tirsdag den 30. juli 2013

Trepigget hundestejle

Her en ret lille fisk med et par ret store pigge, som jeg noget overrasket (og smertefuldt) stak mig på, da jeg samlede den op i en sø i sidste uge. Troede egentlig fjeldørred (og lige laks i Kapisillit ved Nuuk) var de eneste ferskvandsfisk i Grønland, men det viser sig, at den trepiggede hundestejle (gasterosteus aculeatus) er almindeligt udbredt i søer på det meste af vestkysten. Fjeldørreden fanges i saltvand af og til bogstaveligt proppet med amasetter, men mon ikke de har lært at holde sig fra denne lille fætter.

søndag den 28. juli 2013

Sol-draba

Mere af det gule, som skulle være sol-draba (draba aurea). Kan ikke umiddelbart finde et grønlandsk navn.

lørdag den 27. juli 2013

Sol-stenbræk

Må hellere få lidt blomster op før de alle sammen forsvinder sammen med resterne af årets mislykkede sommer (må efterhånden konkludere at det vist ikke rigtigt bliver sommer i år). Disse sol-stenbræk (saxifraga aizoides) er jeg stødt på langs forskellige elve i Narsaqområdet.

lørdag den 13. juli 2013

Springørred

Her en lille video fra i forgårs af en flok fjeldørreders ihærdige forsøg på at passere et mindre vandfald i en lokal elv. Enkelte passerer nåleøjet på præcis det rigtige sted, men langt hovedparten rutsjer direkte tilbage hvor de kom fra. Tror det er en balancegang imellem ikke for store mængder vand, men samtidig heller ikke for små. Var på samme sted nogle dage før. Her var vandmængden i faldet mindre, og selvom antallet af ørreder på det tidspunkt også var færre, kunne de med betydeligt mere held smutte op via et par "trappetrin" i faldet.