torsdag den 31. maj 2018

Orlov & ferie

Så er sidste arbejdsdag veloverstået og forude ligger hele 3 måneder hvor jeg kan gøre hvad jeg har lyst til. Under forudsætning af vejret selvfølgelig. Danmark har hedebølge og rekordtemperaturer for maj. I Maniitsoq har vi ualmindeligt køligt vejr med temperaturer, som kun akkurat kryber op over frysepunktet. I dag har vi således haft en vekslende blanding af sjap, sne og regn oven i et forfærdeligt blæsevejr. I morgen er det så juni og det må vel blive godt vejr på et tidspunkt...

mandag den 21. maj 2018

11 dage til sommer

For 2 dage siden fik vi så endelig sejlet årets første tur. Vejret var for så vidt dejligt med strålende solskin, men det blev alligevel en noget kold fornøjelse, da det blæste op og temperaturerne stadig ligger på den negative side af frysepunktet. Der var ingen torsk der bed og det var åbenbart også for tidligt til mågeæg. Og man kan stadig heller ikke rigtigt gå i land, da det er ufremkommeligt pga dyb sne overalt. Vi så en del trækkende gæs og en enkelt sælunge, som sandsynligvis havde mistet sin mor. I dag er der 11 dage til sommer.

tirsdag den 15. maj 2018

17 dage til sommer

Endelig lidt godt nyt fra Maniitsoq. I dag kom båden i vandet og om et par dage står den på 3 fridage henover Pinsen. Som det ser ud i dag er vejrudsigten god med både solskin, sparsom vind og forholdsvis behagelige temperaturer omkring (og på begge sider af) frysepunktet.

tirsdag den 8. maj 2018

24 dage til sommer

I går havde vi mellem minus 5 og minus 10 grader. I dag har vi haft mellem minus 5 og minus 7. Men solen skinner. I morgen er der så 24 dage til sommer. Fotoet er vores 2 kajakker, som venter på bedre tider under trange forhold i Thomas' pulterrum (de kan ikke være i vores eget).

lørdag den 5. maj 2018

27 dage til sommer

Efter en 2-dages tur til Atammik er jeg nu tilbage i Maniisoq. Ifølge kalenderen er der i dag kun 27 dage til sommer. Men desværre fortsætter vinteren ufortrødent og helt uden øje for dato. Det resulterede i nat i endnu en snestorm og samtidig i vinterens (måske) største enkelte snefald. Således vågnede vi i morges op til et 1½ meters monster af en snedrive uden for vores dør. Det er ganske enkelt deprimerende.

onsdag den 2. maj 2018

I Atammik

Jeg er i skrivende stund på en lille arbejdstur i Atammik (bygden med 190 indbyggere godt 90 km syd for Maniitsoq). Jeg kom i går og skal hjem i morgen. I dag har vi så haft 6-7 minusgrader og så har den ellers stået på snestorm det meste af dagen. Billedet viser en ældre dame, som kæmper sig afsted mod vinden. Nu til aften er det dog heldigvis klaret lidt op. Denne vejrtype har vi haft uafbrudt siden jeg sidst skrev på disse sider for 6 dage siden. Og om 30 dage er det så sommer...