torsdag den 31. december 2020

Altid dårligt vejr

Sidste kvartal af 2020 har budt på vedvarende dårligt vejr med absurde mængder sne. Ud over sneen er vejret bare ustabilt. Pludselig forvandles sne til regn, stille vejr afløses af kraftig abrupt blæst - og tilbage igen. I skrivende stund har vi endnu en storm med særdeles hårdtslående vindstød. 2 gange har vi måtte gå ud for at stramme bådpresseningen op og lige nu er det faktisk lidt bekymrende. Men det plejer jo at holde og det gør det vel også denne gang.

mandag den 21. december 2020

Jul igen

Så blev det endnu en gang juletid og jeg ønsker igen alle glædelig jul. I år bliver min 14. jul i Grønland og samtidig har jeg efterhånden boet heroppe i mere end en fjerdedel af mit samlede liv. Lidt underligt eftersom man som qallunaaq (dansker) i Grønland ses som en slags paria, men også fordi man samtidig langsomt mister sin tilknytning til Danmark. Man ender i et ingenmandsland hvor man ikke rigtigt hører til nogen steder. I dag er også årets korteste dag og det er jo altid dejligt eftersom lysere tider igen er på vej...

mandag den 14. december 2020

Meget mørke

Det er mørkt når man går på arbejde og det er mørkt når man går hjem. Denne lille blæksprutte fik jeg på pilkekrogen i sommers. Eneste lighed må være, at dens artsfæller også lever mest i mørke.

søndag den 29. november 2020

Sne

November startede med en storm og siden har vi bare fået sne, sne og atter sne. Foran vores hus har vi allerede akkumuleret en 1½ meter høj snedrive, som jeg tænker er den mængde sne vi burde have i februar måned eller deromkring. Her i weekenden har jeg så forsøgt at kæmpe mig igennem en del af det, men det jeg når er kun en dråbe i havet og samtidig et sisifosarbejde. Desværre går sneplovene ikke tæt op af vores hus/grund og derfor kommer det til at dreje sig om et ret stort område. Hvis jeg ikke gør noget mister vi på sigt vores udsyn fra køkkenet og adgangen til vores olietank. Modsat bliver de gange jeg udgraver så lynhurtigt genopfyldt med ny fygesne hvis jeg ikke får fjernet det hele. Desværre er min ryg ikke helt hvad den har været og med et fuldtidsarbejde og en lille pige kniber det også med tid. En af vores naboer forærede os et lille brugt legestativ med rutsjebane til Krista. På fotoet kan man se det stikke op af sneen til venstre. Ellers er forholdene svære at dokumentere på et almindeligt fotografi.

mandag den 23. november 2020

Nyt barnebarn

Lige efter midnat 21. november fødte Johannes datter Aleqa en velskabt pige på 3800 gram. Det var Aleqas første barn og Johannes femte barnebarn. Alle gravide i Maniitsoq skal føde i Nuuk og Aleqa har nu været afsted i mere end 3 uger (og det er endnu ikke bestemt hvornår hun kommer hjem). Faktisk var Johanne i sidste uge i Nuuk i håbet om at være til stede når det skete - men eftersom fødsler, offentlig transport og privatøkonomi i Grønland ikke spiller sammen blev det en forbier...
29/11-20: Foto udskiftet. Det oprindelige var lånt fra et social medie og af dårlig grovkornet kvalitet. Dette er taget 26/11, den dag de kom hjem til Maniitsoq.

fredag den 6. november 2020

Vand til land

I dag kom båden på land og står nu velplaceret lige foran vores hus. Nu tager vi så en (lidt ufrivillig) slapper og glæder os til den nye sejlsæson starter om godt et halvt år. Næste år skal båden definitivt op tidligere i oktober, men præcis det sagde jeg vist også sidste år, og sikkert også året før det...

onsdag den 4. november 2020

Storm

Det sidste døgn har budt på dramatik i form af en irriterende sejlivet storm, som var ved at koste mig min båd - fordi min del af bådebroerne rev sig løs. Der er sket en del skader på selve bådebroerne, men heldigvis er båden uskadt og stormen nu stilnet af. I kaoset blev vi bedt om at flytte bådene og jeg fandt en sikker ledig plads indtil jeg forhåbentlig meget snart får båden op på land. Billedet af bådebroen, hvor min båd lige stikker snuden frem i midten, er lånt fra Bådeforeningens Facebook via Johanne.

tirsdag den 27. oktober 2020

Første skridt

I dag tog Krista endelig sine første skridt. Et stort og glædeligt øjeblik, som vi selvfølgelig har set frem til og som jeg var heldig at fange på video. Disse screendumps viser hvordan de 2 allerførste skridt udfoldede sig. Efterfølgende er det blevet til utallige ture frem og tilbage i huset og jeg er faktisk overrasket over hvor nemt hun får det til at se ud - både yndefuldt og som om hun aldrig har lavet andet. Ingen usikkerhed eller bredsporet gang.

mandag den 26. oktober 2020

Hjemtur

Har været på arbejdsweekend i Kangaamiut ledsaget af Johanne, Krista og Nukannguaq (barnebarn). Skulle egentlig med Kystskibet, men eftersom vejrudsigten var god passede det med årets måske sidste sejltur(e). Lørdag bød på stille solskinsvejr og en fin sejltur ud. I dag, mandag, bød på lidt af hvert. Stille solskinsvejr, men også en lurende vind på 13-17 m/s meget tæt på. Sejlturen blev derved en fin tur henover Evighedsfjorden. Forholdsvis tyk (men opbrudt) is i Ikerasaarsuk-passagen, som skulle sejles langsomt. Herefter heftigt blæsevejr i det yderste af Appamiut Kangerluarsuat-fjorden, som gjorde, at jeg måtte huske tilbage til den ikke-markerede inderste indenskærsrute, som jeg ellers ikke har sejlet i 10 år. Herefter fik vi bølgerne fra bagbord og resten af turen blev siden blikstille. Nu bliver det jo tidligere mørkt på grund af vintertid og vi nåede akkurat hjem før skumring.

lørdag den 17. oktober 2020

Mus

Læste lige at Qeqertarsuaq på Diskoøen (her) er plaget af mus. Da vi boede i Narsarsuaq vrimlede det også med mus. Her fangede jeg dem både med skovl og fælder på trappen mellem Sygeplejestationen og vores lejlighed på 1. sal. Her i Maniitsoq er der åbenbart også rigeligt. Indtil videre har vi på 5 uger i vores nye hus fanget 17 mus. De 3 første fangede vi i skunken (de havde åbenbart fundet op før vi flyttede ind). De resterende 14 har vi fanget under huset i et (ikke tætnet) rum mellem fjeld og husfundament. Heldigvis ser det ud til at vi nu fanger dem før de finder ind i huset. Vores nabo fortalte for et par uger siden, at der i år er usædvanligt mange mus. Han havde på daværende tidspunkt også fanget 17 mus og fortalte også at han normalt kun fanger et par stykker pr. sæson. Jeg antager at musene stammer fra dumpen (lossepladsen) og jeg går ud fra at de forsvinder når den hårde frost sætter ind i løbet af de næste par uger. Musene søger ind i husene når vinteren nærmer sig, altså her i september og oktober. Da vi boede i andelsboligen havde vi også mus. Her fangede vi sidste år 4 mus oppe på loftet.

16/11-20: Nåede i dag op på 23 fangede mus. Alle nye fortsat fanget under husfundamentet.

søndag den 4. oktober 2020

Kistefjeldet revisited

Hurtig tur til toppen af Kistefjeldet på en stille og flot oktobersøndag. Kistefjeldet måler 895 meter og de sidste godt 300 højdemeter var tiltagende snebelagt. 5. foto er Hytten med max zoom set fra toppen. Hvis man kigger på 2. foto er Hytten i lidt større perspektiv placeret på den landtange der stikker frem ca. midt i billedet. Det var mit 2. besøg på toppen - sidste gang var sammen med Johanne for 2 år siden (kan ses her) - hvor vi dog gik en gigantisk omvej. I dag gik jeg turen fra vandniveau, til toppen og ned igen på lige over 4 timer. Dertil kommer selvfølgelig sejlturen og ekstra sikker fortøjning.

tirsdag den 29. september 2020

Vand, torsk & Hytte

Havde en enkelt fridag i dag, som blev brugt på en hurtig sejltur efter vand, torsk og et kig forbi Hytten. Det var en kølig fornøjelse og igen var Tasiusaaq (indsejlingen til Hytten) isbelagt. Vores båd er ikke ligefrem en isbryder, men igen kunne vi lige pløje os igennem. Temperaturen inde i Hytten var 5,7 grader celcius (altså pænt varmere end ude) og fotografierne illustrerer den endelige farve den har fået efter først træolie i nød og derefter træolie i ibenholt. Det var ikke lige planen, men da jeg købte træolie anden gang vidste jeg ikke hvad jeg havde købt første gang. Men jeg er faktisk godt tilfreds og synes den falder godt i ét med naturen. Ellers har vi på det seneste brugt det meste af vores tid efter arbejde på at rengøre og male andelsboligen. I går blev nøglerne så afleveret og derved er vi nu ude af den...

fredag den 25. september 2020

Besøg

Krista kigger forbi ataata på arbejde...

søndag den 20. september 2020

Søndag morgen

Dagens overskrifter; Det er musetid & Vinteren står for døren.

søndag den 13. september 2020

Årets laks

Så er der igen selvfanget laks i fryseren. 5 styk blev det til i år. 2 sværvægtere på hhv lidt over 8 kg og lidt over 7 kg, og de resterende 3 i en mere normal vægtklasse mellem 3-5 kg. Den sidste fik jeg ikke lige fotograferet i farten. Ellers kom vi i dag desværre også et skridt nærmere den kommende vinter. På vej ind til Hytten blev vi mødt af nyis overalt i Tasiusaaq. Heldigvis kunne vi sejle igennem og jeg fik malet det sidste af Hytten så den nu har fået 2 gange træolie overalt.

lørdag den 29. august 2020

Hus

I dag har vi fået nøglerne til vores nye hus, som vi officielt overtager 1. september. Jeg ender nok med at hænge fast i Grønland og er derfor begyndt at tænke lidt fremad. Husejerskab er ret gunstigt i Grønland når lånene er betalt. Pensionen derimod er elendig og enhver krone man selv har bliver modregnet. Det gør det mindre attraktivt at bo i både andelsbolig og lejebolig. Jeg tænker derfor at vores lille hus vil være en rigtig god investering i fremtiden...

mandag den 24. august 2020

Første omgang

Så har Hytten fået sin første gang træolie ned i mindste udvendige revne. Er ret tilfreds med den mørkere glød og at Hytten således lyser lidt mindre op i landskabet. Vi havde lidt problemer med at male de øverste gavle og oppe under taget, men fik bygget et effektivt system af brædder og paller, som løftede stigen en meters penge eller mere højere op. Nu skal Hytten så lige have en omgang træolie mere og som det kan ses har vi også fortsat en del oprydningsarbejde efter den gamle Hytte. Men det går stille og roligt fremad. Temperaturen i Maniitsoq er nået ned omkring 4 grader om natten. Det bliver en lidt kold fornøjelse i soveposen, men med et sæt ekstra dyner oven på soveposerne er det faktisk næsten ligeså godt som at ligge hjemme i soveværelset (bortset lige fra at man skal op i underbukser for at tænde petroleumsovnen om morgenen).

søndag den 16. august 2020

Træolie

Hytten skal males 2 gange med træolie. Første gang blev (næsten) i dag og så skal den have en tur mere næste weekend. Glæder mig allerede til næste år hvor jeg har et håb om også at nyde det lidt. Ellers har vi (efter en gedigen elendig sommer) endelig fået lidt godt vejr. Det ser ud til at holde den kommende uges tid og måske endda længere. Jeg har planer om at afholde endnu en ferieuge i den næstkommende uge så jeg håber det bider sig godt fast.

torsdag den 6. august 2020

Endelig Hytte

Så er Hytten langt om længe færdigbygget. Desværre er min ferie også slut og vejret er gået over i det efterårsagtige. Men mon ikke vi alligevel når at få nogle gode dage derude før vinteren lukker alting helt ned. Det håber jeg i hvert fald.