Glædelig jul

Hermed et lille jubilæum i form af min 10. julehilsen på disse sider (10 år i Grønland runder jeg dog først 2. august næste år). I dag er også årets korteste dag i lys og derfor er den værste del af vinteren endelig overstået. Og altså er der nu kun én vej mod lysere og bedre tider. I dag blev vi også begravet i sne og motivet til dette julekort blev derfor hentet i sygehusets gård i eftermiddags...

Tunoqqusaaq

Morgenbilleder rundt om husblokken i Tunoqqosaaq. Der er dog ikke meget interessant at berette herfra. Vi har haft vinter i 2-3 måneder og fjeldet er ufremkommeligt. Det er mørkt når man går på arbejde og det er mørkt når man går hjem. Og i weekenderne blæser det. Heldigvis er det værste overstået med årets mørkeste dag om 4 dage og så er der vel kun 1-2 måneder til de bedre tider så småt begynder. Som nævnt i mit seneste indlæg savner jeg helt vildt mine dagslange vintervandreture i weekenderne i Narsarsuaq. Noget lignende har desværre ikke kunne lade sig gøre her i Maniitsoq som vinteren har udviklet sig. Sneføret er komplet umuligt i både støvler, snesko og ski med en hård tynd overflade øverst og så ellers dyb blød sne nedenunder...

Udsigt til vinter

Det er igen blevet vinter. Klimatisk har vi allerede ligget under frysepunktet med sne og ustabilt vejr i mere end en måned, og vintertiden fik vi jo i sidste weekend. I dag kom båden så også på land selvom betingelserne ikke var helt optimale i noget nær snestorm med sne i knæniveau. Nu ser vi frem til 5-6 måneders vinterisolation - og allerede nu må jeg erkende at mine lange vintervandreture i Narsarsuaq bliver et stort afsavn (desværre kan Maniitsoq på dette punkt slet ikke måle sig).

Bagedyst? II

Mikkels rabarberkage (dog uden bagning)...

Lidt fra Nuuk

Her et par billeder fra Nuuk selvom jeg faktisk er kommet hjem til Maniitsoq. Først en selfie over Kobbefjorden på en længere fjeldtur på en fridag og dernæst udsigt over jollehavnen og Sømandshjemmet...

Ønskebolig?

Efter et langtrukkent Molboforløb fik vi i sidste uge endelig vores egen bolig. En såkaldt ønskebolig. Det er selvfølgelig en dejlig nyhed med det lille skår i glæden at der faktisk ikke er plads til en almindelig vaskemaskine. En detalje man på forhånd selvfølgelig hverken bliver informeret om eller har mulighed besigtige før man siger ja til lejligheden. Når man så nævner problemet ved indflytningen bliver der bare slået en nervøs latter op med besked om at det er lejers eget problem - og at boligselskabet forresten netop har lukket byens eneste offentlige vaskeri. Selvom det pladsmæssigt er langt fra optimalt er eneste løsning en mindre topbetjent vaskemaskine inde på badeværelset, og så skal det selvfølgelig lige nævnes at denne type vaskemaskine slet ikke er tilgængelig i byen. I første omgang fik jeg kun en enkelt nat i min egen seng, da jeg allerede dagen efter indflytning drog på kursus i Nuuk. Her befinder jeg mig nu. Billederne viser vores nye sted fra henholdsvis land og vand.

Gensyn med Pattefjeldet

Egentlig ville jeg helst fange skællaks, men eftersom weekenden har budt på masser af blæsevejr, tog vi i dag i stedet en 9-timers vandretur til toppen af Pattefjeldet. Ifølge topografiske kort måler den 570 højdemeter, men min gps sagde nu 600 meter. Sammenlignet med Sydgrønland er det jo ikke meget (i Narsarsuaq faktisk bare en tur op i Mellemlandet), men til gengæld går det konstant op og ned - og på den måde har vi besteget en knold på 1322 meter.

Håbløst

Her en lille opdatering om vores boligsituation, som fortsat er håbløs og ødelægger vores humør det meste af tiden. Hvis vi starter i det positive hjørne er vi dog ikke nr. 131 på ventelisten, men kun henholdsvis nr. 95 til en 3-værelses og nr. 37 til en 4-værelses. Vi er ikke skrevet op til en 2-værelses, da vi jo er 3 personer, men det er nok en overvejelse værd selvom det vil være småt (og Aka og børnebørn på besøg så må sove på en madras i stuen). Boligselskabet INI har netop haft en lang liste ude med ledige lejemål (netop mest 2-værelses), men der blev ingen bolig til os. Jeg var inde på INI's kontor for at spørge specifikt ind til alle listens ledige lejemål uanset størrelse, men selvom kundeservice er en by i Rusland fik jeg da besked om at der var søgninger på det hele (og eftersom vi er bagerst på ventelisten giver det sig selv). Altså en helt umulig situation. Vores ventelistenumre er uændrede, men det er nok bare et udtryk for bureaukratiets langsommelighed, da vi burde rykke mindst et par pladser op. Nu må vi så vente på en ny boligliste og ellers forsøge igen og igen. Om et par måneder er de lejemål, som fraflyttes af lejere nu (som jo netop har fået en ny ønskebolig foran os på ventelisten) formentlig istandsat og klar til et nyt udbud - og sådan kan det køre i ring indtil man en dag har en tilfredsstillende/god lejlighed. Princippet må altså være at man starter med en lortelejlighed fra bunden... Apropos fandt jeg lige stillingsopslaget til min stilling som Hjemmesygeplejerske i Maniitsoq. Her står klart og tydeligt; "Bolig, efter gældende regler, med havudsigt - til pukkelhvaler i sommerhalvåret". Men det er åbenbart bare tomme ord for at hverve personale til byen. Jeg har mest lyst til at søge væk hurtigst muligt, da jeg både har mistet glæden ved at komme tilbage til Maniitsoq og føler mig uønsket. Men Johanne genopstarter sin uddannelse i september, netop her i Maniitsoq, og hun er forståeligt derfor ikke indstillet på en ny flytning. Det låser situationen. Men der er da stadig tid til mirakler, da vi jo stadig har 1½ måned tilbage i vores midlertidige lejemål. Næste problem bliver vintertøjet, som stadig står opmagasineret i containere et eller andet sted...

Rensdyr & nedtur

Fik i går nedlagt mit første rensdyr efter en relativt kort, men stejl vandretur. Desværre blev den lidt lille, men det er da en begyndelse. Faktisk var det første gang jeg havde den store riffel med ude på en tur - og det var samtidig blevet sen eftermiddag, da vi lige skulle fange og rengøre 16 pæne fjeldørreder først. Allerede da vi gik i land fra båden konstaterede vi tydelige friske rensdyrspor i vandkanten og vi blev derfor hurtigt optimistiske. Da vi godt forpustede så kom op på et ca. 170 meters plateau opdagede Johanne pludselig en gigantisk rensdyrhan stående maksimalt 50 meter lige bag os på en mindre stejl knold. Vi navngav den efterfølgende Kongen, da den fremstod nærmest guddommelig i sin position, kiggende direkte på os med sit enorme gevir. Mentalt var jeg slet ikke klar til dette hurtige møde og var i første omgang derfor for langsom. I øjeblikket efter kom "mit" rensdyr så pludselig frem på en skråning mere end 100 meter væk i den modsatte retning. Det gav kongen tid til at flygte ned af forhøjningens bagside og forsvinde, og det gav mig tid til at komme i position og få fyret af mod det nye rensdyr...

Ellers har der ikke været meget at råbe hurra for i Maniitsoq og jeg kan kun fortryde at vi tog hertil. Vores boligsituation er gået helt i fisk og har udviklet sig til en absurd farce. Der er ingen hjælp at hente og vi risikerer nu reelt at stå uden tag over hovedet i oktober. Som tidligere nævnt fik vi kort efter vores ankomst til Maniitsoq "tilbudt" en gennemført forfærdelig lejlighed som vores såkaldte personalebolig. En ting er lejlighedens beliggenhed og stand, som i sig selv er dybt deprimerende, men samtidig har jeg aldrig hørt om andre fastansatte sygeplejersker i Grønland, som har fået tilbudt noget tilsvarende usselt. Alle (inklusive lokale og vores egen sunde fornuft) sagde vi skulle sige nej - og det gjorde vi selvfølgelig. Men, da det er politisk bestemt at der ikke må siges nej til en personalebolig, har INI (selskabet med Grønlands boligmonopol) nu officielt tilkendegivet at vi ikke får et flere tilbud (også selvom de i første omgang faktisk sagde at vi ville få en chance mere). Nu er vi så oppe imod det uigennemtrængelige grønlandske bureaukrati, som bedst kan sammenlignes med Østblokken i sin storhedstid, og fungerer i en uforståelig vekselvirkning af bestemmelser som direkte modarbejder hinanden. Det der i min situation er umuligt at forstå er at man på den ene side ønsker fastansatte sygeplejersker på de grønlandske kystsygehuse, men samtidig tilbyder boliger under lavmålet (og mit lavmål faktisk ikke særlig højt), som er hele fundamentet for at man kan falde til og være glad i en fremmed by. Noget andet er så at vikarer i praksis også tilbydes højere løn end de fastansatte, da fastholdelsestillægget man som fastansat modtager mere end undermineres af de høje huslejeudgifter man samtidig har. Som det ser ud nu er vi nr. 131 på ventelisten til en såkaldt ønskebolig hos INI (3- eller 4-værelses) og nr. 2 på ventelisten til nogle andelsboliger, som først bliver bygget til næste år...

Eqalugaarsuit

Billeder fra landgang ved Eqalugaarsuit Kuuat (syd-øst for Napasoq) i forrige weekend. Siden har udeliv og fridage desværre været uforenelige (i en i forvejen usædvanlig kølig sommer hvor vi knap har rundet 10 grader på celcius-skalaen)...

Vækst

Har i dag forøget min våbensamling med en kaliber 30-06 riffel fra Mossberg af typen 100ATR. Den giver mulighed for nedlægge moskusokse og rensdyr, som jeg efter 9 år i Grønland efterhånden er nødsaget til at kaste mig ud i. Den giver også forsvar mod isbjørne hvis man lige skulle møde en i fjeldet (og altså tilfældigvis have riflen med). Nu hvor jeg har forladt Sydgrønland er dette dog usandsynligt (men ikke umuligt). Et hurtigt tjek på internettet tyder på positive anmeldelser af en billig, men også god riffel til prisen. Jeg havde dog ingen valgmulighed, da det var den eneste større riffel i handel. Men jeg er ganske tilfreds. Ammunitionen er gigantisk sammenlignet med patronerne til salonriflen og jeg er derfor noget (an)spændt på at skulle fyre den af første gang.

Fra asken til ilden

Desværre gik forrige indlæg hen og blev en slags selvopfyldende negativ dommedagsprofeti. Teksten skrev jeg fredag aften om udsigten fra vores vakantlejlighed, som er den lejlighed man giver vikarer (og fastansatte indtil de får deres egen). Allerede i dag mandag fik vi så forelagt en personalebolig, som er den lejlighed man som fastansat i det grønlandske sundhedsvæsen får tilbudt af boligselskabet, som en definitiv bolig man ikke kan sige nej til eller besigtige. Normalt vil disse personaleboliger være af en vis kvalitet i en pænere ende af byen, men i vores tilfælde har man fundet frem til en af Maniitsoqs absolut værste slumlejligheder. Lejligheden ligger i stueetagen i et meget (weekend)støjende kvarter og er helt uden udsigt og dertil nedslidt - altså i direkte modstrid med alt hvad jeg på forhånd havde ønsket, og også fået stillet i udsigt, da jeg blev ansat. Jeg tilkendegav med det samme at jeg uanset konsekvenser ikke ønsker at bo i den lejlighed, da jeg ville blive dybt ulykkelig over at skulle bo sådan et sted. Så må vi se hvad der sker. Nu er jeg i kulkælderen og gør mig alle mulige tanker om hvad jeg skal stille op hvis vi ikke får tilbudt noget bedre. En mulighed kunne være at finde et andet job i en anden by med det samme - og vores møbler står jo stadig i containere. Men her bliver problemet at Johanne skal genoptage sin uddannelse efter hendes ærgerlige orlov med praktik fra september på netop Maniitsoq Sygehus. En anden mulighed kunne være at søge vikariater andre steder i Grønland eller verden. Johanne kunne nok bo hos hendes datter som netop har fået en større lejlighed et andet sted i Maniitsoq (og nok kunne klemme børnene lidt tættere sammen i en periode). Men at vi/jeg allerede skal have disse tanker er selvfølgelig drønærgerligt når man ellers har glædet sig til at vende tilbage og tænkt at det nok var her i Maniitsoq ringen skulle sluttes. Imens jeg skrev dette væltede der pludselig tyk ildelugtende røg ind over vores ellers flotte vakantudsigt. Jeg antog først at det var en ildebrand i en af nabolejlighederne, men det viste sig i stedet at være en jolle nede på stranden som blev futtet af.

Udsigt på sigt

Vores midlertidige aftenudsigt ned langs Maniitsoq-øen og Hamborgerland i venstre side og bl.a. Kistefjeldet i højre. Så heldige bliver vi nok ikke når vi får vores egen lejlighed, men i skrivende stund bor vi 3 personer i en lidt trang 2-værelses så vi ser faktisk frem til at få vores eget...

Opdateringer

Indlæggene Arsuk og Paamiut er opdateret...

Sejltur

Her link til Google Maps og den nøjagtige gps-rute fra vores sejltur fra Narsarsuaq til Maniitsoq...

Maniitsoq

Da vi vågnede kl. 7 i Nuuk besluttede vi at udnytte vejrudsigtens sidste gode dag og altså fortsætte direkte til Maniitsoq hurtigst muligt. Alternativet ville være at blive i Nuuk på ubestemt tid med længerevarende blæsevejr i udsigt og en ubekvem havnesituationen med overhængende fare for indbrud i båden hvis vi forlod den. Så efter en sidste benzinoptankning begav vi os på de sidste 190 kilometer af vores godt 900 kilometers sejltur. De første 100 kilometer fra Nuuk op langs ydersiden af Nordlandet til bygden Atammik er fyldt med småøer og skær, og da jeg aldrig tidligere har sejlet denne tur var det igen et de områder jeg på forhånd havde været lidt nervøs for. Heldigvis forløb det helt uden problemer. Det sidste stykke fra Atammik var velkendt farvand og efter Napasoq (endnu en bygd) fik vi endelig Maniitsoqs varetegn Pattefjeldet og siden Maniitsoq i sigte...

Nuuk

Som tidligere nævnt sejlede vi efter et kort ophold i Fiskenæsset direkte videre til Nuuk. Altså yderligere 170 kilometer og derved en dagstur på 316 kilometer. Vi overvejede undervejs en natteopankring, men valgte at fortsætte hele vejen i det dejlige vejr. Jeg var på forhånd nervøs for skærene ved Tre Brødre syd for Færingehavn, men strøg her forsigtigt igennem uden problemer. Turens største udfordring blev i stedet træthed og kulde, da vi nærmede os Nuuk sent på aftenen. Her var jeg faktisk segnefærdig, men måtte alligevel bruge halvanden time på at finde en bådplads i et havnemiljø, som er tæt besat af fritidsbåde og samtidig hensynsløst og ugæstfrit (jeg er farvet fordi jeg tidligere har boet i Nuuk og dengang havde min første jolle). Var lige ved at opgive og sejle videre mod Maniitsoq, men så fandt vi heldigvis et velegnet sted til sidst.