Brud & Corona - Part II

Er nu hjemme i Maniitsoq efter et 14-dages mareridt. Min 2. operation blev gennemført 12/1. Samme dag ophørte min Coronaisolation. Der blev sat 2 skinner og mindst 11 skruer ind under huden, som principielt skal sidde der resten af livet. Alle tilbagemeldinger tyder på, at både fod og brud nu sidder flot, og det er jo dejligt. Efter operationen fik jeg gips på (som efter 2 uger skulle udskiftes med ROM-walker), men efter 2 dage med en intens brændende smerte blev gipsen udskiftet med ROM-walkeren og herefter er det heldigvis gået forholdsvis godt. Jeg antager, at det var gipspolsteringen min hud reagerede på med kraftig, og altså smertefuld, rødme. De sidste 2-3 dage på Dr. Ingrids Hospital var nærmest uudholdelige. Jeg havde hjemve og var både forkvalmet og appetitløs. Jeg fik 40 tabletter om dagen og maden vi fik serveret var så uappetitlig, at bare tanken om den fik det til at vende sig i maven på mig. Hver anden dag blev der uden valgmulighed serveret varm grønlandsk mad til frokost (sæl, hval, kavkat, osv). Ganske politisk korrekt, som så meget andet i Grønland, men desværre direkte ulækkert. Morgenmad og aftensmad var ikke bedre. Jeg måtte tvinge mig selv til at spise det - alternativet var sult (og det er jo ikke supersmart når man skal komme sig efter alvorlig sygdom). Lørdag 15/1 fik jeg besked om, at jeg havde billet hjem til Maniitsoq 17/1. Jeg blev igen coronatestet og søndag var svaret heldigvis negativt (jeg var jo coronapositiv 5/1 og hos nogen kan efterfølgende test være positive i helt op til 8 uger). Mandag kom jeg (på trods af en lidt dårlig vejrudsigt) hjem og har nu været hjemme i 2 dage. Nu må jeg ikke støtte i 6 uger og derefter kun skyggestøtte i yderligere 2 uger. Jeg er sygemeldt til 6. april. I går lærte jeg en lektie om, at jeg skal tage den lidt med ro. Jeg tog med taxa i Brugsen med Johanne og Krista og fik et regelret ildebefindende hvor jeg var sekunder fra, at falde om - og det var et rent lykketræf, at jeg ikke gjorde det. Indtil videre skruer jeg derfor radikalt ned for blusset og glæder mig over, at jeg har Johanne til alt det praktiske.

Brud & Corona

Er indlagt i Nuuk med kompliceret brud på venstre underben (spiralfraktur af læg- og skinneben med revner helt ned til anklen) og nu også i coronaisolation efter positiv covid-19-test. Det kan næsten ikke være meget mere uheldigt. 3/1 faldt jeg lige foran sygehuset i Maniitsoq på vej ud i arbejdsbilen til et hjemmebesøg. Der var spejtglat med et tyndt lag frisk sne, som gjorde det glatte usynligt. Det opdagede jeg for sent. Foden drejede i den forkerte retning og jeg var med det samme klar over, at den var helt gal. Jeg blev røntgenfotograferet, gipset, podet negativ for covid-19 og indlagt på sygehuset i Maniitsoq med henblik på videre overflytning til Dr. Ingrids Hospital i Nuuk. Efter 2 aflyste evakueringsfly kom jeg så afsted sidst på eftermiddagen 5/1. Ved ankomsten til Dr. Ingrids Hospital blev jeg lagt på en 4-mands-stue, atter coronatestet og i løbet af aftenen også opereret i fuld narkose. Bruddene var ustabile og der blev derfor sat eksterne skinner på ligesom den dislokerede fod blev sat på plads. Jeg fik besked om, at jeg skulle opereres igen enten på Rigshospitalet i Danmark eller i Nuuk, og blev sat i intravenøs antibiotika 8 gange dagligt (2 slags á 4 gange). Efter CT-scanning 6/1 fik jeg 7/1 besked om, at de ville operere mig i Nuuk 10/1. Pludselig et par timer senere får jeg så en sms fra det grønlandske Coronasekretatiatet med besked om, at jeg er covid-19-positiv og straks skal gå i isolation. Jeg gav beskeden videre til personalet og blev straks kørt i isolation på en anden afdeling under samtidig afkloring. Corona er helt ude af kontrol i Grønland lige nu og bare i det sidste døgn er 504 testet positive (det svarer overført til danske forhold til mere end 50.000 positive). Her ligger jeg så nu på en lidt primitiv isolationsstue uden tv og venter på hvad der nu sker. Heldigvis er jeg helt uden coronasymptomer og så er proceduren 7-dages isolation når man er vaccineret. Jeg håber stadig jeg kan blive opereret på mandag, men jeg ved det ikke. Oven i alt dette har jeg haft smerter, forstoppelse, sovet elendigt og savner Krista og resten af min familie i Maniitsoq. Krista håndterer det dog rigtigt flot på en supersød og kærlig måde. Det varmer i hjertet.