Katiffik, Hundesø & Kangerlussuaq

Den kummerlige grønlandske sommer fortsætter og efter 2 dages konstant silende regn i Maniitsoq har vi nu allerede sne på fjeldene - et syn vi normalt først ser i september. Om et par dage slutter min sommerorlov (har dog fortsat ferie i august) og ud over vandreturen fra Sisimiut til Kangerlussuaq har vi nærmest intet foretaget os - og jeg kan ikke erindre at vi nogensinde har sejlet så lidt som i år. Vi har end ikke fået afprøvet mine nye kajakker. Hvis jeg nogensinde igen får fri en hel sommer skal den definitivt ikke holdes i Grønland - det er livet simpelthen for kort til. Her kommer så afslutningen på vores vandrehistorie. Fra Kanocenteret gik turen 20 km videre mod Katiffik. De første små 10 km sejlede vi i en noget nedslidt kano på en blikstille Amitsorssuaq-sø i det skønneste solskinsvejr. Hytten ved Katiffik (og hele det omliggende område) var invaderet af en gruppe tyske sommerturister (12+) og vi fortsatte derfor med det samme videre op ad en stejl opstigning og 7 km videre indtil vi ved midnatstid igen slog teltet op. Næste morgen stod vi tidligt op og gik de sidste 12 km til hytten (eller campingvognen) ved Hundesø. Håbet var at ankomme tidligt (før eventuelle andre i modsat retning) med henblik på en sidste god afslapning før den afsluttende etape til Kangerlussuaq dagen efter. Ved Hundesø var hytten igen optaget, men vi fik fortalt at der kun var godt 4 km til et taxaskilt med et telefonnummer ved den første grusveje før Kangerlussauq. Det afgjorde sagen og vi fortsatte med tanke på en seng og et bad på vandrehjemmet allerede samme dag. Da vi nåede taxaskiltet var der dog lige et lidt absurd problem; der var ingen telefonforbindelse. Efter yderligere 4½ km ad grusvejene ned til havnen var der fortsat ikke telefonforbindelse, men her var vi i stedet heldige at møde en bil som gav os et lift de sidste 13 km ind til lufthavnsterminalen i Kangerlussuaq. For mine meget ømme fødder var turen dog desværre ikke helt slut. Vores indkvartering (Old Camp - hotel/vandrehjem) lå hele 2,25 km fra selve byen. Altså en gåtur på 4½ km til nærmeste spisested og supermarked.

Ikkattooq & Kanocenteret

Den kummerlige sommer i Grønland fortsætter. I dag har vi efterårsvejr med regn og blæst og man kan kun frygte at sommeren er ovre allerede før den begyndte. Men i det mindste kan jeg jo fortsætte skriverierne om vores vandretur fra Sisimiut til Kangerlussuaq og bare glæde mig over, at vi (bortset fra 3 regndråber en enkelt eftermiddag) var heldige med tørvejr hele vejen - og faktisk også fik et par gode varme dage i Kangerlussuaq (hvor der altid er varmere end i resten af Grønland om sommeren). De fleste billeder på denne del af turen er som tidligere nævnt grovkornede og ødelagte af en høj iso-fejlindstilling efter et stød/slag på mit kamera. Ved overnatningen ved Ole's Lakseelv havnede vi i et sandt myggeinferno og fik ikke sovet så meget om natten. En ting er at teltet er for lille til 2 personer, men tusindvis af myg samlede sig imellem vores inder- og ydertelt og larmede så man havde fornemmelsen af at ligge på en racerbane. Hverken mere eller mindre. Det er utroligt hvor meget så små væsener kan larme. Næste dags etape var dog heldigvis turens korteste med kun godt 10 km op til Ikkattooq. Ved Ole's Lakseelv står valget dog mellem, at følge vandrestien og derved skulle vade over selve elven på en bestemt position. Eller (som anbefales når vandet er højt i elven), at finde en bro og i stedet navigere igennem et besværligt busket-sumpområde, som dog er helt uden stier - en vej mange efter sigende så ender med at fortryde. Dagen før havde vi mødt en ret stor dansker, som gik i modsat retning af os og vel var halvandet hoved højere end Johanne. Han fortalte, at vandet i elven havde stået ham til hoften. Vi valgte derfor busk-sumpen, da det ville være umuligt for Johanne, at komme over. Til vores held var busk-sumpen faktisk rimelig tør og vi slap derfor forholdsvist nemt igennem over et par timers ujævn zigzag vandring. Herefter skulle vi 450 meter opad, men vi nåede frem til hytten ved Ikkattooq allerede først på eftermiddagen med udsigt til en god lang restitution efter en række hårde dage. Desværre fik vi igen en dårlig nat, da vi endte 4 personer i den lille hytte - og Johanne og jeg lå helt oppe under loftet i noget der udviklede sig i endnu et myggehelvede, men denne gang i en nærmest saunavarm og ekstremt fugtig hytte. Frank og Ulla, som vi overnattede i hytten med, var ellers søde nok. Før vi kom til hytten ved Ikkattooq havde vi hele dagen drukket vand med halvgrim smag og jeg havde derfor fået en drøm om noget citronsaftevandspulver på hjernen. Til min helt store fryd havde Ulla lige præcis det; Bolerostick med Lemon. Ifølge etiketten var blandingsforholdet for 1 stick 0,5 liter vand, men efter min smag var 1,5 liter mere passende. Det sagt tror jeg aldrig jeg har smagt noget så lækkert som i det øjeblik, men samtidig har jeg sjældent været så tørstig. Sammen med 3-mandsteltet med apsis bliver Bolerosticks et must i fremtiden. Næste morgen gik turen så 23,4 km videre til hytten ved Kanocenteret. Hytten her er et nedlagt Kanocenter og er stor med adskillige sovepladser. Her fik vi en god nats søvn i 2 rigtige senge i hyttens køkken.

Årets fjeldørreder

Den kølige grønlandske sommer fortsætter med endnu en overskyet dag og de mere eller mindre sædvanlige temperaturer omkring 4-5 grader. I forgårs havde vi dog en nogenlunde dag, som vi fik brugt til at sætte ørredgarn i Søndre Isortoq-fjorden med en fangst på 36 fjeldørreder i løbet af 1 time og 15 minutter. Det var lige i overkanten i antal, men vi fik afsat en god andel og resten spiser vi i løbet af året. Vi har ikke haft den store succes med fiskestængerne i år og derfor må vi jo fange dem med garn.

Innajuattoq & Eqalugaarniarfik

Her billeder fra 3. og 4. etape på vores Arctic Circle Trail-tur. Først 19,9 km fra hytten ved Nerumaq til Innajuattoq. Her sluttede vi igen dagen af med en elvpassage og var heldige at finde én af 2 hytter på stedet tom. Næste dag bød på 22,2 km videre til Eqalugaarniarfik, men da vi ikke kunne finde drikkevand ved hytten valgte vi at fortsætte. Først forsøgte vi at finde frem til en beskrevet kilde, som vi desværre ikke kunne lokalisere, og derfor fortsatte vi videre ned til Ole’s Lakseelv (som heller ikke kan anbefales til drikkevand, da den har en grim smag af silt). Her overnattede vi så ved bredden i vores mikroskopiske 2-mands-telt i et sandt inferno af myg. Ikke helt sjovt. Teltet har plads til 2 liggende personer, men er helt uden plads til hverken rygsække eller til bare at sidde op og spise sin mad. Heldigvis fik vi ikke regn på turen for så havde vi været på spanden. Næste gang bliver dette telt udskiftet med et 3-mands med rummelig apsis, også selvom det vejer et kilo mere. Det er simpelthen et must. Et sted på denne etape fik jeg på en eller anden måde også delvist ødelagt mit kamera. Det fotograferer, men flere knapper har fået et tryk så de ikke kan bruges. Samtidig fik kameraet på en eller anden måde også sat sig på højeste iso og derved var alle fotografier herefter ødelagte. Indtil jeg opdagede det et par dage senere...

Kangerluarsuk Tulleq & Nerumaq

Hermed en samling billeder fra de 2 første etaper af vores Arctic Circle Trail vandretur. Først 22,6 km fra Sisimiut til Kangerluarsuk Tulleq og derfra 17,5 km videre til Nerumaq. Vi ankom til Sisimiut med Sarfaq Ittuk (Kystskibet) lørdag aften kl. 19 (7/7) og via en hurtig sidste optankning i et supermarked drog vi af sted. Aftenen før vi forlod Maniitsoq vejede Johannes rygsæk 13,5 kg og min 18,5 kg. Dertil skal nok lægges yderligere et par kg i hver. Første plan var at slå telt op et par km uden for Sisimiut, men vi valgte i stedet, at gå hele vejen til den første hytte ved Kangerluarsuk Tulleq i et stræk. En sumpet og våd tur med mange højdemeter og våd sne - og formentlig hele turens hårdeste etape. I hvert fald var fødderne allerede godt ømme, da vi kom i seng ved 5-tiden om morgen. Efter lidt søvn og restitution forlod vi Kangerluarsuk Tulleq kl. 14 søndag og nåede frem til næste hytte ved Nerumaq omkring kl. 21.30. Desværre måtte vi så bruge en ekstra times tid på at finde den bedste vej over elven - et mønster der gentog sig ved alle de første hytter, idet vi kom fra Sisimiut, og altså ikke fra Kangerlussuaq, som alle beskrivelser, varder og altså elve tager udgangspunkt i. Lidt frustrerende når det absolut eneste man ser frem til er at komme af med rygsækken. De 2 første etaper hér var generelt meget sumpede og derfor var vandrestøvler og fødder konstant våde. Og beklageligvis hjalp plastikposer i støvlerne heller ikke. Men ud over disse første 2 dage lykkedes det mig faktisk at holde fødderne tørre på hele resten af turen.