torsdag den 30. august 2007

Vandløb

Grønlandsk natur er meget mere end billeder - fx også duft og lyd. Så vidt jeg ved kan duft endnu ikke opleves på internettet, men billeder og lyd kan. Så her er en lille video af et vandløb med masser af lyd. Hvis kvaliteten af dette ikke lever op til mine forventninger vil det blive strøget med det samme - ellers bliver det selvfølgelig! Håber det kan ses af alle!!! Tryk på startknappen i venstre hjørne - klippet varer i 14 sekunder!

onsdag den 29. august 2007

Thor P i tågen

Kan ikke nære mig for at kommentere Thor P, hvis idioti desværre når hele vejen herop. Først kunne vi købe hele verden - i sig selv en af de mest usympatiske udtalelser jeg har hørt i årevis. Hvis vi vitterlig er så rige burde vi forære pengene væk på stedet. Nu tjener gennemsnitssundhedshjælperen så 27.000 kr. om måneden. Det burde tale for sig selv (også selvom Danmarks Statistik vist nu får skylden). Hvis jeg var blevet sygeplejerske for pengenes skyld ville jeg straks bruge yderligere 14 måneder på social og sundhedshjælperuddannelsen. Heldigvis er dette ikke tilfældet - så jeg slipper for en ekstra tørn på skolebænken... Regeringen må jo så bare håbe, at der er flere af min slags - for ellers kan det være, at der kommer til at mangle sygeplejersker de næste 14 måneder.
Billedet er taget fra mit vindue i morges - og tanken har strejfet mig mig: er det mon Thor P, som sejler ud i tågen?

tirsdag den 28. august 2007

Søpølse

Eftersom jeg ikke har så meget andet på tapetet i dag vil jeg benytte lejligheden til at fremvise dette prægtige væsen, som jeg var så heldig at få på min fiskekrog for efterhånden et par uger siden: en søpølse. Jeg har glædet mig meget til at vise den frem her, men vil ikke præcisere hvad den mindede mig om, da det kan virke anstødeligt på sarte sjæle - lækker var den i hvert fald ikke.

mandag den 27. august 2007

Fjeldtur med ravne

I dag er det mandag og det er nu 26 dage siden jeg drog hjemmefra. Her er lidt billeder fra en 6-timers solofjeldtur jeg havde i fjeldet omkring Maniitsoq i fredags, hvor det endnu en gang var skønt vejr.
Billederne er 1) "Kin of sal" - en ø og/eller klippe, som på imponerende vis stikker 385 meter op af havet tæt på Maniitsoq-øen ca. 10 km nordvest for Maniitsoq-byen, 2) "Ensomt græsstrå", 3) "Selvportræt foran Pattefjeldet", 4) "Udsigt til Kin of sal fra lille sø", 5) "Panorama med Pattefjeldet og Kin of sal i baggrunden", 6) "Klippe og sten", 7) "Sten i skiver", 8) "Kløft med udsigt", 9) "Kløft med modlys", 10) "Panorama på toppen", 11) "Ravn på himlen".
Apropos ravne så er det en af de mest almindelige fugle heroppe. Jeg opfatter dem som sådan lidt småsære (selvom de beskrives som en af de mest intelligente fuglearter (ref. Wikipedia - engelsk/dansk) - men heldigvis kan man jo sagtens være sær og intelligent på samme tid:-)). De trisser ligesom omkring for sig selv på en lidt ensom måde, selvom de vist ofte er et par stykker eller tre sammen (men det er der nu også noget ensomt over) - det har jeg i hvert fald oplevet i Danmark (hvor ravnen jo både er sjælden og fredet). De siger de særeste lyde. For par uger siden oplevede jeg én som højlydt kom vraltende op ad en fjeldskråning, jeg kunne ikke se den og den kunne ikke se mig. Den snakkede og snakkede. Pludselig dukkede den op et par meter foran mig og blev meget meget forskrækket. I fredags sad jeg på en toppen af en stor stenknold (er lidt i tvivl om hvad fjeld egentlig dækker - så det må jeg lige have opklaret), tæt på en kløft, i ellers absolut stilhed, og lyttede til én som sad et sted på klippevæggen og kom med de mest mærkværdige lyde - ikke sådan helt tiden, som fugle normalt, men med 5-30 sekunders intervaller i en periode, og så pludselig noget helt andet. Det gav en ensom (positivt) og meget mystisk stemning, som vel egentligt lever meget godt op til det man bl.a. forbinder ravnen med. Da jeg sad der på toppen var der pludselig også en 3-4 ravne som kredsede rundt, frem og tilbage, få meter over mit hoved i nogle minutter. Ravnen er jo en relativt stor fugl og deres bevægelse gennem luften er ikke lydløs. Så lyden af sådan en stribe ravne, hvor man mere eller mindre kan høre hvert vingeslag, er i sig selv imponerende - den helt blå himmel oveni ligeså. Ved ikke om jeg var årsagen til postyret, men i et nu var de væk - også den eller de ravne jeg havde lyttet til. Desværre fik jeg ikke gode billeder af de beskrevne ravneoplevelser. Pludselig, mens jeg sad der, ringede mobiltelefonen fra Danmark - det var ligesom bare helt forkert.
Husk at klikke på billederne for bedre opløsning - specielt ravnebilledet fortjener dette, da det større billede ikke på samme måde er pixeleret (desværre reducerer blogspot åbenbart billedkvaliteten så der er alså lidt pixelering rundt om fuglen).





















søndag den 26. august 2007

Weekend

Det har været en megatravl weekend på sygehusets sengeafdeling, som uden for normal arbejdstid desuden fungerer som skadestue (inklusiv psykiatrisk med mere) med henvendelser, som varierer fra det det helt akutte til det diamentralt modsatte og alt det som kommer midt imellem. Her er så hovedindgangen til Maniitsoq Sundhedscenter med ambulancen og undertegnede i arbejdstøjet.



lørdag den 25. august 2007

Pukkelhval

Så skete det - jeg fik fotograferet min hval. Faktisk så jeg allerede én en af de aller første dage jeg var her, men nåede ikke at få kameraet frem, da den åbenbart var på vej væk og bare dukkede op og dykkede igen. At fotografere en hval er således ikke en nem forseelse, men dagens pukkelhval gjorde det en anelse lettere. Den ænsede åbenbart kun aftensmaden, og dykkede igen og igen op over overfladen i korte øjeblikke.





torsdag den 23. august 2007

onsdag den 22. august 2007

Opråb og valgflæsk

En af de første ting jeg lagde mærke til, da jeg kom til Grønland for snart 3 uger siden, var et umiddelbart personligt mentalitetsskift, som tog form nærmest simultant med, at jeg satte mine fødder på grønlandsk jord. Pludselig virkede de generelle danske nyheder, såvel som den danske debat i almindelighed, ubeskriveligt ligegyldige. Når jeg efterfølgende har set tv-aviser (som genudsendes hver dag ca. 4 timer efter at de har været vist i Danmark) bliver denne følelse kun bekræftet. Det er næsten som når man kommer "hjem" og ser bornholmsk eller nordjysk lokal-tv - om havnefesten i Arnager, og beruset knallertkørende ungersvend, som er blevet observeret kørende i retning af Rønne, eller om Jodle Birges søn, som synger Jodle Birge-sange på et plejehjem i Vrå. Ligegyldigheden er efter min mening helt samstemmende, blot er den væsentlige forskel, at der hvor lokaldebatten kan have en vis "charme" fordi den kan have tendens til at være absurd ligegyldig, er landsdebatten (set herfra) i tåkrympende grad præget af danskernes egoistiske, selvtilfredse og bedrevidende navlepilleri, som ingenlunde er morsom - og som oveni samtidig virker meningsløs proventiel. Regeringens nærmest vulgære oplæg til skattelettelser for middelklassedanskeren og opefter (som aldrig har haft større økonomisk rigdom end de har pt og bruger 37 milliarder kroner om året på spil og lotteri (en anden af dagens nyheder) samtidig med at de bare ønsker mere og mere), kort tid før der formodentlig bliver udskrevet folketingsvalg - er i sig selv så ulækkert, at det taler for sig selv. Jeg kan komme med talrige eksempler, og min egentlige pointe er blot, at set i det perspektiv jeg sidder i nu, er det bare så komplet ligegyldigt (ok, det grundindstilling havde jeg til dels allerede da jeg tog hjemmefra, men nu er det tifold). Vi burde hver især skamme os herfra og resten af vores dage. Mennesker overalt i verden har det af hekkenfeldt til, inklusiv Grønland, og også i Danmark.
Så op i bagpartiet med skattelettelser siger jeg bare, eller brug i det mindste skattelettelserne til at give til et menneske et eller andet sted i verden, som vitterlig har brug for det (det kræver i første omgang ikke meget mere end en tur op til Nørreport for at finde én).
Ja, det var så mit indlæg til debatten om danskhed og næste folketingsvalg – og mit største håb i den forbindelse er, at tv-debatterne, når den tid kommer, ikke vil blive genudsendt på grønlandsk tv.

Her er et par links: Plan-Danmark, Hus forbi og følgende er ikke valgflæsk, men hhv. sæl, rensdyr, marsvin, havkat, fjordtorsk og ørred, som fotograferet på brættet i Maniitsoq for et par dage siden.






tirsdag den 21. august 2007

Pattefjeldet

De sidste dage har været arbejde så her er billeder af "Pattefjeldet", "sten", "Flemming, Jette og Michael på fisketur", "solskin eller bæk", "Pattefjeldet bag skyer", "klippesø" og endnu en "klippesø".
Pattefjeldet er 570 meter på sit højeste punkt og ligger sådan en 5 km bag Maniisoq (set fra havet). Det er min ambition at have været deroppe, i hvert fald mellem de 2 knolde, inden jeg tager hjem. Det skulle være lad-sig-gørligt fra bagsiden (dvs. den side man ikke kan se her).







søndag den 19. august 2007

torsdag den 16. august 2007

Dagens billede

Vejret blev bedre end ventet og derfor var jeg ikke den eneste som gik aftentur.

tirsdag den 14. august 2007

Øv!

Inugsuit Taserssuat

Billederne her er fra i søndags - samme dag som forrige indlæg. Her sejlede jeg fra motorbåd i land i en gummibåd, mens Michael den torsk (og co) blot fiskede efter ørreder. Efter at have passeret et lille vandfald kom jeg op til noget af det smukkeste jeg nogensinde har set... Selvom billederne her er flotte kan de slet ikke gengive det. Først den brusende elv med det helt rene og drikkelige "kildevand" (og igen en overvældende følelse af at være helt alene, hvilket jeg jo også var). Dernæst en lille og krystalklar sø og pludselig bag den lille sø og en forhøjning af sten - Inugsuit Taserssuat-søen! wow!!! (Se det sjette billede). 8 km lang skulle den være og det var som om man bare kunne række ud efter den anden ende... Fantastisk! Og så er det med garanti ikke et sted hvor der kommer turister hver dag!
Find Inugsuit Taserssuat på Google Maps her (bemærk dog at satelliten her viser en is/snedækket sø).
Michael endte med at fange én ørred - til gengæld købte jeg en til 35 kr. på brættet i Maniitsoq i går.

















Langs Narssaq-elven

Ja, billederne taler jo for sig selv - og tilføj dertil følelsen af at være helt og aldeles alene (på trods af en enkelt olietønde) et meget meget stort sted...