Håbløst

Her en lille opdatering om vores boligsituation, som fortsat er håbløs og ødelægger vores humør det meste af tiden. Hvis vi starter i det positive hjørne er vi dog ikke nr. 131 på ventelisten, men kun henholdsvis nr. 95 til en 3-værelses og nr. 37 til en 4-værelses. Vi er ikke skrevet op til en 2-værelses, da vi jo er 3 personer, men det er nok en overvejelse værd selvom det vil være småt (og Aka og børnebørn på besøg så må sove på en madras i stuen). Boligselskabet INI har netop haft en lang liste ude med ledige lejemål (netop mest 2-værelses), men der blev ingen bolig til os. Jeg var inde på INI's kontor for at spørge specifikt ind til alle listens ledige lejemål uanset størrelse, men selvom kundeservice er en by i Rusland fik jeg da besked om at der var søgninger på det hele (og eftersom vi er bagerst på ventelisten giver det sig selv). Altså en helt umulig situation. Vores ventelistenumre er uændrede, men det er nok bare et udtryk for bureaukratiets langsommelighed, da vi burde rykke mindst et par pladser op. Nu må vi så vente på en ny boligliste og ellers forsøge igen og igen. Om et par måneder er de lejemål, som fraflyttes af lejere nu (som jo netop har fået en ny ønskebolig foran os på ventelisten) formentlig istandsat og klar til et nyt udbud - og sådan kan det køre i ring indtil man en dag har en tilfredsstillende/god lejlighed. Princippet må altså være at man starter med en lortelejlighed fra bunden... Apropos fandt jeg lige stillingsopslaget til min stilling som Hjemmesygeplejerske i Maniitsoq. Her står klart og tydeligt; "Bolig, efter gældende regler, med havudsigt - til pukkelhvaler i sommerhalvåret". Men det er åbenbart bare tomme ord for at hverve personale til byen. Jeg har mest lyst til at søge væk hurtigst muligt, da jeg både har mistet glæden ved at komme tilbage til Maniitsoq og føler mig uønsket. Men Johanne genopstarter sin uddannelse i september, netop her i Maniitsoq, og hun er forståeligt derfor ikke indstillet på en ny flytning. Det låser situationen. Men der er da stadig tid til mirakler, da vi jo stadig har 1½ måned tilbage i vores midlertidige lejemål. Næste problem bliver vintertøjet, som stadig står opmagasineret i containere et eller andet sted...

Rensdyr & nedtur

Fik i går nedlagt mit første rensdyr efter en relativt kort, men stejl vandretur. Desværre blev den lidt lille, men det er da en begyndelse. Faktisk var det første gang jeg havde den store riffel med ude på en tur - og det var samtidig blevet sen eftermiddag, da vi lige skulle fange og rengøre 16 pæne fjeldørreder først. Allerede da vi gik i land fra båden konstaterede vi tydelige friske rensdyrspor i vandkanten og vi blev derfor hurtigt optimistiske. Da vi godt forpustede så kom op på et ca. 170 meters plateau opdagede Johanne pludselig en gigantisk rensdyrhan stående maksimalt 50 meter lige bag os på en mindre stejl knold. Vi navngav den efterfølgende Kongen, da den fremstod nærmest guddommelig i sin position, kiggende direkte på os med sit enorme gevir. Mentalt var jeg slet ikke klar til dette hurtige møde og var i første omgang derfor for langsom. I øjeblikket efter kom "mit" rensdyr så pludselig frem på en skråning mere end 100 meter væk i den modsatte retning. Det gav kongen tid til at flygte ned af forhøjningens bagside og forsvinde, og det gav mig tid til at komme i position og få fyret af mod det nye rensdyr...

Ellers har der ikke været meget at råbe hurra for i Maniitsoq og jeg kan kun fortryde at vi tog hertil. Vores boligsituation er gået helt i fisk og har udviklet sig til en absurd farce. Der er ingen hjælp at hente og vi risikerer nu reelt at stå uden tag over hovedet i oktober. Som tidligere nævnt fik vi kort efter vores ankomst til Maniitsoq "tilbudt" en gennemført forfærdelig lejlighed som vores såkaldte personalebolig. En ting er lejlighedens beliggenhed og stand, som i sig selv er dybt deprimerende, men samtidig har jeg aldrig hørt om andre fastansatte sygeplejersker i Grønland, som har fået tilbudt noget tilsvarende usselt. Alle (inklusive lokale og vores egen sunde fornuft) sagde vi skulle sige nej - og det gjorde vi selvfølgelig. Men, da det er politisk bestemt at der ikke må siges nej til en personalebolig, har INI (selskabet med Grønlands boligmonopol) nu officielt tilkendegivet at vi ikke får et flere tilbud (også selvom de i første omgang faktisk sagde at vi ville få en chance mere). Nu er vi så oppe imod det uigennemtrængelige grønlandske bureaukrati, som bedst kan sammenlignes med Østblokken i sin storhedstid, og fungerer i en uforståelig vekselvirkning af bestemmelser som direkte modarbejder hinanden. Det der i min situation er umuligt at forstå er at man på den ene side ønsker fastansatte sygeplejersker på de grønlandske kystsygehuse, men samtidig tilbyder boliger under lavmålet (og mit lavmål faktisk ikke særlig højt), som er hele fundamentet for at man kan falde til og være glad i en fremmed by. Noget andet er så at vikarer i praksis også tilbydes højere løn end de fastansatte, da fastholdelsestillægget man som fastansat modtager mere end undermineres af de høje huslejeudgifter man samtidig har. Som det ser ud nu er vi nr. 131 på ventelisten til en såkaldt ønskebolig hos INI (3- eller 4-værelses) og nr. 2 på ventelisten til nogle andelsboliger, som først bliver bygget til næste år...