søndag den 25. juni 2017

Fisk i mange størrelser

Efter en særdeles kold forsommer fik vi i dag endelig lidt sommersmag med solskin og op til 10 grader i eftermiddags - og pludselig hele 14,6 grader nu til aften. Vi var uden for byen med fiskestang og fangede årets henholdsvis 2. og 3. fjeldørred. Bestemt ikke imponerende sammenlignet med tidligere år, men heller ikke ørredfiskeriet er i år helt som den plejer. Af en eller anden grund vil de ikke rigtigt bide selvom der tydeligvis er rigeligt af dem. Jeg kiggede derfor i maverne på begge dagens ørreder og blev egentlig lidt overrasket over, at de var proppede med krill (små rejelignende krebsdyr) og ikke amassatter (lodder på dansk), som forventet. Altså ikke underligt, at de ikke bider på de sædvanlige, relativt store, sølvblink. Men apropos krill, som jo er hvalernes favoritspise, har vi de sidste par uger haft besøg af et overordentligt stort antal pukkelhvaler (se alle billederne fra tidligere år).

søndag den 11. juni 2017

Puiartoq

I forgårs fik jeg endelig skuden i vandet og efter arbejde fredag fik vi en god tur til Puiartoq i Ikamiut Kangerluarssuat-fjorden godt 36 km nordøst for Maniitsoq. Det blev lidt koldt til sidst, men vi fik både engangs-grillet og var heldige med at finde 3 endnu friske mågeæg på en ø. Resten af weekenden har budt på kedeligt vejr.

tirsdag den 6. juni 2017

Laplandsværling

Her billeder fra tidligere år af spurvefuglen laplandsværling (calcarius lapponicus på latin, narsarmiutaq på grønlandsk), som er relativt almindelig i det grønlandske fjeld, og som jeg da også har spottet omkring Maniitsoq allerede for flere uger siden i år.

mandag den 5. juni 2017

Sommerstemning

Johanne i fjeldet omkring Maniitsoq i dag 5. juni...

søndag den 4. juni 2017

Små glæder

Fik brugt gårdagens dejlige vejr til ind- og testkørsel af min nye Suzuki 2,5 hk 4-takts motor på gummibåden. De første 10 timer skal køres i tiltagende lave omdrejninger, men mig og Johanne nåede faktiske en tur på hele 19 kilometer tur/retur. Det gik langsomt og benpladsen var lille, men formålet blev til fulde opfyldt - nemlig en let (som i ikke tung) transportmulighed til fastlandet og/eller Hamborgerland for 2 personer med oppakning med henblik på længere vandreture med overnatninger i fjeldet. Nu mangler vi så bare fridage med godt vejr og vigtigere, at sneen smelter så man faktisk kan bevæge sig rundt i fjeldet - det er desværre fortsat ikke muligt, da alle lavtliggende områder stadig er snedækkede. Som en slags illustration af dette problem var vi i går inde i bunden af Atafjorden (se foto) tæt ved Maniitsoq, men vi nåede ikke vores destination, da de sidste kilometre stadig var isbelagte. Det er helt vanvittigt. Vi er en uge inde i juni og man er stadig fanget i byerne, som man har drømt og glædet til, at komme ud af i 8 måneder. Den store båd er heller ikke kommet i vandet. I sidste weekend fik vi endelig afsluttet rengøring af bund med mere. Nu venter vi på en mekaniker til obligatorisk olieskift og sæsontjek af motor. Indtil videre er der ikke sket noget og det har vi så ventet på i foreløbig en uge. Derefter skal båden i vandet via lastbil. Her fik jeg fredag yderligere en spand koldt vand, da meldingen fra en chauffør var, at de slet ikke har tid til småbåde. Men den tid den sorg. Motoren skal partout være i orden først. Jeg overvejer seriøst om det er alt besværet værd, da sommeren reelt snart er ovre - også selvom den ikke rigtigt er startet...