lørdag den 23. december 2017

Glædelig jul

Så blev det igen juletid og jeg siger derfor glædelig jul til alle. Årets julemotiv er Kangaamiut i skyggen af vores nye flotte (og mobile) plastikjuletræ...

fredag den 22. december 2017

Jul i Kangaamiut

Jul i Kangaamiut Johanne og jeg holder jul og nytår i Kangaamiut. Indtil videre har den stået på arbejde i de få lyse timer og så ellers mørke, snevejr, strikkeri og serier på vores medbragte blurayafspiller. For at være lidt på forkant (og for at vi ikke skulle kede os helt til døde) investerede jeg i et 499 kr. mobilabonnement med 6 gigabyte internet til turen (det kan først opsiges efter 1 måned og koster derfor reelt 998 kr.). Men mobildata er af uforklarlige årsager stendødt i Kangaamiut og på de første 8 dage har jeg brugt sølle 0,02 gigabyte af mit abonnement - en datamængde, som angiveligt var brugt før vi var ude af havnen i Maniitsoq. I Kangaamiut har jeg indtil videre end ikke kunne se en vejrudsigt på DMI.dk. Men heldigvis har jeg da lidt internet via mit arbejde og det er jo derfor jeg kan skrive dette. Tele Greenland er åbenbart komplet ligeglade og har endnu ikke har svaret på min henvendelse. Nu står den så på 4 fridage i rap (med indbygget risiko for tilkald). Her er det i første omgang mit håb at få sovet godt igennem, men også lige at få besigtiget bygden i dagslys. Desværre er der faldet store mængder sne imens vi har været her og vi har ikke det helt store vinterfjelds udstyr med.

søndag den 26. november 2017

Planer

Lige et par ord om november før den forsvinder. Vejret er ustabilt med sne den ene dag, regn og skøjtebane den anden, og så ellers blæsevejr af varierende intensitet det meste af tiden. Det er mørkt når man går på arbejde og det er mørkt når man går hjem. Sådan er livets gang i Maniitsoq på denne tid af året, og desværre også den næste lange tid frem. Om 2-3 måneder kan man med rimelighed igen håbe på lidt ture (eller stå på ski) i fjeldet. Om 5 måneder kan man med lidt held igen sejle - og ellers om 6½ måned hvis den nuværende vinter bliver som den sidste. Det føles lidt længe når livet samtidig bare suser forbi. I år holder vi dog jul og nytår på Sygeplejestationen i Kangaamiut. Det bliver en kærkommen afveksling. Vi sejler derud med Sarfaq Ittuks (Kystskibet) sidste afgang før jul (16. december) og retur med den første efter nytår (5. januar)...

søndag den 8. oktober 2017

Enden er nær

Billeder fra årets muligvis sidste sejltur på en sjælden dejlig søndag. Fik fyldt den absolut sidste plads i fryseren op med torsk...

søndag den 1. oktober 2017

Mere sne

Og der faldt meget mere sne i nat. Alt er således hvidt og hvis vi var i februar ville det (måske) være hyggeligt. Men 8-9 måneders vinter fra 1. oktober. Der er helt uoverskueligt...

lørdag den 30. september 2017

Cyklus

Efter mindre end 4 måneder uden sne blev sidste dag i september således starten på endnu en vinter...

onsdag den 20. september 2017

10 laks

Efter sidste års forskrækkelige laksesæson (hvor vi satte garn et hav af gange og konstant kæmpede med ustabilt vejr - og kun fangede én sølle laks) har vi i år haft is i maven og ventet. I går satte vi så årets første garn og ærlig talt var mine forventninger ikke høje selvom om jeg da håbede på et par stykker. Pessimismen blev yderligere underbygget af et lakseløst besøg på Brædtet før vi sejlede ud i morges. Men alle negative tanker blev gjort til skamme med en rekordfangst på hele 10 laks i et hug. Helt utroligt. Vores tidligere rekord fra Sydgrønland var 4 på et døgn. Nu er fryseren propfuld og resten foræret væk...
For interesserede kan Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri af laks læses her og mere om indrapportering af fangsten her.

søndag den 10. september 2017

Weekendvejr

Som det kan ses ved at klikke på billederne blev det heller ikke til sejltur i denne weekend.

lørdag den 2. september 2017

Årets Pattefjeld

Billeder fra årets tur til toppen af Pattefjeldet, som er Maniitsoqøens højeste punkt med 570 meter. Det er i sig selv ikke det helt store, men det er dog pæn gåtur derud og hjem igen. I år (det vil sige forrige weekend) fulgtes jeg med Thomas, Lise, Maybritt og Tue - alle kolleger fra sygehuset.

søndag den 27. august 2017

Rensdyr og anarki

I dag fik vi nedlagt årets rensdyr. På billedet er indvoldene fjernet, men ellers var det et pænt voksent eksemplar. På hjemturen ville vi drikke nogle sodavand jeg havde købt fredag til en ellers planlagt forlænget weekend i fjeldet. I stedet var vi sent fredag taget hjem og havde så glemt sodavandene i et aflukket skab i båden. Her havde de så ligget i godt et døgn ved Maniitsoq Bådeforenings aflåste bådebroer. Da vi så i dag ville drikke sodavandene opdagede vi at 4 af de 6 sodavand manglede. Tyvene havde åbenbart udvalgt sig 2 Faxe Kondi (Simons) og 2 Coca Cola (mine), men brød sig åbenbart ikke om Johannes 2 Coca Cola Zero. Det sidste har jeg en vis forståelse for, men til gengæld er jeg tiltagende træt af den patologiske epidemi af tyverier (og mangel på respekt for andres ting) som efterhånden gennemsyrer det grønlandske samfund – og det fra den mindste flække til den største by og alle steder derimellem. Vi hører om det dagligt heroppe. Og noget andet er, at det bare er møgubehageligt, at der åbenbart er mennesker der roder rundt i ens båd når man ikke er der. Apropos fik vi sidste sommer 3 gange skåret vores fortøjringsræb over. Men det er vi i det mindste sluppet for i år...

onsdag den 2. august 2017

10 år

Så er der gået 10 år siden jeg første gang satte mine fødder på grønlandsk jord og altså startede denne blog. Billederne her har lidt tilfældigt fået "badetema". Vandet heroppe bliver sjældent særlig varmt og selv en soppetur til anklerne bliver hurtigt en meget kold fornøjelse. Johanne har dog mere is i maven og har ved flere lejligheder fornøjet sig med egentlige badeture, som her i Tunulliarfikfjorden ved Igaliko tidligt i juli for et par år siden.

søndag den 23. juli 2017

Plettet havkat

I går fangede jeg endelig en af de store plettede havkatte (anarhichas minor). 9 kg vejede den. Den ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er altså en pænt stor fætter med et gruopvækkende tandsæt. Et er kampen i vandet for at få den halet ind, men den største brydekamp starter faktisk først når man har fisken helt oppe i båden. Vi har tidligere næsten fanget lignende store havkatte, men de er uheldigvis faldet af på rælingen. Arten er åbenbart truet i Canada, men i Grønland er det en af de mest almindelige købefisk på Brædtet. Fangerne fanger dem på langline. Yderligere ord om plettet havkat her.

tirsdag den 18. juli 2017

Andeløst

Endnu en grå regnvejrsdag i Maniitsoq med miserable 4 graders varme ifølge mit vinduestermometer (som normalt måler 1-2 grader for højt). Jeg har ferie og det er jo ikke helt hvad man havde drømt om. Men vi havde da et kort øjeblik i slutningen af juni hvor vi i en aftensstund abrupt røg op på 18 grader (som jeg dog knap bemærkede), og så havde vi et par gode dage her i sidste uge hvor Johanne og jeg var på sejl- og vandretur med gummibåden. Her var temperaturen akkurat oppe over 15 grader. Ellers har vi ligget omkring 5 grader i hele juni- og julimåned. Men det er ikke kun temperaturerne der driller, vejret er generelt ustabilt og uforudsigeligt. Sølle 5 sejlture i båden er det indtil videre blevet til i år, og hver gang er det endt i blæsevejr imens vi har været ude. Ovennævnte skrev jeg for 2 dage siden. I dag gentager historien sig med en ny omgang regn og blæst. Temperaturen er 5 grader og ifølge vejrudsigterne fortsætter det til en gang ud på eftermiddagen i morgen. I går skinnede solen imidlertid og vi fik derfor vores 6. sejltur i år i hele 8 graders varme. Det startede stille og vi ville egentlig bare ligge og fiske. Men det endte som vanligt med vind som fulgte os uanset hvor vi sejlede hen. Vi havnede i bunden af Ikkamiut Kangerluarsuat, hvor vi efter vindretningen antog vi kunne finde lidt læ, men i stedet fik problemer med et anker som satte sig mere end almindeligt fast i fjordbunden på grund af netop vinden. De seneste dage har vi glædet os over et andepar, som havde lagt æg i græsset langs husmuren neden for vores vinduer. Et sted hvor der aldrig kommer mennesker. Da vi gik i seng i går aftes lå hunnen godt skjult på de 4 æg og hannen svømmede rundt i den lille vig 15-20 meter længere nede. Vi har været meget forsigtige med ikke at forstyrre dem og glædede os til at kigge på ællinger. I løbet af natten i nat er der så sket det triste, at et eller andet kæmpefjols har hentet æggene og formentlig spist sig en andeomelet (der er tradition for at spise alle typer af større fugleæg i Grønland). I hvert fald er reden nu tom og ænderne selvfølgelig pist borte. Det var den sommerglæde...

torsdag den 13. juli 2017

Narsap Naqinnera


Fotos fra 2-dages tur til Narsap Naqinnera hvor Johanne og jeg gik en tur for et par dage siden. Billederne er taget med mobilen, men de går an. Gåturen var kombineret med en 30 km til- og frasejling i gummibåden med min nye motor - 30 km jeg forestillede mig ville tage et par timer, men endte som 5 stive timer den ene vej og 5½ timer hjem. Det var i sig selv en hård omgang, da 2 voksne med 2 store rygsække og 1 benzindunk og 1 motor i en lille 2-personers gummibåd ikke giver meget plads til benene. Og 5 timer er meget længe. Planen for vandreturen var 62,5 km plus det løse over 3-4 dage. Fra Narsaq sletten i Hamborgersund til Evighedsfjorden i nord via Appamiut Kangerluarsuat og retur til Narsaq via Ikkamiut Kangerluarsuat. I den forbindelse skal det nævnes, at det løse hurtigt løber op når man hele tiden skal op og ned og frem og tilbage for at finde den bedste vej frem. Stier og lige ud eksisterer ikke i denne del af Grønland. I stedet er det sten i alle størrelser, op- og nedstigninger, kløfter, elve, sne, søer, stenskred, græssumpe og andre former for vand, birke-/pilekrat i op til flere meters højde (sidstnævnte havde vi dog ikke på denne tur). Alt dette i et inferno af myg, der trodser enhver beskrivelse. Allerede efter førstedagens 11 km måtte vi erkende, at 20 km i dette terræn med ekstrem tung oppakning var for ambitiøst. Omkring 10 km pr. dag er maksimum hvis der skal være plads til bare den mindste fornøjelse. Den fulde tur ville altså tage 6-7 dage med en indbygget risiko for, at vi ikke kunne komme hjem i gummibåden på grund af dårligt vejr. Vi havde kun mad til 4 dage og i stedet for at fortsætte valgte vi på andendagen at vende om og returnere hjemad. Da vi kom til gummibåden ville vi bare hjem eller i det mindste over Hamborgersund så denne barriere var ude af verden. Her fik vi 6 m/s sidevind på den første ½ time af sejlturen indtil vi kom i læ af Hamborgerland. Det forløb heldigvis problemfrit, men det var ikke uden en vis nervøsitet for om det pludselig skulle blæse yderligere op. Set i baglyset må jeg nok konstatere, at gummibåden ikke egner sig til så lange sejlture og specifikt ikke til større åbne passager som Hamborgersund. Men hvis man ikke prøver, bliver man aldrig klogere. Ud over selve oplevelsen må det være konklusionen på hele denne tur.

onsdag den 5. juli 2017

Sne i juli

I dag oplevede vi noget nyt her i Maniitsoq. Sne i juli. Det har jeg ikke prøvet før. Desværre fik jeg ikke fotograferet, men der var da stadig lidt nyfalden sne på toppen af Kistefjeldet, da jeg gik hjem fra arbejde. Det ser vi ellers normalt først i september. Det taler vist lidt for sig selv - og det store spørgsmål er selvfølgelig om vi overhovedet når egentlig sommer i år. Jeg har 3 ugers grønlandsk sommerferie fra udgangen af denne uge og er klar til større rygsæksekspeditioner i fjeldet. Desværre melder vejrudsigterne regn og temperaturer mellem 0-5 grader så langt øjet rækker...

søndag den 25. juni 2017

Fisk i mange størrelser

Efter en særdeles kold forsommer fik vi i dag endelig lidt sommersmag med solskin og op til 10 grader i eftermiddags - og pludselig hele 14,6 grader nu til aften. Vi var uden for byen med fiskestang og fangede årets henholdsvis 2. og 3. fjeldørred. Bestemt ikke imponerende sammenlignet med tidligere år, men heller ikke ørredfiskeriet er i år helt som den plejer. Af en eller anden grund vil de ikke rigtigt bide selvom der tydeligvis er rigeligt af dem. Jeg kiggede derfor i maverne på begge dagens ørreder og blev egentlig lidt overrasket over, at de var proppede med krill (små rejelignende krebsdyr) og ikke amassatter (lodder på dansk), som forventet. Altså ikke underligt, at de ikke bider på de sædvanlige, relativt store, sølvblink. Men apropos krill, som jo er hvalernes favoritspise, har vi de sidste par uger haft besøg af et overordentligt stort antal pukkelhvaler (se alle billederne fra tidligere år).

søndag den 11. juni 2017

Puiartoq

I forgårs fik jeg endelig skuden i vandet og efter arbejde fredag fik vi en god tur til Puiartoq i Ikamiut Kangerluarssuat-fjorden godt 36 km nordøst for Maniitsoq. Det blev lidt koldt til sidst, men vi fik både engangs-grillet og var heldige med at finde 3 endnu friske mågeæg på en ø. Resten af weekenden har budt på kedeligt vejr.