeg vil selvfølgelig omgående opdatere hvis og såfremt denne lykkelige omstændighed indtræffer.

Grønlandsk mælkebøtte

Grønlandsk mælkebøtte aka taraxacum lacerum.

Rundt om Maniitsoq-øen

Fik i går endelig sejlet hele vejen rundt om Maniitsoq-øen (en tur på rundt regnet 40 km - lidt mere sikkert med mine omveje). Denne sejltur forløb på årets hidtil varmeste sommerdag med temperaturer lige i underkanten af 20 grader - og selv den svage vind var lun, noget som indtil videre har været en sjældenhed. Det med vinden er en klar fordel når man sejler, idet det ellers kan blive en meget kold fornøjelse, ikke mindst når man sejler hurtigt selvfølgelig, men også når man er passager (i hvert fald i min båd). Hele vejen op forbi Kin of Sal-øen med sine to karakteristiske fjelde var det ren idyl med relativt roligt vande, men herefter ventede der en usandsynlig negativ overraskelse og turen over til Angmarqoq (sundet mellem Maniitsoq og Hamborgerland) plus ned forbi Kangerdluk-fjorden, blev absolut ikke nogen fornøjelsestur. Pludselig kom Johanne og undertegnede ind i et stykke med bølger ude fra det store åbne - og det var ikke bare en enkelt bølge hist og her, men et vedvarende bombardement af rigtigt ubehagelige og småskummende bølger, der bare kom bragende med et par meters mellemrum. Her fik jeg virkelig sat alle mine evner som søfarer på prøve og oveni var alle musklerne i min krop spændte som en flitsbue. Jeg klarede det såmænd meget godt tror jeg nok - måtte dybt koncentreret konstant læse bølgerne og krydse op og ned og på kryds og tværs. Fy for dén siger jeg bare, det er ikke noget jeg skal prøve igen sådan lige foreløbig (og ærlig talt helst aldrig nogensinde)! Efter en lille evighed på ca. en time nåede vi til sidst endelig roligt vande ovre efter Kangerdluk-fjorden et sted, og da de ubehagelige bølger ebbede ud i noget lidt mere behageligt (og jeg rent faktisk turde se opad og ikke hen) havde vi en flot oplevelse med en havørn som roterede i rundkreds lige over hovederne på os. Det sidste stykke rundt og tilbage til Maniitsoq var helt uden bølger (bortset fra dem de andre både laver) og jeg tror nu jeg ved hvad følelsen at svæve på en sky betyder - det var i hvert fald nogenlunde sådan jeg oplevede det sidste stykke hjem.
Fotograferingsfølelsen var der ikke rigtigt, men lidt billeder blev det da alligevel til. #1 Turen rundt (klik på billedet for større udgave), #2 En af Pattefjeldets spidser fra syd/vest (den lille klat oppe over toppen er faktisk endnu en havørn, men det kræver vist meget godt syn på dette billede), #3 Panorama over Pattefjeldet, #4 Forventningsfuld søfarer (og uanende), #5 Førsteindtryk af Kin of Sal, #6 og #7 Mere af samme skuffe fra forskellige vinkler, #8 Maniitsoq-øen i læ af Kin of Sal (i næste øjeblik bryder helvede løs), #9 Efter det værste med udsigt til Hamborgerland, #10 Pattefjeldet fra den modsatte side (ca. nord/vest), #11 Fjeldslette på Hamborgerland, #12 Mere Hamborgerland, #13 Havørnen (desværre stadig uden zoom), #14 Johanne med syd/øst-spidsen af Hamborgerland i forgrunden og Grønland i baggrunden, #15 Ditto (dog uden Johanne), #16 Farvel til Hamborgerland og hjemad.

Hvalweekend

Farvandene omkring Maniitsoq har de seneste dage været spækket med hvaler - nærmere bestemt pukkelhvaler, men rygterne taler også om finhvaler. Pukkelhvalerne vender jeg tilbage til om et par linjer, finhval vil jeg runde af med det sidste billede hvor jeg har en forestilling om at hvalen længst væk kunne være en finhval (dvs. den første fra venstre). Pukkelhvalers blås er så vidt jeg ved sådan en stor rund blød sky, som går mere eller mindre direkte op i luften, mens finhvalers blås er bagudrettede og mere som en søjle op i luften, dvs. altså sige sådan lidt lige skråt bagud. Hvis man klikker på billedet (så man får en lidt større udgave) mener jeg at førnævnte hval laver noget som kunne ligne et af disse bagudrettede blås og altså kunne være en finhval - men det er vist ret teoretisk og billedet er ikke specielt godt (og faktisk var jeg i øjeblikket slet ikke klar over at den tredje hval var der).
Men som nævnt har vandene været fyldt med pukkelhvaler. Fra i hvert fald fredag eftermiddag til søndag nat kl. 1 kunne man mere eller mindre konstant se dem blot ved at skue ud over havet, som fx fra mit stuevindue. Fredag aften sejlede jeg rundt blandt mindst 3 og det samme lørdag eftermiddag - om det har været de samme hvaler skal jeg ikke kunne sige. At sejle rundt i en radius af 10-100 meter af sådan et kæmpemæssig fisk er fantastisk fascinerende og af en eller anden årsag kan man bare ikke få nok - nu må det være nok siger man og så bliver man alligevel når man hører blåset og ser den lige derovre. En del af de lokale sejler nærmest direkte hen til eller hen over hvalerne - det er mine sejladsnerver endnu ikke til (og det skal lige siges at der begge dage var lidt bølgegang og under sådanne omstændigheder bliver jeg lidt ekstra årvågen og forsigtig - men trods det var jeg ved flere lejligheder inden for en radius af ca. 10 meter).
Her følger en stribe billeder af weekendens pukkelhvaler - og havde jeg ikke været så dum og uheldig at jeg for nylig tabte min helt nye zoomlinse til mit helt nye kamera så tør jeg slet ikke tænke på hvor gode billeder jeg kunne have taget (øv)!
Mere on finhvaler her og mere om pukkelhvaler her og her.