onsdag den 25. november 2009

Kort gensyn med Maniitsoq

Var i embedsmedfør i forgårs et hurtigt smut i Maniitsoq. Flyforsinkelser er hverdagskost i Grønland, men præcis hvorfor flyet fra Nuuk til Maniitsoq bliver udsat fordi flyet fra Danmark er forsinket går over min forståelsesevne, men sådan er det altså. Min arbejdsdag endte omkring 15 timer og jeg var glad for at det blev i min egen seng i Nuuk. Jeg er principielt ikke så meget for nostalgi, men det var da hyggeligt at se et par glade velkendte ansigter på sygehuset. På det sidste er jeg blevet opmærksom på, at jeg savner Maniitsoqs natur meget (af en eller andet grund specielt Hamborgerland) - men under mit korte besøg i forgårs blev jeg også enig med mig selv om, at det, at søge tilbage aldrig bliver det samme igen. Jeg overvejer at købe mig en lidt større båd til næste år - og mon ikke jeg i den forbindelse kunne finde på at sejle en lille tur op til Hamborgerland, og derved jo også forbi Maniitsoq. Nåede på mit visit, som det kan ses på billederne her, lige op til Eiffeltårnet og også et smut ud i Blomsterdalen.









tirsdag den 24. november 2009

Op og ned

Arbejder stadig på at få min båd sat på land, men eftersom den ene arbejdsdag tager den anden (og jeg egentlig kun har fri hver anden weekend - hvor lastbilerne ikke kører) bliver det desværre ikke til så meget. Efter længere tids udsættelse var jeg i dag nødt til at få ryddet sne (den skulle jo nødigt synke). Mentalt er dette ikke bare lige. Det kræver passage af en lang andre både af varierende størrelse og derfor en del kravlen op og ned under halvhasarderede forhold (måtte flytte båden til et dårligt sted i begyndelsen af november, da bådbroen pludselig var taget op - heldigvis var der en flink fanger som sejlede mig derud). Sneen på bådene er som flydende sæbe og så er der en 4-5 meter høj kaj, som for det første har en ret ubehagelig lodret trappe, men også kræver at man svinger sig med et tov a la Tarzan fra en fiskekutter (ikke så sjovt skulle jeg hilse at sige). Selve snerydningen gik dog nemt - minus 10 grader er lidt koldt om fingrene, til gengæld er sneen løs og let...









fredag den 20. november 2009

Jagtedderkop

Med årets mørkeste/korteste dag en måned forude er jeg gået i sommerarkivet og har fundet følgende dokumentation af en art grønlandsk jagtedderkop. Jeg har mildt sagt hele mit liv været rædselsslagen for netop denne gruppe af insekter og finder det ærlig talt selv bemærkelsesværdigt at det er lykkedes mig at tage dette fotografi. Glemmer aldrig hvordan kæmpemæssige edderkopper levede og formerede sig i tagrenderne ved min nu tidligere lejlighed i Nansensgade. I aftenskumringen (om sommeren) firede de sig ned ad mine vinduer og kunne sidde der i behørig afstand fra et par stykker og helt op til 5-6-7 eksemplarer - pr. vindue. De små lærte jeg nogenlunde at håndtere og acceptere, men de store var rene mareridt. Efterhånden overvandt jeg mig selv til at banke dem mod jorden med en fluesmækker (fra 4. sal) - men dette gav selvfølgelig aldrig helt sikkerhed for at de ikke kom kravlende op igen. I starten ringede jeg vist til Erik, da han jo boede lige rundt om hjørnet. Én enkelt gang troede jeg bogstaveligt at min sidste dag var kommet. Jeg var gået i seng og følte pludselig kriblen på min hals. Pr. impuls førte jeg min hånd derop og i samme nu bed bæstet f%&$!# lyne mig. Imens mit liv passerede revy var jeg sikker på, at der i netop dette tilfælde var tale om en ikke tidligere opdaget dansk giftedderkop...

søndag den 15. november 2009

Farvel til Nansensgade

Efter jeg-ved-ikke-hvor-mange-år har jeg nu endegyldigt sagt farvel til min, nu tidligere, lejlighed i Nansensgade. Egentlig er jeg lidt ligeglad (har faktisk ikke været der i 28 måneder) og hvis jeg skal sætte en følelse på er det vist mest lettelse... Nansensgade har været et godt sted at bo, men er efterhånden blevet kedsommeligt og pænt (hov - det kendetegner vist det meste af Danmark gør det ikke?). Regnbuen i baggården er taget under den allersidste rengøring før jeg tog til Grønland.