Forårsfornemmelse

Tiden går på godt og ondt... På den ene side bliver man gammel som Metusalem før man når at få set sig om, på den anden lyder Red Lorry Yellow Lorry's LP "Talk About The Weather" lige så godt som den gjorde, da den udkom i 1984 (heldigvis!)! Et andet gode er at dagene nu mærkbart bliver længere og snart vil lyset formentlig overhale mørket!!! Jeg møder i dagvagt kl. 7.15 og i morges var der en definitiv antydning af den karakteristiske orange-morgenrødme i horisonten allerede før jeg gik hjemmefra, og på samme måde når man mindst et par timers dagslys, også efter arbejde! Oveni var vejret i dag så fantastisk, at jeg før første gang i mands minde smed jakken og gik mig en tur kun iført trøje (indskudt fem)!

Maniitsoq i rødt

Sapaat

Har absolut intet på hjerte i dag! Dagens udsigt var som altid flot ligesom havørnen lige lagde vejen forbi - og samtidig har jeg hyggeligt besøg af Pias kat Misja!
Fik det egentlig ikke tænkt helt igennem, men bestemte mig i fredags endegyldigt for at forlænge min kontrakt heroppe - dvs. at blive fastansat! Denne beslutning indebærer jo så, at jeg pludselig ikke har en hjemrejsedato ventende bekvemt ude i horisonten (ville have været om fem måneder for mit vedkommende), hvilket føles lidt underligt... Til gengæld skal jeg have placeret en god laaaaang ferie!!!

Hmmm...

Når man nu ikke kan tage billeder af nattens måneformørkelse indeholdende synlige spor af mus, amerikanske astronauter (hvis de da nogensinde var der) og hvad man ellers kan forestille sig færdes i kraterne deroppe (som Michael på ultimativ nørdemaner formentlig snart vil præsentere på sin blog) - så kan man da i hvert fald være den der kommer med det første billede...

Rutine

De sidste dage har bare været arbejde... I den forbindelse oplever man selvfølgelig hele tiden nyt, men også ting, som efterhånden bliver rutine.
På 8 dage har jeg været med til hele tre fødsler, hvilket jo ikke ligefrem er hverdagskost - og eftersom de har været meget forskellige i sværhedsgrad har der ikke været meget rutine for mit vedkommende, på trods af at det der kræves af mig er minimalt. Ud over at være til stede er min fornemmeste opgave (føler jeg), at bestræbe mig på ikke at gå i vejen. Når barnet så er født giver jeg en sprøjte i låret på moderen og hjælper så til med lidt af hvert - og til sidst med oprydning... I denne omgang blev jeg i et tilfælde også forfremmet til hold-i-hånd-plejerske, hvilket var en helt anderledes fascinerende oplevelse, hvor man virkelig kunne fornemme noget af den kraft, som en fødsel kræver (her ville en almindelig mandefloskel sikkert være på sin plads, men den springer jeg lige over). Alle fødsler gik efter omstændighederne godt og Maniitsoq har altså fået yderligere tre indbyggere.
Noget jeg efterhånden har fået en del rutine i heroppe er anlæggelse af drop. De fleste kender sikkert til oplevelser eller historier hvor de selv, et familiemedlem eller andre er blevet gennemhullet som en si med røde, blå og gule hænder og arme (jeg har da også ved flere lejligheder lagt vener til studerendes forsøg på dette felt og det er altså ikke altid lige smertefrit). De første måneder i Grønland havde jeg en del problemer af lignende karakter og måtte ofte tilkalde rutinerede hænder efter flere forgæves forsøg, men pludselig nu har jeg ikke misset et drop i mange mange måneder - selv en patient, som lå med kramper fik jeg lagt på i et forsøg. Denne stime er jeg meget stolt af - måske fordi jeg i virkeligheden selv er rædselsslagen for blod og "det at stikke" nok har været en af de største overvindelser for mig som sygeplejerske. Jeg beholder dog benene på jorden, men nu da jeg har offentliggjort det her vil jeg ikke blive overrasket hvis det går galt næste gang...

Blå himmel

Opbrud

I går steg temperaturen så igen til den varme side af minus 10 grader! Det betyder ikke bare at man igen risikofrit kan lufte ørene (og få vasket de lange underbukser), men også at der atter er kommet lyd på mine nærmeste omgivelser. Isen er, som ved et magisk undervandspust (som vel egentlig bare er resultatet af almindelig diffusion med deraf tilstrømning af varmere vand), brudt op og ligger nu skvulpende i store og små flager i småbølgerne, som få meter fra land pludselig kommer til syne af ingenting...

Alpin-arktisk overlevelsespakke?

Vil lige sende en hilsen med en stor tak for den alpin-arktiske overlevelsespakke, som jeg modtog i går fra julemandens lillesøster. Har længe haft fornemmelsen af at julemanden har søgt nye græsgange og ud fra afsenderadressen så har hans lillesøster altså fundet sig til rette på den central sibiriske højslette (den må i altså selv lige slå op på Google maps) - og mon ikke storebror så også er at finde i nærheden.
På trods af relativ god almentilstand blev chokoladen akut anvendt i min aftenvagt i går, mens de to andre genstande endnu ikke har fundet anvendelse. I den forbindelse kunne det nu have været rart med en brugsanvisning til den schweiziskfabrikerede varmedunk - er lidt i tvivl om den skal fyldes med kogende vand og stikkes ned i bukserne, så der ikke opstår forfrysninger af vitale kropsdele ved meget lave temperaturer, eller om den i virkeligheden bare skal fyldes med cognac og løbende fungere til opvarmning mave-tarmkanalen? Modsat behøver tørklædet bestemt ikke brugsanvisning - det er ikke blot hypermoderne, men også lige præcis min stil! Faktisk fandt selv Toldvæsenet denne pakke interessant, men cashmere rimer jo også på Kashmir og Kashmir er jo kendt for meget mere end blot uldproduktion. Apropos uld og det der ligner - så har jeg i alpin-arktisk henseende vist efterhånden kun et ønske tilbage, nemlig min egen helt private Sankt Bernhardshund!

Tillykke

med fødselsdagen til Ryan (bagerst)!

Kan man gå på vandet

Så er fangerne rykket ud på isen - og stilheden i en vis udstrækning brudt af skudsalver. Hele formiddagen i dag, dvs. en tre timer for mit vedkommende, har der stået en 6-7 stykker sådan et par hundrede meter herfra og når der så kommer en edderfugl forbi - ja, så bliver der gået til stålet. Det går ud over min fatteevne at de ikke fryser deres bagdel i laser, og samtidig undrer det mig også hvordan de lige afgør hvem det var der præcis ramte den alk (eller hvad det nu er de skyder) når der falder fire skud simultant!? Selvom jeg har fuld respekt for den grønlandske fangertradition må jeg dog erkende at jeg i dette er styret af den del af mit hjerte hvor Mother Teresa hører hjemme - jeg synes kort og godt det er synd for de stakkels fugle! Er efterhånden kommet mig så meget over min skydeoplevelse i oktober, at jeg nu kan gå i fjeldet alene uden konstant dødsangst - men riffelskud har jeg det desværre endnu ikke helt godt med!

Selvportræt

Intet nyt er godt nyt, men lidt nyt er vel for det meste lidt bedre?! I dag har været en dødsyg søndag med migræneagtig hovedpine og kvalme på trods af absolut alkoholfri weekend...

Tre flotte fyre

På trods af næsten vindstille var dagen i dag endnu en gang helt ubeskrivelig kold - hvilket et par af de efterfølgende billeder vist fanger meget godt, andre ikke. Jeg havde i nat en smule problemer med at sove på højre side pga nogle forfrysningslignende skavanker med mit øre og var i dag derfor pakket rigeligt og godt ind hovedregionsmæssigt - til gengæld var mit tøjvalg nedadtil ikke helt så adækvat, hvilket jeg da også kom til at lide en del under. De tre personer som overskriften hentyder til er Flemming (som skjuler sin næseforfrysning), Michael og undertegnede. Har på fornemmelsen at de to førnævnte også kunne finde på at diske op med et par gode portrætter...

Symptomer på at det er koldt

Det er stadig vejrsituationen, der optager mit sind heroppe! Her kommer derfor lige en liste over fysiske og psykiske symptomer på at det er koldt; #1 svien i næsebor, #2 vejrtrækning med hostetrang, der føles som cigaretinhalation efter længere rygepause, #3 fingre "klæber" ved metalberøring (også til kamera), #4 smerter i fingre efter få sekunder uden vanter, #5 ditto for ører, næse og kinder, #6 der opstår tanker om at man nok lige skal passe lidt på, evt. overveje at komme indendørs hurtigst muligt. Hvis man ikke når sidstnævnte vil man måske ikke bare opleve de fysiske og psykiske symptomer på at det ér koldt, men senere også fysiske symptomer på at det har været koldt – fx længerevarende varmefølelse med prikken/stikken/summen (evt. lettere smerte) i ører, fingre og næse eller, som jeg også oplevede det for nylig, at huden skaller af ører, som efter solskoldning.
At livet også er koldt og brutalt på andre måder havde jeg lige en lille oplevelse af for et øjeblik siden - nogle vil måske mene den er ubetydelig i den større sammenhæng, men jeg har nu fået helt ondt i hjertet af den. En flok små edderfugle af en eller anden observans kom oksende forbi i højt opskruet tempo, men én kunne tydeligvis ikke følge med og kom længere og længere bagud. Nu sidder staklen helt mutters alene dernede midt ude på isen – og i modsætning til havørnen (som også stadig er derude) er jeg ikke helt sikker på at den er så glad for ensomhed...

Iskold stilhed

Endnu en iskold dag - ja, faktisk så kold så mit termometer er stået af! Efter forudsigelserne byder de kommende dage på meget mere af samme skuffe, så mon ikke snart sejlrenden derude lukker til - og hvem ved, måske kan man en dag inden for overskuelig fremtid spadsere en søndagstur over til en af naboøerne, måske endda helt over til selve Grønland!? Kloge hoveder fortæller at det er den koldeste vinter i mange mange år og at det i tidligere tider faktisk var muligt at passere isen over til fastlandet.
I den forbindelse er det utroligt at opleve hvordan ens udsigt konstant ændres og hvordan man sidder med en følelse af at hver dag er unik (jeg hader det ord). Når jeg tænker tilbage på København og 32 kedsommelige og ens gråvejrsdage i rap er dette noget af en kontrast (når det så ikke er gråt i København opdager man det alligevel ikke for man kan jo kun se de der 10 meter over på naboejendommen - og skulle solen endelig bryde igennem smoggen så trækker man gardinerne for så man kan se fjernsynet)... I den senere tid er det dog ikke kun udsigten, som har ændret sig. Jeg har egentlig først lagt rigtigt mærke til det i dag (selvom jeg ubevidst føler at jeg har været opmærksom på det i længere tid), men her er helt og aldeles stille. Før isen pakkede havet ind var her en konstant rumlen og skvulpen - og selvfølgelig også motorstøj fra de mange både som passerede forbi. Nu giver fuglene lidt lyde fra sig i ny og næ, vinden måske også, og er man uheldig kommer der måske en bil forbi en gang sådan cirka hver tredje time - men ellers er der bare absolut stilhed. Åbner man vinduet og lytter får man fornemmelsen af at man kan høre en knappenål falde til jorden - også selvom den faldt et sted på den anden side af kloden.

Enlige Ørn i dag

Endnu en fantastisk dag rent ørnemæssigt! Nogle vil måske mene at det bliver en anelse trivielt med alle disse havørnebilleder... Men i den forbindelse er jeg iskold og kan ligeså godt sige det med det samme - så længe der er havørne i farvandet og jeg har et kamera i hånden (eller inden for rækkevidde) kommer der ørnebilleder på bloggen! Apropos iskoldt så viser mit termometer i skrivende stund minus 21 grader og selv DMI's vejrforudsigelser rammer nogenlunde rigtigt!!! Men tilbage til min ven Enlige Ørn (jeg har af Dorte ladet mig inspirere til at det er en han). Han hænger altså stadig ud her i kvarteret og i dag har han faktisk været særdeles selskabelig. Først cirkulerede han rundt lidt længere ude i horisonten og satte sig så ovre på en af naboøerne som en stor mørk sten i det ellers helt hvide (tror faktisk der er en del kilometer derover, men jeg er ikke i tvivl om at det var ham - og pludselig var "stenen" da også borte (synes dog det vil være lidt for havørnenørdet at dokumentere dette med billeder)). Lidt senere satte han sig ca. 25-30 meter fra mit vindue nede på isen, men på grund af et par frække ravne opgav han dette foretagende og satte sig i stedet et par hundrede meter længere nede på hegn. Ganske fascinerende. Her blev han igen drillet af nogle ravne og fløj så, men få minutter senere kom han tilbage og sad der vel i en lille times tid (flere gange også med ravne ved sin side). Størstedelen af sidstnævnte scenarie har jeg optaget på video, men jeg skal lige have set igennem om det noget som er værd at kigge på. Da Enlige Ørn endelig forlod hegnet fløj han lige hen over hovedet på mig, men på det tidspunkt fumlede jeg med at få stoppet førnævnte videooptagelse og nåede slet ikke at reagere... Øv, det kunne have været godt - men en del gode billeder blev det da til. Det første billede er dog nogle dage gammelt og nu er der iset næsten helt til. Næste billede er en lille plimsolle som forcerede isen i sneglefart i skumringen i forgårs. Resten af billederne er af Enlige Ørn (og et par ravne) i dag.
Afslutningsvis vanskeliggør kulden pt ikke kun livet for de lokale fugle og dyr - men havisen gør faktisk også at de stakkels patienter på sygehuset får sværere og sværere ved at komme hjem til deres hjembygder. Forestil jer lige at skulle overvintre en halv vinter i en fremmed by fordi man uheldigvis lige bliver syg eller bare har en jordmoderaftale - og hvordan de forskellige supermarkeder i de forskellige bygder ser ud (Bygdebesejling indstilles nord for Kangaamiut - ja, jeg har prøvet det da der ikke var is) tør jeg slet ikke tænke på!