onsdag den 16. februar 2022

Hyttenyt - Part II

I dag er der 8 dage til røntgenkontrol og til at jeg forhåbentlig kan smide ROM-walkeren og derefter skyggestøtte. Der er 22 dage til fuld støtte. Der er godt nyt på Hyttefronten. Byggefirmaet har modtaget en ny Hytte, som ligger i en container i Maniitsoq. Den vil blive sat op så snart vejret tillader det (det vil sige slut-maj/juni). Den er konstrueret mere solid og indgangen bliver flyttet fra syd til vest, som giver bedre beskyttelse mod vind. Jeg bliver sandsynligvis ikke særlig mobil i år og det er derfor supergode nyheder. Fotografierne er henholdsvis sidste gang vi besøgte Hytten i slutningen af september 2020 (med begyndende havis). Derefter gulv og fundament, som var de sørgelige rester af Hytten, da vi kom tilbage efter vinteren i begyndelsen af maj 2021 (her måtte jeg henover fjeldet, da der fortsat var ikke-passabel havis). Hytten stod færdig i begyndelse af august 2020 og vi nåede vel at bruge den i 4 weekender før det blev for koldt til overnatninger.

mandag den 7. februar 2022

Status

Forventeligt er der i dag 17 dage til kontrolrøntgen og skyggestøtte, 31 dage til fuld støtte og 58 dage til arbejde. Jeg håber ROM-walkeren ryger i forbindelse med overgangen til skyggestøtte, da jeg i perioder er ved at få spat af den fordi den generer på forskellige måder. Området omkring min ankler er ekstremt sensitivt og selv små tryk fra walkeren kan give en uudholdelig brændende og prikkende følelse, som specielt når jeg skal sove driver mig til vanvid. Ved et sådant tryk kan min fod også føles iskold, selvom den faktisk er varm, hvilket heller ikke ligefrem er rart. Så snart trykket letter (altså ved at jeg tager walkeren af) føles det ok igen. Det er uanset om walkeren er for stram eller for løs. Som det kan ses på billederne stikker der flere skruer ud i vævet, som jeg antager er en væsentlig årsag til problemet. Der er også noget hævelse omkring anklen, som sandsynligvis også spiller ind. Dertil har jeg mistet rigtig meget muskelmasse på benet, som også reducerer noget naturlig polstring og derved også giver gener andre steder. Men ihvertfald kan jeg nu skimte en ende på det og det er jo dejligt. Håber jeg kan genoptage mine fjeldture når den tid en gang kommer...