søndag den 22. juli 2018
Kangerluarsuk Tulleq & Nerumaq
Hermed en samling billeder fra de 2 første etaper af vores Arctic Circle Trail vandretur. Først 22,6 km fra Sisimiut til Kangerluarsuk Tulleq og derfra 17,5 km videre til Nerumaq. Vi ankom til Sisimiut med Sarfaq Ittuk (Kystskibet) lørdag aften kl. 19 (7/7) og via en hurtig sidste optankning i et supermarked drog vi af sted. Aftenen før vi forlod Maniitsoq vejede Johannes rygsæk 13,5 kg og min 18,5 kg. Dertil skal nok lægges yderligere et par kg i hver. Første plan var at slå telt op et par km uden for Sisimiut, men vi valgte i stedet, at gå hele vejen til den første hytte ved Kangerluarsuk Tulleq i et stræk. En sumpet og våd tur med mange højdemeter og våd sne - og formentlig hele turens hårdeste etape. I hvert fald var fødderne allerede godt ømme, da vi kom i seng ved 5-tiden om morgen. Efter lidt søvn og restitution forlod vi Kangerluarsuk Tulleq kl. 14 søndag og nåede frem til næste hytte ved Nerumaq omkring kl. 21.30. Desværre måtte vi så bruge en ekstra times tid på at finde den bedste vej over elven - et mønster der gentog sig ved alle de første hytter, idet vi kom fra Sisimiut, og altså ikke fra Kangerlussuaq, som alle beskrivelser, varder og altså elve tager udgangspunkt i. Lidt frustrerende når det absolut eneste man ser frem til er at komme af med rygsækken. De 2 første etaper hér var generelt meget sumpede og derfor var vandrestøvler og fødder konstant våde. Og beklageligvis hjalp plastikposer i støvlerne heller ikke. Men ud over disse første 2 dage lykkedes det mig faktisk at holde fødderne tørre på hele resten af turen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar