torsdag den 19. september 2013

Sne

I nat kom sneen - desværre. Heldigvis forsvandt det meste i løbet af dagen...

onsdag den 18. september 2013

Lakseelven

Billeder fra Lakseelven i bunden af Kangerluarsukfjorden lige syd for Narsaq (og lige nord for Qaqortoq) på en stille dag i fredags. Det sneklædte bjerg, der stikker 1200 meter op i landskabet hedder Redekammen. Desværre er stedets magi for mit vedkommende nok en saga blot, idet nyheden om et australsk mineselskabs ansøgning om minedrift ved Kringlerne (netop lige ved Lakseelevens udmunding i Kangerluarsuk) var dagens grønlandske nyhed 5. september. Jeg kom forbi her blot en uge efter og blev noget overrasket over, at der allerede var slået en stor camp op.

søndag den 15. september 2013

Narsaq Fjeld

23 kilometers gåtur i skrapt blæsevejr på Narsaq Fjeld, og ned via Kvanefjeldet, i går. Udmålingen er baseret på rette linjer i Google Maps og tager derfor hverken hensyn til alle turene op og ned eller de konstante små omveje uden om, lidt til siden og frem og tilbage. Narsaq Fjeld måler 705 meter på sit højeste punkt og i omkring 600 meter fik vi årets første sne. På den anden side af elvdalen ses Taluk på 791 meter (2+6), som jeg i en noget mere grøn betoning besøgte for 14 dage siden. For enden af slettedalen ligger Ilimmaasaqfjeldet på 1390 meter (8), som skulle være til at bestige uden større besvær. Grundet den tidlige sne vil jeg dog gemme den tur til næste sommer.

onsdag den 4. september 2013

Gåtur

Her billeder fra 17,5 kilometers fjeldtur i søndags - en dejlig, dog noget blæsende, efterårsdag. Der er 2 veje ud af Narsaq og jeg har erfaret at det er er nemmest at starte med den hårde del af turen. Derfor op af knolden Tasiigaaq lige bag Narsaq (foto 1). Har ikke fundet højdemåling på denne, men mit skud er i omegnen af 300-400 meter. Derefter videre ind i landet langs elven i bunden af kløften (foto 2). Op på toppen af Taluk i 791 meters højde og videre langs fjeldkammen (foto 3-7). Fra Taluk ned forbi vandfaldet, elven og dernæst søen Taseq (8-11). Til sidst ned og hjem langs Narsaq Elv (12) hvor Taluk på vejen igen passeres fra den anden siden (13).