mandag den 29. maj 2017

Lang og kort

Så er der kun et par dage til der officielt står sommer på kalenderen. Desværre har vejret ikke fulgt rigtigt trop. Temperaturen er stadig kølige 2-3 grader om dagen og så frost om natten. Fjeldet er ufremkommeligt med dyb blød sne alle de steder man normalt bevæger sig (og der går nok mindst et par uger før det bliver bedre). Båden er ikke kommet i vandet. Det ligner altså en meget kort sommer efter en meget lang vinter...
Men med lidt held får jeg båden i vandet før weekenden og så kan jeg da måske fange et par fisk. Men mit fokus i år ligger på fjeldvandring, og til det formål har jeg netop investeret i en lille (om end lidt større end jeg havde forestillet mig) Suzuki 2,5 hk påhængsmotor til gummibåden. Her er det min plan (forsigtigt), at sejle over til fastlandet, og derfra tage på vandreture med oppakning og telt - uden altid (som det er når jeg har den store båd med), at skulle bekymre mig for hvordan den nu ligger opankret og om det pludselig blæser op om natten.

tirsdag den 2. maj 2017

Sisyfos i Maniitsoq

Så er vi godt inde i maj og vintervejret fortsætter ufortrødent med snefald som fotograferet her til morgen. Båden er begravet i sne og det er komplet umuligt at få den i vandet før det lokale snerydningsfirma fjerner de snebunker de har efterladt lige præcis foran min båd. Det er rent ud sagt deprimerende, da bådebroerne faktisk lige er blevet lagt i vandet. Jeg kan end ikke gøre båden sommerklar, da jeg simpelthen ikke kan komme til den. På hjemmefronten har jeg dog taget en lignende sag i egen hånd og har foreløbig gravet en 10-15 meters passage gennem en bred 2 meter høj snedrive, som har spærret vores udsigt så længe jeg efterhånden kan huske. Boligselskabet, INI, har intet foretaget sig hele vinteren. Heller ikke selvom de i marts sendte et brev ud om at de nu ville komme. I stedet er den lille vej til vores boligblok blevet en hårdtstampet sti med en irriterende forhøjning på 1 meter foran vores køkkenvindue. Alle der passerer kigger direkte ind. Min ambition er at få denne sti gravet ned på asfaltniveau (også fordi det bliver et helvede af vand og is når det snart begynder at smelte)...