tirsdag den 31. december 2013

Snespurv

Her snespurve (plectrophenax nivalis), som er en af mine klare favoritter i den grønlandske fauna. I Maniitsoq (og Kangaamiut og Nuuk hvor jeg jo også har boet) spredte den glæde, som et lys i mørket omkring marts måned og henover sommeren. Her i Narsaq kan den opleves året rundt. De første 2 billeder er således taget under spisning ved vores lille altan i den netop overståede juletid. Resten er tidligere eksempler.

søndag den 29. december 2013

Juleudsigt

Udsigt over Narsaq fra Tasiigaaqknolden i går.

søndag den 22. december 2013

Glædelig jul

Efter endnu et pat storme er det nu ved at være juletid her i Narsaq. Jeg siger derfor glædelig jul og juullimi pilluaritsi - i år endda i relativt god tid. Fandt ikke det helt rigtige juletræ i år (selvom jeg faktisk var forbi plantagen inde ved Qinngua i bunden af Tunulliarfikfjorden i sommers) og derfor bliver motivet en knogle i ørkenstenlandskabet ved Taseqsøen ikke langt fra Narsaq...


torsdag den 12. december 2013

Storm over Narsaq (igen)

I dag har vi haft endnu en storm i Narsaq. Der meldes om vindstød over 40 meter i sekundet, og specielt ved frokosttid virkede det ret voldsomt. Først blev skolen lukket, siden børnehaven, og en overgang overvejede jeg høreværn, da vores lejlighed er ekstremt larmende i blæsevejr (selv gardinerne blafrede på trods af forsvarligt lukkede vinduer). Jeg har mistet overblikket, men jeg tror det var den 6. storm (hvis ikke flere) i løbet af de sidste par måneder.

torsdag den 21. november 2013

Verdens bedste brød

Jeg siger tak til lægevikar Karsten for det sidste inspirerende skub ud i "verdens bedste brød", som jeg dog har været på sporet af i længere tid. Resultatet blev et nemt og overraskende lækkert brød med både fylde, sej- og sprødhed. Tror ikke jeg har smagt lignende siden jeg flyttede fra København for godt 6 år siden hvor den lokale pizzabar i Nansensgade lavede kanonbrød (og indimellem på ferier måske). At jeg kom til at løfte det 250 grader varme grydelåg med fingrene var en uheldig bivirkning, men jeg har desværre været usædvanlig klodset (andre vil måske mene sædvanlig klodset) på det sidste (røg også ned af trapperne i børnehaven for et par dage siden). Netopskrifterne på "verdens bedste brød" er utallige...

fredag den 8. november 2013

Novembertur

Tur langs Narsaq Elv og op på Kvanefjeldet i dag. Det blev kun til den lille knold på 709 meter. Nåede lige hjem til solnedgang så det var nok meget godt at jeg ikke tog den lidt større på 879 meter med... Vi fik ellers god portion sne for en uge eller to siden, men det forsvandt i en storm lige så pludseligt som det var kommet. Apropos kraftig vind så er tredjesidste foto udsigt direkte ind til det lille indhug i Kangerluarsukfjorden hvor vi havde en meget ubehagelig oplevelse i august - som det kan ses ligger indlandsisen i baggrunden.

søndag den 27. oktober 2013

Søndag

Fjeldet ved Narsaq i dag...

lørdag den 12. oktober 2013

Flere laks

På en råkold morgen blev min fiskepessimisme i dag atter gjort til skamme, da jeg kunne tømme garnet for yderligere 4 flotte skællaks (alle mellem 4 og 5 kg). Nu er mit loft for laks i fryseren nået og Johannes datter Moni har også fået et par stykker. Var noget bekymret for at jeg heller ikke i år skulle udleve mine laksedrømme, men nu kan jeg heldigvis gå vinteren i møde med fred i sjælen...

fredag den 11. oktober 2013

Endelig laks

På trods af kraftigt aftagende optimisme fik jeg i går genudsat mit laksegarn og vendte i morges så tilbage til det obligatoriske tjek. Mine forventninger kan på dette tidspunkt beskrives som en naiv håbefuld pessimisme velvidende at garnet ville være tomt. Heldigvis blev dette sortsyn erstattet af begejstring, da jeg ved nærmere tilsyn kunne pille 2 friske skællaks ud af garnet. Den første var en stor kleppert på 5,25 kg og den næste en lidt mindre på 3,75 kg. Begge altså pæne fisk. Håber på en gentagelse af succesen i morgen så jeg kan nå op på en passende mængde laks i min fryser... Historien om min første laks findes her.

tirsdag den 8. oktober 2013

Sne & nul fisk

Livebillede fra Narsaararmiit hvor årets første dagssne i skrivende stund falder. Har en uges ferie, og sædvanligvis under halvuheldige vejromstændigheder synes jeg. Fik dog en dejlig dag i går hvor vi både fik sat laksegarn og fik handlet lakridslager i Qaqortoq, som varemæssigt er noget mere velassorteret end Narsaq. Desværre måtte vi hive garnet op efter allerede 5-6 timer, og indskudt uden fisk, da jeg ikke turde lade det stå med en dårlig vejrudsigt for specielt i dag og efterfølgende dage med masser af regn. Håber vejret arter sig igen sidst på ugen så jeg kan få smidt garnet igen...


søndag den 6. oktober 2013

Nye farver

Årstidens farver ved en lille gåtur i går til Månesøen på Tuttutooq-øen - en godt 22 kilometers sejltur fra Narsaq by.