lørdag den 21. august 2021

Kangaamiut Kangerluarsuat

Sejltur til bunden af Kangaamiut Kangerluarsuat, som er en mindre fjord (ca. 22 km lang) lige nordøst for Kangaamiut. Bunden af fjorden hedder Ilorlersuaq (det inderste). Her spærrer en isbræ vejen til Evighedsfjorden, som ligger lige (dvs 4,5 km) på den anden side.

tirsdag den 10. august 2021

Ny bil og mere regn

Fik i dag mit livs første bil - en Suzuki Ignis med 4-hjulstræk. Jeg har været seriøst træt af vedvarende slæbeture med barn, bagage og varer til og fra byen og nu er det altså slut. En ting er slæbeture i godt vejr, noget andet er slæbeture i dårligt vejr. Sommeren i Maniitsoq har været absurd med regn og lave temperaturer. Juni og juli var sammen de vådest målte måneder nogensinde på vores breddegrader og august fortsætter i præcis samme rille - bare lørdag i den kommende weekend ser vi frem til 110 mm regn.

fredag den 6. august 2021

Hyttenyt

Efter 3 måneders stilstand er der igen nedslående nyt om Hyttegenopbygningen. Grundet Coronakrisen og generel materialemangel i Danmark er Hytten i restordre med op til 9 måneders leveringstid. Byggefirmaet heroppe kan således ikke komme i gang med byggeriet og vi må igen væbne os med tålmodighed og håbe på næste sommer...

onsdag den 4. august 2021

Tasersuaq

Billeder fra Tasersuaq-søen i Ikkamiut Kangerluarsuat-fjorden i søndags på en af de 3 dage vi har haft 16 grader denne sommer. Søen er lidt mere end 4 km lang og 1,3 km bred og er kun passabel i nordsiden fordi en fjeldknold på 1755 meter med isbræer gør sydsiden ufremkommelig. Terrænet skråner ned mod søen og er fyldt med stenskred og løse sten - og det kræver koncentreret opmærksomhed på hvor fødderne bliver sat. Jeg har besøgt søen mange gange gennem årene, men tidligere kun omkring den korte elv, som løber ud i fjorden.