Hjerteløs i blå-turkise sokker?

Så er det vist ved at være på tide med en lille updatering. Efter en småforkølet start på vinteren, hvor det pludselig blev plusgrader og regnevejr flere gange, er det nu for alvor blevet vinter her i Maniitsoq. Sneen hober sig op i stadig større dynger, og alting bliver mere og mere hvidt.
I dag har jeg så langt om længe fået købt mig nogle metal-dimse-påsættere til mine sko. Dette skulle der gerne være to store fordele ved. Først og fremmest at jeg kan sove tre minutter længere om morgenen, idet jeg så ikke behøver at være så forsigtig når jeg går på arbejde. Sekundært at jeg slipper for brækkede ekstremiteter såvel som eventuelle sygeevakueringer til Nuuk eller Danmark (selvom et lille besøg i Danmark da ville være meget hyggeligt).
Jeg har de senere dage været i en mindre humørmæssig bølgedal fordi jeg føler at jeg i mine forsøg på at være sød/hjælpe patienter og pårørende (såvel som dem som henvender i skadestuefunktionen), den ene gang efter den anden mødes af surhed, vrede, misforståelser og utaknemmelighed (ikke at jeg på nogen måde dog forventer taknemmelighed vil jeg lige understrege). Specielt én oplevelse har jeg haft svært ved at få lagt fra mig, idet den nærmest dagligt dukker op i min tankevirksomhed. For måske en måned siden bliver jeg ringet op ca. kl. 04.00 om natten angående en patient, som jeg ikke her vil beskrive nærmere - blot konstatere at der ikke var tale om en alvorlig diagnose. Da jeg har tilkaldevagt tager sig ind på sygehuset og møder ved min ankomst på afdelingen en håndfuld pårørende såvel som patienten. Jeg beder de pårørende om at forlade vores lille modtagerum og undersøger efterfølgende patienten sammen med en tolk. Herefter tager jeg telefonisk kontakt til en læge og vi bliver enige at give patienten en seng til observation natten over. Klokken er vel efterhånden blevet 04.45-05.00 og siger derfor til de pårørende at jeg synes de skal gå hjem og få sovet, da det er sent og jeg husker at jeg samtidig nævnte at vi nok skulle tage os godt af deres familiemedlem. Herefter blev én pårørende smækfornærmet og ytrede på vej ud af afdelingen at jeg var hjerteløs... Jeg blev helt paf, men fik vist spurgt hvad hun mente med det - hvilket blev ignoreret. Næste dag var patienten frisk og blev udskrevet. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men at blive betegnet som hjerteløs gjorde rigtigt ondt (og i denne parentes bemærket vil jeg lige opfordre mennesker som ynder at tale på lignende vis til sundhedspersonale om at huske på at vi alle er mennesker med følelser såvel som hjerte). Som nævnt synes jeg på det seneste at der har været en ubehagelig overvægt i denne type af negative oplevelser - og uden at mene noget ondt om grønlændere er deres lunte i nogle henseender meget kort.
I dag havde jeg så endelig en modsat oplevelse: jeg fik foræret et par hjemmestrikkede sokker af en sød ældre dame som har været indlagt på afdelingen en række gange.
Så mon ikke det synlige bevis af et par hjemmestrikkede blå-turkise sokker, som i mange år fremover vil lyse op blandt mine ellers kun sorte strømper, vil holde længere end ekkoet af at være hjerteløs... Jeg håber det!
Ellers fik jeg torsdag i sidste uge mulighed for at komme til Nuuk som ledsager ved en patientoverflytning. Jeg har længe set frem til chancen for kommen til storbyen (15.000 indbyggere) med alt hvad det indbefatter af mulighed for indkøbsfråseri, burgerspisning samt biografture. Men for at kunne opleve disse fantastiske ting kræves ikke blot penge, men også tid - og sidstnævnte kom det desværre til at knibe med for mit vedkommende, idet flyet selvfølgelig var forsinket. Ved 19-tiden, hvor alle butikker for længst var lukket, havde jeg fået afleveret min patient på Dronning Ingrids Hospital og fundet Sømandshjemmet hvor jeg skulle overnatte. Tilbage var så biograf og burger. Biografen viste sig at vise Halloween (Nedslagtningen Begynder) - en film jeg, på trods af at jeg havde bestemt mig for at ville se hvad som helst, simpelthen ikke gad se. Men en glimrende cheeseburger med tomat, agurk og icebergsalat (råvarer, som er sin vægt værd i guld i Grønland) samt en hjemmebrygget fadøl på Bryghuset blev det til. Herefter stod den på Discovery på hotellet resten af aftenen og natten, og jeg nåede vist lige at få lukket øjnene inden vækkeuret ringede hjem til Maniitsoq kl. 04.30...
Afslutningsvis har jeg siden onsdag i sidste uge passet katten Misja, som både er langhåret (jeg får hele tiden hår i skægget) og selvfølgelig sød! Som alle katte har den fundet yndlingssteder, fx det rene tøj i mit tøjskab.

Michaels fødselsdag

Tillykke og velkommen i de voksnes rækker til Michael! Glæder mig til at se snegummibåden i flittig brug - men for at skulle ned skal man jo også op ad bakke (før eller siden i hvert fald)!? Tror det er det Michael drømmer om på dette billede!

Natteeksperimenter

i snestorm!

Øl

Her lige en værdig repræsentant for i dag, en grønlandsk øl. Den fås i lys og mørk - og den lyse er faktisk en ganske god stærkøl (den mørke er dog ikke noget at råbe hurra for). 5,5 % alkohol og prisen i det lokale supermarked er 26,50 kr. + 2 kr. pant (det er kun en anelse dyrere end de almindelige danske øl). Ølnørder kan læse mere her og så er der vist også en liste over forhandlere i Danmark. Jeg ender jo nok også med at tage et par stykker med hjem, men det til den tid.

Fredag

Så står den på 3 dages længe ventet og forlænget weekend!!! For få minutter siden fløj en stor rovfugl forbi mit vindue - måske 10 meter fra hvor jeg sidder og skriver dette. Jeg er ret sikker på at det var en havørn, men jeg er ikke ligefrem fuglekyndig! Desværre rundede den pynten nogle hundrede meter længere nede hurtigere end tanken om at finde mit kamera frem... I stedet er her et par billeder fra en dag i oktober, som aldrig fandt vej til disse sider!

Valg

De sidste dage har bortset fra arbejde været helt begivenhedsløse, men jeg har heldigvis ikke kedet mig! Så i mangel på billeder af smuk natur eller hæsblæsende action er her et billede af min kompagnon Katrine og undertegnede fra aftenvagten i går.
Og så har danskerne jo i dag chancen for at bevise, at de ikke er de navlebeskuende og snotforkælede egoister man ellers har fået indtrykket af at de er... Det ville være rart igen at kunne føle blot lidt stolthed ved at være dansker!

Advarsel!

Lige en gentagelse for eventuelle ikke kronologiske læsere. De foregående 6 indlæg er ekstensive dagbogsnotater fra en begivenhedsløs tid i Atammik...

Atammik - dag 6 (hjemrejse)

Kl. er 11.25 og det er sidste dag på kontoret. Alt er fredeligt, inklusiv vejret - så mon ikke disse trivialiteter snart finder vej til bloggen. Hermed slut på Atammik for denne gang - og hvem ved måske bliver der en dag en næste gang (selvom jeg tvivler)...

Atammik - dag 5 (tiden går)

Regn, regn og atter regn. Jeg har på disse sider tidligere nævnt at Kangaamiut havde tre gummigeder, i Atammik er der så vidt jeg ved kun én - i den forbindelse skal det så også siges at Kangaamiut havde asfalt, det har Atammik ikke. Årsagen til denne association er at stierne i Atammik nu er omdannet til sjaskede skøjtebaner og hvis man vil forblive på to ben gælder det om at finde noget gammelt sjapsne et sted i vejkanten! Atammik er en børnerig bygd og heldigvis har disse to omstændigheder ikke givet ekstraarbejde i sygeplejekonsultationen. Ellers er dagen i dag forløbet i nogenlunde raskt tempo, primært fordi jeg har haft hele 9 konsultationsbesøg - ikke noget alvorligt tillader min tavshedspligt mig vist at røbe. Forsøgte mig i skumringstimen igen med en lille tur uden for bygden, men jeg kom ikke længere end til billedet (som er lige uden for Atammik) - der er vand lige frem og til højre, bagud er Atammik og til venstre ligger det store åbne fastland... Så snart jeg har fridag i Maniitsoq (og vejret er nogenlunde) skal jeg ud i fjeldet en hel dag så der kan blive sat en stopper for dette... Ellers står den på hjemtur i morgen og nu krydser jeg bare fingre for vejret.

Atammik - dag 4 (søndag)

Igen snestorm. I et sådant vejr vil det være decideret tåbeligt at gå i fjeldet, specielt i et område man ikke kender. Så det bliver en indendørssøndag og samtidig slipper jeg for angstprovokerende oplevelser. Altså endnu en langtrukken og dybt kedsommelig alenedag, mere er der vist ikke at sige til det.
Billederne er fra sygeplejestationens hoveddør - 1) Efter vand med bedstefar, 2) Ravnelæ, 3) Søndagsflagen.

Atammik - dag 3 (weekend)

Weekend. Var igen i Pilersuisoq (supermarkedet), da jeg jo bliver nødt til at spise. Frosne koteletter, pommes frites og ærter kunne det blive til - forrådet var dog skrumpet endnu mere ind. Tjekkede ikke om de sidste rødløg var blevet solgt. Efter østenvind (tror jeg) og snestorm næsten hele dagen i går, vendte vinden pludselig sidst på eftermiddagen og gav tø. I dag har det så været frost for fuld skrue igen og udendørsfærdsel er blevet til en hasarderet form for Bambi-på-glatis. Dette er endnu mere udpræget i fjeldet, hvor klipperne overalt er belagt med isglasur. Desværre var det ikke langt jeg fik bevæget mig derud. Få minutter efter at jeg havde forladt sikkerheden i Atammik lød der to skud (formentlig en jæger som skød et rensdyr) relativt tæt på. Jeg genoplevede hele scenariet fra forleden og satte i fuld firspring tilbage mod Atammik. Specielt et åbent stykke før en lille kløft tæt på Atammik voldte store kvaler. Men hjem kom jeg og hmmmm... Ellers har jeg tre dage plus det løse tilbage i Atammik. Jeg keder mig normalt aldrig, men her keder jeg mig gudsjammerligt. Her er absolut intet at lave og sneglefart er tidsmæssigt når tiden går hurtigt. Var i sin tid med til at udgive nogle danske ambient-CD'er med titlen "Boredom Is Deep And Mysterious" - med den erfaring jeg har nu mener jeg klart at vi skulle have kaldt dem "Boredom Is Deep In Atammik" i stedet. Min konklusion er at kedsomhed hverken er dybt eller forbundet med nogen form for mystik, det er kort og godt r##kedeligt. I Grønland kan vi se en tv-kanal, som består af et miskmask af prøvebilleder blandet med mange og lange pauser, diverse grønlandsksprogede indslag samt dansk tv-avis og lidt serier og film fra DR - og sidst men ikke mindst decideret underholdningstortur fra TV2 (hvem ellers) i form af "Vild med dans", som man har på fornemmelsen kører i døgndrift heroppe. Personligt vil jeg hellere afgå ved døden af kedsomhed end at skulle se dette program i blot ti sekunder, men konsekvenserne af denne beslutning er vidtrækkende - jeg har derfor set mig nødsaget til at rationere mine DVD-film så der også bliver lidt tilbage til mandag aften.
Billederne er 1) Havnen i Atammik, 2) Færdselsåren til og fra havnen, 3) Hovedgaden, 4) Vejsalt, 5) Taler for sig selv, 6) Endnu et kors, 7-9) Landskaber, 10) Tilbage i Atammik, 11) Sygeplejestationen.

Atammik - dag 2 (langfredag)

Første arbejdsdag med konsultationstid mellem kl. 9.00 og 11.00. Er i den "heldige" situation, at min midlertidige overtagelse af sygeplejestationen er veltilrettelagt (selvom det var med halvanden dags varsel). Alt tyder derfor på at (næsten) hele bygden er varskoet om mit komme, i hvert fald blev det kun til to næstenpatienter i dag. Først dagens første, som aldrig dukkede op. Dernæst en dame, som lige før lukketid kom stampende op ad trappen og begyndte at læse den grønlandsksprogede seddel på hoveddøren (hvor eneste genkendelige ord er Mikkel). Da jeg elskværdigt stak hovedet ud for at spørge om der var noget jeg kunne hjælpe med skyndte hun sig væk. På et tidspunkt blev jeg også nervøs for om jeg havde glemt at låse døren op, men det viste sig ikke at være tilfældet.
Det er bemærkelsesværdigt hvor stor umiddelbar forskel, der er på bygderne Atammik og Kangaamiut. I Kangaamiut (hvor jeg jo var for ca. 10 dage siden) var der en strøm af mennesker på sygeplejestationen og man fornemmede udadvendthed i befolkningen. Atammik derimod er stik modsat. Dog er sammenligningen lidt uretfærdig, da der er et par mellemregnstykker som bør inkorporeres i det samlede resultat. Først og fremmest var vejret skønt i Kangaamiut, i dag er det snestorm i Atammik. Dertil havde jeg i Kangaamiut daglig tolk, samt muligheden for at komme på internet. Indbyggermæssigt er der også en forskel, idet Kangaamiut er næsten dobbelt så stor som Atammik - ca. 350 mod 215 indbyggere (ikke 500 i Kangaamiut som jeg tidligere har fået nævnt). I skrivende stund har jeg præcis 69 timer til min næste arbejdsdag på mandag. I snestorm svarer det nogenlunde til 20 DVD-film, hvis man også sover lidt ind imellem. Akutmobilen er dog tændt i min bukselomme så hvem ved, måske sker der et eller andet (håber det selvfølgelig ikke, da der jo så vil være et menneske som har det dårligt).
Billeder: 1) Morgenudsigt, 2) Kontoret, 3) Iltmaskine, 4) Manuelt sug, 5) Konsultationen fra den anden side.

Atammik - dag 1 (ankomst)

Rejsedag og overtagelse af sygeplejebiksen i Atammik. Kun lidt bølgegang så alt i alt en behagelig sejltur. Som forventet var der ikke internet. På ikke-forventet listen er der tømmetoilet og et næsten udsolgt supermarked. Det tætteste jeg kommer en frisk grønsag er nogle net med rødløg, som ved tryk viser sig at bestå af luft med skal omkring. Jeg vurderer derfor at det ikke er nødvendigt at tjekke sidste salgsdag. Mælkeprodukter, bortset fra langtidsholdbar mælk (som er langt bedre end sit rygte), er ligeledes for længst udsolgt. Dette umuliggør næsten alle madmuligheder, men i frysedisken finder jeg noget frossen lam med kartofler i en foliebakke og en flaske "fairtrade" rødvin kan det også blive til. Der eksisterer ikke en optrækker på sygeplejestationen, så jeg overvejer at anlægge dræn af kanyler via proppen, indtil jeg får den skubbet ned i flasken med en kniv. Desværre er der også katastrofalt lavvande i afdelingen for slik og chips. Med de allermest nødvendige fornødenheder lykkes det alligevel at spændere kr. 691,55 (inkl. nogle barbarblade) - jeg vil skyde på at et lignende indkøb i Danmark ville koste 250-300. Angående madindkøb ville jeg ikke overleve en uge heroppe hvis jeg fastholdt de samme krav til økologi, kvalitet, dyrevelfærd og etik, som jeg gør i Danmark. Steder hvor det virkelig gør ondt er æg og mælkeprodukter, men med lidt held kan man dog finde lidt økologisk ind imellem. Hjulpet på vej af Jette og Michael er jeg dog blevet præsenteret for fryse-pommes frites, som jeg, på trods af mange medbragte fordomme, må indrømme har vist sig at være en godbid, specielt med remoulade - senere på denne tur til Atammik skal det også vise sig at blive noget nær eneste vej til ernæring. Gik en lille tur uden for bygden. Her bliver det hurtigt svært fremkommeligt pga. sne, som man visse steder synker ned i til knæene, og is. Oveni kommer bidende kulde, blæst og snevejr.
Billederne er 1) kaptajn Niels (også tidligere portør på sygehuset), 2) Napasoq i forbifarten, 3) Atammik fra søsiden, 4-8) Diverse Atammik.

Advarsel!

De følgende 6 indlæg er ekstensive dagbogsnotater fra en begivenhedsløs tid i Atammik...