onsdag den 7. november 2007

Atammik - dag 1 (ankomst)

Rejsedag og overtagelse af sygeplejebiksen i Atammik. Kun lidt bølgegang så alt i alt en behagelig sejltur. Som forventet var der ikke internet. På ikke-forventet listen er der tømmetoilet og et næsten udsolgt supermarked. Det tætteste jeg kommer en frisk grønsag er nogle net med rødløg, som ved tryk viser sig at bestå af luft med skal omkring. Jeg vurderer derfor at det ikke er nødvendigt at tjekke sidste salgsdag. Mælkeprodukter, bortset fra langtidsholdbar mælk (som er langt bedre end sit rygte), er ligeledes for længst udsolgt. Dette umuliggør næsten alle madmuligheder, men i frysedisken finder jeg noget frossen lam med kartofler i en foliebakke og en flaske "fairtrade" rødvin kan det også blive til. Der eksisterer ikke en optrækker på sygeplejestationen, så jeg overvejer at anlægge dræn af kanyler via proppen, indtil jeg får den skubbet ned i flasken med en kniv. Desværre er der også katastrofalt lavvande i afdelingen for slik og chips. Med de allermest nødvendige fornødenheder lykkes det alligevel at spændere kr. 691,55 (inkl. nogle barbarblade) - jeg vil skyde på at et lignende indkøb i Danmark ville koste 250-300. Angående madindkøb ville jeg ikke overleve en uge heroppe hvis jeg fastholdt de samme krav til økologi, kvalitet, dyrevelfærd og etik, som jeg gør i Danmark. Steder hvor det virkelig gør ondt er æg og mælkeprodukter, men med lidt held kan man dog finde lidt økologisk ind imellem. Hjulpet på vej af Jette og Michael er jeg dog blevet præsenteret for fryse-pommes frites, som jeg, på trods af mange medbragte fordomme, må indrømme har vist sig at være en godbid, specielt med remoulade - senere på denne tur til Atammik skal det også vise sig at blive noget nær eneste vej til ernæring. Gik en lille tur uden for bygden. Her bliver det hurtigt svært fremkommeligt pga. sne, som man visse steder synker ned i til knæene, og is. Oveni kommer bidende kulde, blæst og snevejr.
Billederne er 1) kaptajn Niels (også tidligere portør på sygehuset), 2) Napasoq i forbifarten, 3) Atammik fra søsiden, 4-8) Diverse Atammik.













Ingen kommentarer: