Om et par dage har jeg været i Grønland i 5 måneder. Husker stadig hvordan jeg sad på en sten uden for Kangerlussuaq lige efter at jeg var landet med flyet fra Danmark og i et anfald af melankolsk vemod følte mig som noget nær det mest alene menneske i hele verden – i bakspejlet dog en ganske god oplevelse. Snøft og tåreproduktion blev dog afbrudt af en hærskare af blodtørstige myg, som hurtigt opfangede signalerne om at der var rigelige mængder blod på sandalniveau, gennem mine strømper. På en måde føles det som om det kun et øjeblik siden, på en anden som en evighed. Sygeplejemæssigt føler jeg at jeg har været i Grønland i noget nær en evighed – og hvis man ligger alle de timer sammen jeg har arbejdet er det vel også noget nær det rigtige resultat. Der har været stille dage, men mest bare travlt – og der har været akut og ikke-akut, liv og død såvel som glade og sure oplevelser… Det gode ved det er at jeg ikke er i tvivl om at jeg har fundet mit sted (sygeplejerske altså) og at jeg selv fornemmer hvordan jeg stille og roligt bliver bedre til at håndtere bestemte (ikke ens) situationer – ud over det er der selvfølgelig en trillion ting jeg endnu ikke har prøvet. Lidt ærgerligt er det at jeg ikke har haft overskud til at lære så meget grønlandsk som jeg egentlig gerne ville - anaq (var det første jeg lærte og det passer meget godt ind her, men oversættelsen til dansk er desværre upassende). Indskudt var det min oprindelige tanke, at denne blog skulle have været lidt mere personlig end den er endt ud med at blive. Det er der i princippet mange grunde til. Først og fremmest tavshedspligten, men også perioder med manglende overskud pga. meget arbejde og også lidt fordi læserskaren blev uventet udvidet, bl.a. da adressen blev spredt ud og blogs heroppe blev et hit – se links til hhv. Michael, Flemming, Dorte og Pia. Kunne forestille mig at en kombineret læsning af alle disse giver et meget godt billede af livet her i Maniitsoq.
Nåh, men nytår er jo ikke bare refleksion over fortiden, men også noget med fremtiden – at sætte sig nye mål og den slags floskler. Så, så længe jeg er i Grønland er det mit mål at fastholde alle mine dårlige vaner – i denne sammenhæng vist mest spisevaner. Altså vil jeg spise alle de pommes frites med remoulade som det passer mig, og evt. forsøge at rette op på mulige konsekvenserne når og hvis jeg engang kommer hjem til Danmark (indtil videre vejer jeg stadig et-par-og-60 kg). Rygningen lagde jeg jo på hylden for 3 år siden (har dog haft uendelig lyst til at ryge de sidste par uger) og alkohol har jeg pga. tilkaldevagter ikke tid/mulighed for at konsumere i problematiske mængder.
Et mere visionært mål for det kommende år har jeg dog! Det er at lære at sejle i kajak så jeg kan komme over og op på toppen af Kistefjeldet og i samme forbindelse ned til Inugsuit Taserssuat-søen med X antal overnatninger i telt. Den kvikke læser vil huske at jeg var ved Inugsuit Taserssuat-søen allerede i august (se evt. her) – et i særklasse fantastisk sted!
Billederne 1) Udsigten i nat, 2) Rype i vinteruniform forleden (jeg hader at mine snebilleder bliver blå), 3) Inugsuit Taserssuat-søen i august, 4) Udsigt til Kistefjeldet.
