lørdag den 9. juli 2011

Succesgarn

Efter en noget skuffende ørredgarnssæson sidste år (skal dog siges at jeg fik det sent og da nåede at fange 3 ørreder af spisestørrelse inde ved Kapisillit) trodsede jeg i går regnen og begav mig ud til årets første forsøg. Med mine tidligere erfaringer var forhåbningerne lidt lave, men tanken var at forsøg dog giver erfaring til senere brug. Jeg ventede til tidevandet efter min formodning var "rigtigt" og allerede før jeg nåede i land var der fisk - først en, så en mere og så igen. Helt utroligt. Efterhånden som jeg viklede de første ud af garnet kom flere til og det fortsatte i 1½-2 timer hvorefter jeg hev garnet ind, da vi allerede havde mere end rigeligt. I alt 19 fjeldørreder blev det til. 2 var små og blev genudsat uskadte, mens resten var pæne eksemplarer med flere over og omkring 3 kg. Det ærgrer mig at jeg endnu ikke har lært røgningskunsten, da røget fjeldørred for det første smager fantastisk, og selve røgningen giver mest mening med et større antal fisk.







Ingen kommentarer: