tirsdag den 25. marts 2008

Hverdag

Hverdag er der vist ikke noget galt med, men det giver ikke just grobund for store tanker og det er vist mere eller mindre sådan jeg har det for tiden (også selvom det har været helligdage)! Dog har vi de sidste dage fået varslet sommerens komme med hele 2 dage med 7 plusgrader og regnvejr for noget nær første gang i 6 måneder...









fredag den 21. marts 2008

Ryge i bedene (III)

Ja der er jo gået en rum tid siden min sidste botaniske opdatering... og desværre er der ikke KUN gode nyheder på denne front!
Det dårlige først: sommerblomsterne kunne desværre ikke klare polarpåvirkningen i vindueskarmen! Deres liv var intenst, men kort!! De skød med lynets hast 5 cm op, knækkede så sammen og er nu godt på vej til at blive omdannet til bestanddele for nyt liv...
Den gode nyhed findes i tomatbusken! Her valgte jeg, på trods af Jettes råd om det modsatte, den langsomst spirende af 3 såede tomatbuskfrø og den står nu stolt og prægtig ca. 4 cm over muldoverfladen!

onsdag den 12. marts 2008

Stilhed før storm

Dagen i dag bød ikke kun på havørne og ravne, men også på masser af betagende og konstant skiftende vejr! Minussiden indbefattende et pludseligt igangsættende stormvejr, som eliminerede enhver lyst til udendørs aktivitet!

























Fjerkræ

Jeg har efterhånden fået taget en god del billeder af havørne heroppe - og som tidligere lovet vil jeg blive ved med at udstille dem her (dog kun de bedste af dem)! Denne gesjæft er dog ikke altid helt ligetil! Først skal fuglen spottes. Derefter skal kameraet lokaliseres, og i én og samme bevægelse kickstartes og grovindstilles. I næste bevægelse skal man så finde frem til fuglen igen, denne gang igennem kameralinsen og helst på fuld zoom (sidstnævnte gør at det ofte er særdeles vanskeligt og mange fantastiske billeder er gået i vasken på den konto)! I dag spottede jeg første gang havørnen, da den sad og funderede over livet midt mellem to mindre klynger småfugle (gad vide hvad den tænkte på?)! De tre sidste billeder er ikke havørn, men ravn - en underholdende fætter (der faktisk er ret vanskelig at fotografere), som kan flyve både på maven og på ryggen (på det næstsidste billede laver den et kamikazestyrtdyk med bugen op) samtidig med at den i havørnens øjne formentlig er en megaplageånd!















Velkommen til Ea

Efter en lille periode uden internet er der hermed atter liv i bloggen! Billederne er fra Eas fjeld- og sneskosdebut i lørdags, en mindre tur som førte gennem masser af uberørt sne i strålende vindstille solskin. Ea er sygeplejerske og skal være på afdelingen de næste 5 måneder - og er en af min barndomsveninde Jennifers veninder...







onsdag den 5. marts 2008

Ryge i bedene (II)

Som det kan ses på billederne er der hektisk aktivitet i mit lille gartneri! Sommerblomsterne talte ved sidste mandtælling hele 21 eksemplarer, og de mest ivrige af dem rejser sig imponerende 5 cm op i uvisheden. Selv busktomaterne er begyndt at røre på sig! Indtil videre har en skudt omtrent 3 cm op, en anden omkring det halve og den sidste, som bare er lidt langsommere i betrækket, gemmer sig endnu i det underjordiske - men det får mig ikke til at miste troen på at den nok en dag skal blive i stand til at producere store og prægtige busktomater!



tirsdag den 4. marts 2008

God morgen og farvel

I dag har jeg fridag efter forlænget og fortravlet arbejdsweekend og så vågner man selvfølgelig før en vis skummel herre får sko på... Heldigvis får man på den måde solopgangen med og den var for lidt siden ligeså flot som den er på de fleste andre stille dage - og det er heldigvis dem der er flest af (ikke alt det der evindelige blæsevejr som i Danmark). Billederne er fra minutterne før solen brager igennem kl. 07.48 og flyet, som jeg går ud fra er på vej til Kangerlussuaq med Michael på hjemrejse til Danmark er taget kl. 07.53 - går ud fra at han har lagt mærke til solopgangen ovre på hans højre side. Da Michael af uforståelige årsager ikke fandt det nødvendigt at sige farvel vil jeg lige benytte lejligheden her!?





mandag den 3. marts 2008

Ryge i bedene (I)

Plantede for et par dage siden henholdsvis busktomater og sommerblomsterblanding i et par flamingokasser med muldjord! Næste projekt bliver så at huske at vande dem - hvilket på sigt, kender jeg mig selv ret, bliver noget mere vanskeligt! Ideen er helt og holdent Jettes (sygeplejerskekollega i hjemmeplejen), men jeg synes nu også at det er et ganske spændende projekt!!! Indtil videre er der ikke tegn på liv hos busktomaterne (på trods af at det er dem som har fået de bedste vækstforhold i den største kasse og på den bedste plads på radiatoren), til gengæld er sommerblomsterne fulde af energi og kan indtil videre tælles i hele seks små eksemplarer! Har også frø til fladrunde rødbeder, basilikum og lidt andre blomster, og glæder mig specielt til rødbeden (som er min yndlingsgrønsag) - men alt dette vil jeg selvfølgelig fortælle meget mere om når den tid kommer! Bemærk i øvrigt de yndige blomster i mit køkkenvindue - de holder sig overraskende godt på trods af at de ikke kræver vand!