tirsdag den 30. juni 2009

Sløj sommer

Den grønlandske sommer har endnu ikke helt levet op til mine (måske for store?) forventninger. Grunden skal findes i min ufrivillige landkrabbetilværelse, men vejret har nu heller ikke lige været noget at prale af... DMI's solskinsprofetier slår næsten med sikkerhed fejl og temperaturen har haft noget svært ved at kravle op over de 5 grader - de sidste dage har rent ud sagt været gylle med regn og blæst. Enkelte gode dage har der dog været - bl.a. i weekenden, som jeg mest brugte med fiskestang fra kysten. Da jeg stod derude i søndags kom der pludselig en kæmpe pukkelhval op af vandet cirka 10 meter fra hvor jeg stod - jeg blev noget forskrækket, men formåede da at holde balancen på min sten (det kunne ellers være en flot oplevelse med en, om end ufrivillig, svømmetur så tæt på en pukkelhval - vandet er bare en anelse koldt skal det siges). Omkring 10 minutter senere, inden for omtrent samme radius, svømmede en sæl fordi med hovedet et godt stykke over vandoverfladen. Og lidt senere igen satte en alk sig på en meget skrå klippevæg i nærheden, og der blev den siddende en times tid som om det var den mest naturlige ting i verden (og det er det da måske også). Om det var fordi den skulle på toilettet eller blot trængte til et hvil skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald nåede jeg at tage et billede (gad ærlig talt ikke kravle tættere på) - hvilket jeg hverken nåede med hval eller sæl. Afslutningsvis kan jeg afsløre at myggen, på trods af den noget sløje begyndelse på sommeren, også er ankommet til Maniitsoq.

mandag den 29. juni 2009

Alpe-tjærenellike

En endnu ikke helt udsprunget alpe-tjærenellike (viscaria alpina) fotograferet i går og to eksemplarer af samme art fotograferet ved nogenlunde samme tid for et år siden.





lørdag den 27. juni 2009

Fjeldørred

Så kom der endelig ørreder - eller rettere fjedørreder som de hedder på denne kant (eqaluk på grønlandsk). Lige nu er de ude for at røre finnerne lidt i det åbne hav (om end forsinket) - men kun for en kort bemærkning, i det de snart begynder at trække op i elvene igen. Sådan en lille fredfyldt fisketur i fjeldet er nogenlunde det eneste der kan kompensere for at min båd stadig ikke er blevet færdig...





Massehval (III)

Selvom jeg i skrivende stund kan se hele 9 pukkelhvaler (jeg overdriver ikke) som ligger og boltrer sig i små grupper (inden for en 45 graders vinkel fra et vindue på et havareal som ellers dækker 180 grader) lover jeg hermed at disse hvalbilleder bliver de sidste taget fra landjorden på denne blog i år!!! Hvis der kommer flere hvalbilleder i dette regi bliver de altså taget fra min båd, og så skal de jo selvfølgelig også overgå disse (jeg mangler stadig nogle gode spring)! Billederne er fra en fantastisk hvaldag den 22. juni med 7-10 pukkelhvaler lige uden for vinduet!



































fredag den 26. juni 2009

torsdag den 25. juni 2009

Massehval (I)

Som annonceret lige endnu et par hvalbilleder fotograferet fra min stue for 3 dage siden. Ved ikke præcis hvad pukkelhvalerne havde gang i på denne dag, men i hvert fald talte jeg mindst 7 og måske helt op til 10 styk på en og samme tid på mere eller mindre samme sted. Jeg har ofte set flere sådan lidt længere ud i det fjerne, men har aldrig oplevet så mange lige nede i min baghave – fantastisk er vist rammende i den sammenhæng. Her kommer lige de første billeder og så kommer der lige en stak mere i morgen...

















onsdag den 24. juni 2009

Fjeld-kvan

Efter en lang og gold vinter er der endelig igen blevet grobund for plante- og blomstervækst, og jeg vil derfor genoptage min lille floraserie, som jeg startede sidste år (der er stadig masser af planter jeg ikke nåede at få præsenteret).
Fjeld-kvan er en højt yndet delikatesse hos enhver grønlænder med respekt for sig selv. Plantens stilk spises og hvis jeg skal beskrive smagen, og det har jeg altså tænkt mig, vil jeg sige at den smager noget i retning af bladselleri. Kloge hoveder fortæller mig dog at smagen ændrer sig alt efter plantens størrelse - små planter er syrlige, større planter mere søde og til sidst bliver de seje og mister helt smagen.
De tre første billeder her er helt unge planter fra i år, mens det sidste billede er et indtørret eksemplar fra sidste år som har overlevet vinteren.







tirsdag den 23. juni 2009

Telttur ved Pattefjeldet

Lovede halvt et par billeder fra min/vores telttur i fjeldet i sidste weekend - det hele skal jo ikke bare blive til hvaler (men der kommer snart flere kan jeg allerede nu røbe)... Apropos indskudte bemærkninger så er sidste bulletin angående båden at den skulle være færdig i begyndelsen af denne uge - og det må jo næsten blive i dag!? Det ville være en særdeles glædelig overraskelse, men min tålmodighed rækker nu nok lige til et par dage mere (men så vist heller ikke meget mere tror jeg)!
Tilbage til telttur. Johanne, Aka og hans ven Ole Kristian samt undertegnede blev sejlet ind Ataa-fjorden. Herfra var det så min plan at vi skulle gå ind i midten af Pattefjedet, som er formet som en hestesko med åbning mod vest (Ataa-fjorden ligger mod øst). Desværre måtte denne plan revideres undervejs, da der stadig lå rigelige mængder meget blød og drivvåd sne. Vi var faktisk ret tæt på vores mål, men det blev mere og mere ufremkommeligt og jeg vidste ikke præcis hvad vi nåede frem til - og at vores sko blev mere og mere våde spillede nok også ind. Med to børn valgte vi den sikre løsning, det vil sige at gå et stykke tilbage til en af de tørre pletter vi tidligere havde passeret. Her blev det så til lækker dåseskibberlabskovs og spaghetti på spritkogeren (en velkommen bagagereduktion), en ok nats søvn, og efter en gråvejrsdag en god sommersøndag med masser af sol (hvorved jeg blev solskoldet og skoene næsten nåede at blive tørre). Aka og Ole Kristian blev ved Ataa-fjorden sidst på eftermiddagen om søndagen, mens Johanne og jeg tog turen hjem (med utallige omveje op og ned pga sne - specielt sne med rindende vand under) på gåben.