fredag den 20. november 2009

Jagtedderkop

Med årets mørkeste/korteste dag en måned forude er jeg gået i sommerarkivet og har fundet følgende dokumentation af en art grønlandsk jagtedderkop. Jeg har mildt sagt hele mit liv været rædselsslagen for netop denne gruppe af insekter og finder det ærlig talt selv bemærkelsesværdigt at det er lykkedes mig at tage dette fotografi. Glemmer aldrig hvordan kæmpemæssige edderkopper levede og formerede sig i tagrenderne ved min nu tidligere lejlighed i Nansensgade. I aftenskumringen (om sommeren) firede de sig ned ad mine vinduer og kunne sidde der i behørig afstand fra et par stykker og helt op til 5-6-7 eksemplarer - pr. vindue. De små lærte jeg nogenlunde at håndtere og acceptere, men de store var rene mareridt. Efterhånden overvandt jeg mig selv til at banke dem mod jorden med en fluesmækker (fra 4. sal) - men dette gav selvfølgelig aldrig helt sikkerhed for at de ikke kom kravlende op igen. I starten ringede jeg vist til Erik, da han jo boede lige rundt om hjørnet. Én enkelt gang troede jeg bogstaveligt at min sidste dag var kommet. Jeg var gået i seng og følte pludselig kriblen på min hals. Pr. impuls førte jeg min hånd derop og i samme nu bed bæstet f%&$!# lyne mig. Imens mit liv passerede revy var jeg sikker på, at der i netop dette tilfælde var tale om en ikke tidligere opdaget dansk giftedderkop...

Ingen kommentarer: