lørdag den 29. maj 2010

Rundt om Bjørneøen

Her billeder fra Pinsesejltur, som egentlig bare skulle have været en lille telttur i skønt vejr på Nordlandet, men endte som en lang tur i desperat søgen efter et velegnet overnatningssted. De gode steder på hele Nordlandsstrækningen var spækket med enten sommerhuse og/eller både, og så var det store-skyde-sæl-dag med følelsen af overalt at befinde sig i skydetelt (og med min snart 3-år-gamle skydeoplevelse i Maniitsoq i frisk erindring er jeg stadig særdeles utryg ved dette). Til sidst nåede vi helt op til isfjorden efter Bjørneøen. Her opgav vi først en mindre vig grundet stærk nordenvind, efterfølgende et lille fjordsystem fordi vi var bange for at blive fanget af isskodser/-bjerge fra isfjorden. Derfor gik den tilbage ned mellem Storø og Bjørneø og på et tidspunkt besluttede vi alligevel at sejle over til Kanásut på Nordlandet. Her var der ikke overraskende sommerhuse og flere både inderst og vi valgte derfor at smide anker på relativt lavt vand i den yderste del. Vi spiste i land, men aftalte bare at sove i båden... Og heldigvis for det, for øjeblikket efter vi kom tilbage i båden ved halv-et-tiden blæste det som lyn fra en klar himmel op, og i næste sekund lå båden faretruende tæt på land. Jeg fik hevet ankeret op til bådkølen og måtte på fordækket sidde og holde det (det er tungt), og fik samtidig råbt til Johanne at hun bare skulle starte motoren og komme afsted... Denne manøvre gik heldigvis godt, og da jeg fik hevet ankeret helt op kunne jeg se at det havde ligget i noget slamagtigt mudder og derfor ikke havde fået ordentligt fat i bunden. Herefter var dagens eventyrlyst helt og aldeles fordampet og sejllads-hjem-til-Nuuk-i-bølgegang blev hurtigt vejet op mod at finde en ny ankerplads. Turen tilbage blev en halvubehagelig våd og gyngende affære i strid sidevind inde fra fjorden, og sjovt nok lagde vinden sig så snart vi var tilbage i Nuuk...































torsdag den 20. maj 2010

Ameralik

Her et par billeder fra en tur ind i Ameralikfjorden forleden eftermiddag/aften (det første billede er dog fjeldet Hjortetakken lige uden for Nuuk). Turen bestod desværre af alt for kort tid til udforskning, men der var desværre beregnet arbejde dagen efter. Sejltiden var et par timer ind og så igen et par timer ud, og der var faktisk ret god bølgegang derinde - i modsætning til uden for fjorden hvor der var næsten stille. Vi nåede ind til noget som hedder Qasigiánguit hvor vi gik en tur i land. Havde for første gang taget gummibåden med på sejltur, og det er jo en skøn måde at gå i land på, men den fylder godt nok et ondt år (skal have opfundet en velegnet måde at transportere den på). Qasigiánguit var med sit flere meter høje birke- eller pilekrat (det tætteste jeg er kommet skov i Grønland) et eldorado for småfugle...













tirsdag den 18. maj 2010

Gråsiske

Gråsisker (Carduelis Flammea) med den kendetegnende røde pande som mødt i Ameralikfjorden i går.







tirsdag den 11. maj 2010

Kammusling

Kammusling fanget af Aka for cirka halvanden måneds tid siden. Fanget er dog med modifikation, i det det snarere var muslingen som fangede Aka, da den helt frivilligt lukkede sig sammen om hans fiskekrog og på den måde blev hevet i land. Skulle der være interesserede er der her lidt yderligere info om den grønlandske kammusling.

lørdag den 8. maj 2010

Rødfisk

Ud over årets første pukkelhvalsobservationer (mindst 2 så jeg) fik jeg i dag også fanget mine første rødfisk. Først en lille filur på kun måske 25 cm (den havde det ikke så godt trykmæssigt så blev oppe), og efterfølgende 3 kæmpekrabater på én og samme snøre. De sidste 3 vejede hver over 4 kg og målte vel op mod en halv meter i længden - blev noget overrasket ved synet selvom jeg selvfølgelig var klar over at der var noget tungt i vente. Har studeret min bog over grønlandske dyr og er ikke i tvivl om identifikationen af Stor Rødfisk (Sebastes Marinus), men på trods af at bogen skriver at den kun findes i det sydligste Grønland synes jeg alligevel at min lille fangst kunne være Lille Rødfisk (Sebastes Viviparus) - den har i hvert fald nogle tydelige sorte stribeagtige forekomster på kroppen, og størrelsesmæssigt passer den også. Men jeg tager nok fejl og i virkeligheden er det bare en ung Stor Rødfisk...





fredag den 7. maj 2010

Indsejling

Så er båden prøvesejlet, og det gik helt fint lige bortset fra det allerførste stykke ud langs bådbroerne, som var en noget angstpræget oplevelse. Uden nogen som helst fornemmelse for motor eller båd skulle der her sejles slalom blandt varierende størrelser både og gummibåde... Som det fremgår fik vi alle prøvet vores sejlevner af og de næste par dage byder på mere godt sejlvejr med næsten ingen vind og varme helt op til 15 grader. Apropos forår - så er der nu også masser af snespurve og dejlig fuglekvidder i luften.









onsdag den 5. maj 2010

Bådskifte

Som antydet i går var i dag dagen hvor jeg fik min nye båd. På billederne ses den først som nummer 2 på landgangsbroen med Storemalene delvist gemt bag en sky i baggrunden, siden i et par nærbilleder, og også lige et af undertegnede ved styrepulten. Helt som forventet gik dagen dog ikke, da der ikke var personale til stede til fremvisning og kort demonstration. Jeg valgte i første omgang derfor den lidt forsigtige løsning, nemlig at klappe hesten indtil videre. Nu skal jeg på nattevagt, og så er der jo en del manualer der lige skal nærstuderes...





tirsdag den 4. maj 2010

Opdatering

Har efterhånden været hjemme i Grønland et stykke tid nu efter min lille Danmarksekskursion. Fik de sidste dage delvist spoleret af uvished omkring flyvning og askesky, men kom heldigvis hjem som planlagt med et lidt mindre fly og en enkelt mellemlanding i Bergen. Man kunne vist lige ane askeskyen i det fjerne da vi passerede Island. Dette er en opdatering på arbejde, privatliv og fritid.
På arbejdsfronten venter jeg, og mine kolleger, stadig på at den nye skadestue på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk åbner. Jeg kan snart ikke huske hvornår det skulle have været, men vi arbejder altså stadig til låns i Lægeklinikken, og så vidt jeg ved, er der ingen der ved, hvornår vi lukker dørene op til vores eget sted. Det er ved at være en anelse irriterende. Privat har jeg her til morgen sagt farvel til Johannes teenagedatter Aleqa, som flytter tilbage til sin far i Qaqortoq. Det er et par timer siden kystskibet sejlede nu, og ud over almindelig vemodighed føles der allerede underligt tomt her i lejligheden. Fritidsmæssigt byder morgendagen på en længe ventet begivenhed, i det jeg får min nye båd. Var nede og se den i forretningen forleden, og den så godt nok noget stor og skræmmende ud - men sådan havde jeg det vist nok også med "min lille båd" i starten. Det har regnet uafbrudt i dagevis nu, men weekenden skulle vist blive nogenlunde fredelig så der står den bare på sejlads... Meget mere om det snart! Apropos så er min gamle lille båd (billedet - nej ikke kystskibet) nu officielt til salg hvis nogen skulle være interesseret!!!