mandag den 30. juli 2012

Amitsuarssuk

Imens regnen styrter ned her i Maniitsoq er der blevet plads til lidt fotografier fra Amitsuarssuk. Billederne er godt nok fra denne tid sidste år, men det gør vist ikke den store forskel (som det kan ses var der også masser af myg). Amitsuarssuk er en relativt lille fjord omtrent 70 kilometers sejlads fra Maniitsoq, lige syd for den noget større Kangia-fjord. Den er kun mellem 200-500 meter bred, men skær sig alligevel omkring 10 kilometer ind i landet. I bunden udmunder en anseelig elv, som igen er forbundet til en række store søer inde i det grønlandske indland. Jeg fik vadet godt 5 km op til den første gigantiske sø, og selvom ørrederne af uforklarlige årsager ikke var meget for at bide fik jeg da alligevel et par stykker med hjem.

fredag den 27. juli 2012

Ikamiut Kangerdluarssuat

Efter lange tider med tørt og godt sommervejr er regntiden nu indtråd på godt og ondt. Godt fordi regnen er tiltrængt for såvel fauna som flora, ondt fordi det ser ud til at fortsætte resten af min ferie. Om ikke andet giver dette sofatid til lidt skriveri på disse sider. Hmm... Billederne er snart et par uger gamle og stammer fra Ikamiut Kangerdluarssuat, en fjord lokaliseret en godt 30 kilometers sejltur stik nord for Maniitsoq. Jeg har passeret fjordmundingen et utal af gange (bl.a. på mine ture frem og tilbage til Kangaamiut), men har aldrig fået udforsket den nærmere. Fra mundingen pløjer den sig godt 20 km videre mod nord og ville fungere som en supergenvej til Evighedsfjorden for travle sightseeingturister hvis det ikke lige var for et par fjeldknolde, som kan ses i bunden af fjorden på det andet billede. I østsiden af bunden ligger også søen Taserssuaq, som er omkring 3,5 km lang/1 km bred og er forbundet til fjordvandet via en heftig kort elv. Søen er klemt inde imellem 4 fjeldtoppe med småbræer og højder mellem 1605-1755 meter. Planen var telt og hygge ved søen, men eftersom vi nådesløst blev bestormet og skambidt af horder af blodtørstige myg (eller rettere flere forskellige myggearter) valgte vi hurtigt bådflugten og fandt da også overnatning i knap så fjendtligsindede luftlag.

søndag den 15. juli 2012

Sommerferie

I dag var sidste arbejdsdag før 3. ugers tiltrængt ferie, som jeg har tænkt mig at henlægge i den grønlandske fjeld- og fjordnatur om vejrguderne vil stå mig bi. Foreløbig er det strålende sommervejr, men det ser ud som om udsigterne ikke rigtigt kan bestemme sig for vådt eller tørt. Jeg krydser fingre for at det maksimalt bliver til lidt drypperier, da jeg endnu kun har haft én enkelt overnatning i båden og én enkelt overnatning i telt i år. Det er jo helt uacceptabelt. Billedet er fra en tur ind i bunden af Søndre Isortoq i juni.

søndag den 1. juli 2012

Fisk

27 fjeldørreder af den fineste slags.