Pukkellaks

Fik forleden en pukkellaks foræret af en kollega, der er gift med en fanger, som havde fået én i sit garn. Pukkellaksen er en nyere invasiv fiskeart i de grønlandske farvande, som med tiltagende hyppighed nu dukker op i folks ørred- og laksegarn. Det kan man læse mere om her. Pukkellaksen genkendes nemt ved dens sorte pletter på halefinnen og en større eller mindre pukkel på ryggen. Den er mindre end atlanterhavs laksen. Den har meget skarpe tænder, som også sidder på spidsen af tungen. Spisemæssigt minder den mest om fjeldørred, men med kolossalt mange ben, hvilket for mig gjorde spiseoplevelsen mindre god.

Polarræv

Januar lakker nu mod enden og derved er vi igennem den absolut værste del af vinteren. Nu bliver det så bare lysere og sommeren kommer snart inden for rækkevidde. Dejligt. I januar sker der generelt ikke det store. Her er et par fotografier af en besynderlig polarræv vi var i nærkontakt med sidste forsommer. Ved ikke om den var i brunst, havde rabies eller bare var ensom, men ihvertfald gøede den længe og fulgte os så langs tidevandszonen imens vi sejlede langsomt tæt på land. Normalt stikker polarrævene af så snart de ser mennesker.

Flere sæler

Der er åbenbart en meget stor bestand af grøndlandssæler for tiden. Her fotos af endnu 2 nærkontakter vi havde på en sejltur i går. Jeg har aldrig oplevet sæler på den måde før, og pludselig så 3 på mindre end en uge.

Grønlandssæl

Vejret er elendigt, som det åbenbart altid er i juni (og det fortsætter både henover weekenden og ind i næste uge). Her er et par billeder af en grønlandssæl (phoca groenlandica), som vi passerede på en enkelt regnfri dag sidste lørdag...

Kvægmyg

Erik er på besøg fra Danmark og derfor tog vi på 3 dages vandretur fra Naqerloq i Ikkamiut Kangerluarsuat, via Appamiut Kangerluarsuat, og videre helt op til Evighedsfjorden. 42 km tur/retur i et terræn hvor man skal være ovenud tilfreds med at tilbagelægge 2 km per time. Naturen er smuk og storslået og man er helt alene i verden. Der er lige et lille, men samtidig altoverskyggende og nærmest uudholdeligt minus, nemlig kvægmyggen (også kendt som kamik-kvægmyg, knot, simulium vittatum og/eller unnaalik). Dette lille bæst af en bidende blodsuger bliver i sig selv kun op til 5 mm, men optræder i helt vanvittige mængder visse steder i fjeldet (dvs næsten overalt på denne tid af året). De forfølger dig uophørligt i en sværm i alle døgnets 24 timer (gerne i kroppens læside, men fra alle sider når der er stille) og alle har de samtidig mål mod øjne, næse, ører eller mund og kravler sideløbende gerne også op under trøje, ærmer eller bukseben. De bider med langvarig kløe og hævelse og efter 3 dage er man drevet til grænsen af vanvid...

Plettet havkat

I går fangede jeg endelig en af de store plettede havkatte (anarhichas minor). 9 kg vejede den. Den ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er altså en pænt stor fætter med et gruopvækkende tandsæt. Et er kampen i vandet for at få den halet ind, men den største brydekamp starter faktisk først når man har fisken helt oppe i båden. Vi har tidligere næsten fanget lignende store havkatte, men de er uheldigvis faldet af på rælingen. Arten er åbenbart truet i Canada, men i Grønland er det en af de mest almindelige købefisk på Brædtet. Fangerne fanger dem på langline. Yderligere ord om plettet havkat her.

Laplandsværling

Her billeder fra tidligere år af spurvefuglen laplandsværling (calcarius lapponicus på latin, narsarmiutaq på grønlandsk), som er relativt almindelig i det grønlandske fjeld, og som jeg da også har spottet omkring Maniitsoq allerede for flere uger siden i år.

Småfugle

En hvid- og gråsiske og et varsel om bedre og varmere tider...

Eng-hjulspinder

Her foto af en Eng-hjulspinder (antager jeg) på foranledning af telefonsamtale om edderkopper i Grønland tidligere i dag. Hvis min hukommelse husker rigtigt er billedet taget på en sti i Narsarsuaqområdet i juni sidste år. Kært barn har mange navne, og Eng-hjulspinderen hedder således også Lorinoides patagiatus og Aasiak masarsummiu på henholdsvis latin og grønlandsk. Naturporten.dk skriver et par ord her. Heldigvis er min gamle danske edderkoppeskræk aftaget betydeligt i Grønland, og faktisk er jeg blevet ret glad for netop dette foto, da rygtegningerne er eventyrligt flotte...

Fjeldrype

Efter næsten 9 timers vandring i omkring 25 cm nyfalden sne fik jeg i dag så også ram på min første fjeldrype. Havde egentlig helt mistet modet og sat næsen hjemad (ad en omvej), da den pludselig var der. Ved ikke om det har noget med den nyfaldne sne at gøre (tror det ikke), men ellers er det et noget lille udbytte på en meget lang tur. Her er lidt mere om fjeldrypen. Oplevede en anden interessant ting - en snebue, som pludselig var der i en underlig blanding af solskin og snevejr på samme tid.

Første snehare(r)

Fik i dag taget hul på mit nystartede liv som fritidsjæger, da jeg til min egen overraskelse fik nedlagt hele to sneharer. Den første ramte jeg helt perfekt med mit første seriøst affyrede skud nogensinde (før det havde jeg kun skudt enkelte prøveskud mod først en udrevet side i min kalender og senere en hjemmelavet skydeskiveanretning). Sneharen var i flugt på vej op af en stenskråning fra en kløft med mig efter, og Johanne længere efter. I samme nu haren stoppede op for at se sig tilbage, råbte jeg; "skal jeg skyde" og så skød jeg. Jeg havde med det samme fornemmelsen af at have ramt, men tvivlede alligevel. Først da jeg kom længere op kunne jeg se den ligge der... Stendød.

Så klappede fælden

Mus er talrigt repræsenteret i Sydgrønland, men figurerer sjovt nok ikke i de almindelige opslagsværker over grønlandsk fauna. I den seneste tid har vi flere gange kunne høre dem pusle og gnave inde bag vindueskarmene, og for et par dage siden havde Johanne også et møde med én på trappen. De indkøbte musefælder blev derfor loadet med ost og sat op. Dette faldt åbenbart i god smag eftersom osten flere gange bare forsvandt. I stedet fik vi fat i en lækker lyserød kødpølse og fik en pæn bid viklet godt fast så den ikke bare sådan kunne lirkes ud. Allerede samme aften (i går) klappede fælden...

Ørnespor

Havørnespor i sandet langs Narsarsuaq elven i dag. Til sammenligning min hånd og fodaftryk...

Nanoq

Dagens store tilløbsstykke i Narsaq var denne isbjørn, som var blevet nedlagt inde i Tunulliarfikfjorden ved Qassiarsuk et sted, og faktisk var isbjørn nr. 2 skudt på blot 3 dage i samme område af selvsamme fanger. Mere om den historie her. Rygtet om flere isbjørne i området gør igen den gamle tanke om riffelanskaffelse aktuel. På trods af hyppige tanker om et isbjørnemøde på en af mine ture alene i fjeldet er mine overvejelser mest gået i retning af noget man kunne skyde en fjeldrype med. Men jeg må lige overveje om rypekaliber vil være effektiv mod en isbjørn, og omvendt, om der vil være noget rype tilbage hvis jeg bruger en mere effektiv isbjørnekaliber?

Godnat

Gråsiske II

Det vrimler efterhånden med småfugle. I Alluitsup Paa var de over det hele og her i Narsaq er antallet tydeligvis også vokset i mit fravær. Og nu er det ikke kun snespurve, som spiser af vores fuglefrø, men i stigende grad også gråsiske (acanthis flammea på latin og orpimmiutaq på grønlandsk). Har tidligere haft fat i gråsisken her. Snespurve er generelt sky, men gråsisken lader sig sjovt nok ikke sådan skræmme. Disse kunne jeg fotografere helt tæt på uden den mindste vaklen i spiseriet. Snespurvene derimod er gerne væk i samme øjeblik de fornemmer den mindste bevægelse. Opdateret med bedre billeder 22/1-14...

Snespurv

Her snespurve (plectrophenax nivalis), som er en af mine klare favoritter i den grønlandske fauna. I Maniitsoq (og Kangaamiut og Nuuk hvor jeg jo også har boet) spredte den glæde, som et lys i mørket omkring marts måned og henover sommeren. Her i Narsaq kan den opleves året rundt. De første 2 billeder er således taget under spisning ved vores lille altan i den netop overståede juletid. Resten er tidligere eksempler.