Eqalugaarsuit

Billeder fra landgang ved Eqalugaarsuit Kuuat (syd-øst for Napasoq) i forrige weekend. Siden har udeliv og fridage desværre været uforenelige (i en i forvejen usædvanlig kølig sommer hvor vi knap har rundet 10 grader på celcius-skalaen)...

Vækst

Har i dag forøget min våbensamling med en kaliber 30-06 riffel fra Mossberg af typen 100ATR. Den giver mulighed for nedlægge moskusokse og rensdyr, som jeg efter 9 år i Grønland efterhånden er nødsaget til at kaste mig ud i. Den giver også forsvar mod isbjørne hvis man lige skulle møde en i fjeldet (og altså tilfældigvis have riflen med). Nu hvor jeg har forladt Sydgrønland er dette dog usandsynligt (men ikke umuligt). Et hurtigt tjek på internettet tyder på positive anmeldelser af en billig, men også god riffel til prisen. Jeg havde dog ingen valgmulighed, da det var den eneste større riffel i handel. Men jeg er ganske tilfreds. Ammunitionen er gigantisk sammenlignet med patronerne til salonriflen og jeg er derfor noget (an)spændt på at skulle fyre den af første gang.

Fra asken til ilden

Desværre gik forrige indlæg hen og blev en slags selvopfyldende negativ dommedagsprofeti. Teksten skrev jeg fredag aften om udsigten fra vores vakantlejlighed, som er den lejlighed man giver vikarer (og fastansatte indtil de får deres egen). Allerede i dag mandag fik vi så forelagt en personalebolig, som er den lejlighed man som fastansat i det grønlandske sundhedsvæsen får tilbudt af boligselskabet, som en definitiv bolig man ikke kan sige nej til eller besigtige. Normalt vil disse personaleboliger være af en vis kvalitet i en pænere ende af byen, men i vores tilfælde har man fundet frem til en af Maniitsoqs absolut værste slumlejligheder. Lejligheden ligger i stueetagen i et meget (weekend)støjende kvarter og er helt uden udsigt og dertil nedslidt - altså i direkte modstrid med alt hvad jeg på forhånd havde ønsket, og også fået stillet i udsigt, da jeg blev ansat. Jeg tilkendegav med det samme at jeg uanset konsekvenser ikke ønsker at bo i den lejlighed, da jeg ville blive dybt ulykkelig over at skulle bo sådan et sted. Så må vi se hvad der sker. Nu er jeg i kulkælderen og gør mig alle mulige tanker om hvad jeg skal stille op hvis vi ikke får tilbudt noget bedre. En mulighed kunne være at finde et andet job i en anden by med det samme - og vores møbler står jo stadig i containere. Men her bliver problemet at Johanne skal genoptage sin uddannelse efter hendes ærgerlige orlov med praktik fra september på netop Maniitsoq Sygehus. En anden mulighed kunne være at søge vikariater andre steder i Grønland eller verden. Johanne kunne nok bo hos hendes datter som netop har fået en større lejlighed et andet sted i Maniitsoq (og nok kunne klemme børnene lidt tættere sammen i en periode). Men at vi/jeg allerede skal have disse tanker er selvfølgelig drønærgerligt når man ellers har glædet sig til at vende tilbage og tænkt at det nok var her i Maniitsoq ringen skulle sluttes. Imens jeg skrev dette væltede der pludselig tyk ildelugtende røg ind over vores ellers flotte vakantudsigt. Jeg antog først at det var en ildebrand i en af nabolejlighederne, men det viste sig i stedet at være en jolle nede på stranden som blev futtet af.

Udsigt på sigt

Vores midlertidige aftenudsigt ned langs Maniitsoq-øen og Hamborgerland i venstre side og bl.a. Kistefjeldet i højre. Så heldige bliver vi nok ikke når vi får vores egen lejlighed, men i skrivende stund bor vi 3 personer i en lidt trang 2-værelses så vi ser faktisk frem til at få vores eget...