søndag den 31. juli 2011

Grønlandsk fjeldsimmer

Grønlandsk fjeldsimmer alias dryas integrifolia eller rypelyng, som observeret under sommeragtige forhold for godt 14 dage siden.











torsdag den 28. juli 2011

På trods af vådt

Livet fortsætter på trods af sjask, tåge og kulde, og hvis man ikke skal blive helt bims af at sidde og glo i en lånebolig på ubestemt tid i sin sommerferie må man altså trække i regntøjet (eller det man nu har, som kunne minde lidt om det)... Og det er da også meget hyggeligt (så længe det kun støvregner). Tror blomsterne har det lidt på samme måde.











tirsdag den 26. juli 2011

fredag den 22. juli 2011

Sommerferie

Indtil videre har sommeren omkring Kangaamiut/Maniitsoq været usandsynlig elendig med stabilt ustabilt vejr hele vejen igennem. Tror det ene lavtryk har efterfulgt det andet og så kører de ellers bare i ring med pludselig blæst og konstant skiftende vindretninger. Tanken om efterårets snarlige komme gør det sgu ikke ligefrem sjovere. I dag er så første dag i min ferie, og den ser jeg så frem til med denne vejrudsigt for den kommende uge i vente...

fredag den 15. juli 2011

Skovsvin

Desværre er Grønland ikke kun smuk og betagende natur, men også et sandt svineri af menneskeskabte efterladenskaber i naturen. Billederne her (som jeg tog på en gåtur i fjeldet i går) er egentlig ikke noget særligt, men illustrerer kort hvad jeg har oplevet på utallige ture i både Kangaamiut-, Maniitsoq- og Nuukområdet (batterierne er dog ekstra klamme vil jeg indskyde). Slikpapir, flasker, plastikposer og andre former for plastik er hverdagskost overalt hvor man kommer frem, sjovt nok også på relativt øde steder hvor man ikke lige forventer at støde på den slags. I byer og bygder ligger det over det hele. Flodmundinger, bål- og lejrpladser ser ofte herrens ud og ved søer tæt på flodmundinger vil man sandsynligvis også støde på denne type af menneskespor. Ved flodmundinger med ørredbestand ser man oftest tydelige spor efter ulovligt garnfiskeri inden for 150 meters grænsen og gerne også efterladte garn, som bare ligger krøllet sammen. Apropos har jeg ved et par lejligheder også oplevet ulovligt rykfiskeri, men det er en anden form for griseri, som jeg i denne omgang ikke vil gå dybere ind i. Gider egentlig ikke at løfte-pegefinger på denne blog, men denne form disrespekt for naturen gør mig skide sur hver eneste gang jeg oplever det...













torsdag den 14. juli 2011

Eng-viol

Mit bedste bud på denne lille plante er eng-viol (viola palustris), men da der findes et par andre lignende violer i Grønland, er jeg lidt i tvivl. Selve blomsten er ikke større end en lillefingernegl, men når man kommer tæt på altså ganske fin. Disse eksemplarer stødte jeg på i bunden af Søndre Isortoqfjorden for et par uger siden på 2 forskellige steder med et par kilometers afstand.







lørdag den 9. juli 2011

Succesgarn

Efter en noget skuffende ørredgarnssæson sidste år (skal dog siges at jeg fik det sent og da nåede at fange 3 ørreder af spisestørrelse inde ved Kapisillit) trodsede jeg i går regnen og begav mig ud til årets første forsøg. Med mine tidligere erfaringer var forhåbningerne lidt lave, men tanken var at forsøg dog giver erfaring til senere brug. Jeg ventede til tidevandet efter min formodning var "rigtigt" og allerede før jeg nåede i land var der fisk - først en, så en mere og så igen. Helt utroligt. Efterhånden som jeg viklede de første ud af garnet kom flere til og det fortsatte i 1½-2 timer hvorefter jeg hev garnet ind, da vi allerede havde mere end rigeligt. I alt 19 fjeldørreder blev det til. 2 var små og blev genudsat uskadte, mens resten var pæne eksemplarer med flere over og omkring 3 kg. Det ærgrer mig at jeg endnu ikke har lært røgningskunsten, da røget fjeldørred for det første smager fantastisk, og selve røgningen giver mest mening med et større antal fisk.







søndag den 3. juli 2011

Bolig og gråand

Her et billede af vores nye midlertidige bolig indtil vi, forhåbentlig snart, får noget fast. Huset ligger klods op af sygehuset og er den gamle lægebolig, men eftersom der ikke er faste læger i Maniitsoq fungerer det mest som svingdør (noget den indvendige del af huset, da også bærer præg af). Huset er dog dejligt stort og så er der en lille altan til mine tomatplanter i dagstimerne. Har endnu ikke haft fri i Maniitsoq, alligevel fornemmede jeg straks en ro, som jeg aldrig oplevede i Kangaamiut. Måske er det fordi jeg aldrig rigtigt følte jeg havde fri i Kangaamiut eller også er der bare en anden stemning i Maniitsoq (eller begge). I forlængelse af det sidste her et par billeder af en gråand, som dagligt vralter lidt rundt og skræpper i græsset lige uden for vores hoveddør/køkkenvindue.





fredag den 1. juli 2011

Kangaamiut Baj

I dag er der så sagt farvel til Kangaamiut og goddag igen til Maniitsoq. Der var noget trangt i båden, men både squash- og tomatplanter kom nogenlunde helskindede igennem, selvom specielt squash’en virker ret skrøbelig - et par blade knækkede, men det tror jeg nu nok den overlever. Nu er jeg i min midlertidige seng, da jeg allerede har min første dagvagt på sygehuset i morgen lørdag. Overskriften betyder Farvel Kangaamiut på grønlandsk.