Viser opslag med etiketten Flora. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Flora. Vis alle opslag

fredag den 22. april 2016

Tidligt ude

Langfredag bød desværre ikke på forventet solskin, og med lave morgenskyer med ledsagende tåge måtte vi aflyse vores planlagte fjeldtur op til 970 meters højde. Alligevel blev det en herlig dag med hele 9,4 graders behagelig varme. Denne mildhed fik åbenbart også årets første purpur-stenbræk til at kigge frem mellem stenene - mere end én måned tidligere end sidste år på nøjagtigt samme sted. Det er definitivt min tidligste blomsterobservation i Grønland...

søndag den 24. maj 2015

Årets første blomster

Den kølige forsommer har åbenbart ikke forstyrret purpur-stenbræk, som i tusindvis er spiret frem nede i elvsletten, og derved igen i år blev årets første blomst i min del verden.

fredag den 25. juli 2014

Hvid blåklokke

Her et par sjældnere hvide varianter af den ellers almindelige grønlandske blåklokke (sianiusat på grønlandsk og campanula gieseckiana på latin).

lørdag den 10. august 2013

Stjerne-ensian

Stjerne-ensian (lomatogonium rotatum) som observeret langs elven ved Ilua i Tunulliarfikfjorden i går.

søndag den 28. juli 2013

Sol-draba

Mere af det gule, som skulle være sol-draba (draba aurea). Kan ikke umiddelbart finde et grønlandsk navn.

lørdag den 27. juli 2013

Sol-stenbræk

Må hellere få lidt blomster op før de alle sammen forsvinder sammen med resterne af årets mislykkede sommer (må efterhånden konkludere at det vist ikke rigtigt bliver sommer i år). Disse sol-stenbræk (saxifraga aizoides) er jeg stødt på langs forskellige elve i Narsaqområdet.

lørdag den 29. juni 2013

Lådden stenurt

Selvom vejret temperaturmæssigt stadig ikke lever op til betegnelsen sommer vrimler det med blomster i og omkring Narsaq. Nogle er for undertegnede endnu uidentificerede, men her er i hvert fald lådden stenurt (sedum villosum), som fotograferet tæt på indlandsisen i Kangerluarsuk (en "lille" bifjord til Bredefjorden lige nord for Narsaq) i går. På denne tur overlevede mit spejlreflekskamera mirakuløst et fald på 50-60 meter, da Johanne og Aka skulle lege supermænd på en fjeldknold jeg ikke turde klatre op på. Jeg opgav, da jeg på grund af mine 2 skråtasker (inkl. kamerataske altså) sad fast på en klippeskråning. Jeg fik kastet begge tasker op til Johanne på klippeetagen længere oppe, men blev samtidig så skrækslagen for at kravle videre op, at jeg vendte om og kravlede ned i stedet (bjergbestiger bliver jeg aldrig på grund af min delvise højdeskræk). Da Johanne et par timer senere skulle ned igen fik hun samme problem på præcis samme sted. Aka, der var kommet længere ned uden tasker, fik først fat i min almindelige taske, men måtte så se mit kamera ryge videre ned af bjerget. Det tog lidt tid før vi fandt det og heldigvis var det intakt bortset fra en smadret modlysblænde og et linsedæksel. Desværre havde jeg så ikke mit kamera, da jeg via en afløbsflod kom helt op til indlandsisen. Det må så blive en anden god gang...

søndag den 19. maj 2013

Årets første blomster

Undertegnedes første blomsterobservation i år, som set langs Narsaq elv i dag. Går ud fra at der er tale om purpur-stenbræk, som jeg også tidligere har haft fat på her. Har ikke fået mine bøger ned endnu så jeg kan ikke helt verificere.

torsdag den 28. juni 2012

Trefingerurt

Trefingerurt eller sibbaldia procumbens. En lille, men relativt hyppig, gevækst i fjeldet i denne tid.

tirsdag den 12. juni 2012

Sne-Anemone

Sne-anemoner (anemone richardsonii) fundet langt oppe af en af elvene i bunden af Kangerdluarssuk-fjorden i lørdags. Den sidste var vist fra Søndre Isortoq en lys julinat sidste år hvis jeg ikke husker helt forkert. Jeg har læst mig frem til at sne-anemonen oprindeligt stammer fra Nordamerika og er relativt sjælden i Grønland eftersom den kun findes udbredt mellem Nordre Isortoq (lige nord for Sisimiut) og Søndre Isortoq (lige syd for Maniitsoq).

søndag den 31. juli 2011

Grønlandsk fjeldsimmer

Grønlandsk fjeldsimmer alias dryas integrifolia eller rypelyng, som observeret under sommeragtige forhold for godt 14 dage siden.











torsdag den 28. juli 2011

På trods af vådt

Livet fortsætter på trods af sjask, tåge og kulde, og hvis man ikke skal blive helt bims af at sidde og glo i en lånebolig på ubestemt tid i sin sommerferie må man altså trække i regntøjet (eller det man nu har, som kunne minde lidt om det)... Og det er da også meget hyggeligt (så længe det kun støvregner). Tror blomsterne har det lidt på samme måde.