mandag den 22. marts 2021

Transit

Jeg fik mundtlig bekræftelse på min returrejsetilladelse og er nu i Kangerlussuaq hvor jeg skal vente lidt over et døgn på videre forbindelse til Danmark. Som det kan ses er jeg nu også med på Coronamoden og så er de heldige med supermange søde småfugle (Gråsiske) i Kangerlussuaq...

torsdag den 18. marts 2021

Død og Corona

Desværre er min rejse i forbindelse med min fars død og bisættelse ved at udvikle sig til en absurd farce pga Grønlands coronarestriktioner. Lige nu har jeg faktisk mest lyst til at sige rend mig et vist sted og så bare blive hjemme. Nu går der 11 dage og så får jeg ikke en gang set ham i kisten. Det er lykkes mig at få arrangeret en rejse til Danmark 23/3 (med afrejse til og overnatning i Kangerlussuaq 22/3) og så en returrejse til Grønland 29/3. Det vil sige 5 dage i Danmark til bisættelse, gennemgang af boet (?), coronatest, osv. Men så opstår der så problemer fordi man frit kan rejse ud af Grønland, men modsat skal have en særtilladselse for at kunne rejse til Grønland. Ingen kender tilsyneladende reglerne, ikke en gang coronasekretariatet her i Grønland - og det meste af dagen i dag har jeg derfor spillet ping-pong med dem uden at finde en løsning. Så hvis det ikke løser sig inden jeg går hjem fra arbejde i morgen så bliver jeg simpelthen hjemme for jeg vil ikke risikere at stå i Kastrup den 29/3 og så blive afvist ved flyet.
Fotoet er Gilbert som ung.

søndag den 14. marts 2021

Farvel

Jeg siger farvel til min biologiske far, Gilbert Skole Andreasen, som døde på Frederiksberg i morges kl. 5.30. Jeg ønsker ham fred og vil savne ham...
18/3: Ifølge dødsattesten indtraf døden kl. 17.31 dansk tid, dvs om eftermiddagen og ikke om morgenen. Altså har jeg fået beskeden ret hurtigt...