mandag den 29. oktober 2012

Vandafhenting

På trods af udsigt til massiv weekendregn bød søndag til min store glæde alligevel på et lyshul uden nedbør i dagtimerne. Selvom vintertiden har hugget en pæn bid af de gode eftermiddagstimer tog jeg derfor på en lille fisketur... På grund af urolig søgang endte fisketuren dog mest som en lille gåtur med vandafhentning ved Inugsuit Taserssuat - den blå sø, som må siges at være ret grå sådan en sen efterårssøndag. Det krystalklare vand er af fortrinlig drikkekvalitet og mange gange bedre end det grimtsmagende brunlige vand vi har i vandhanerne i Maniitsoq i efterårsmånederne.

fredag den 19. oktober 2012

Årets (måske) sidste sejltur

Vinteren tabte det første slag om Maniitsoq, og derfor har vi stadig efterårsagtigt vejr med temperaturer lige omkring frysepunktet og derover. Det har længe været reglen at stille vejr er på mine arbejdsdage, og ustabilt blæse-/regnvejr på mine fridage. I går gik det undtagelsesvis anderledes med både fridag, vindstille og tørvejr på én og samme tid. I løbet af få uger (plus minus) skal båden på land og der er derfor formentlig ikke mange sejlchancer tilbage. Selvom det er en kold fornøjelse ville jeg i går fiske rødfisk, men endte i stedet med at hente vand på Hamborgerland og efterfølgende gå en lang tur langs Narsaq-elven på fastlandet (det gjorde jeg også for godt en måned siden - se her).

lørdag den 6. oktober 2012

Vinterdag

I dag kom vinteren til Maniitsoq.