Weekend. Var igen i Pilersuisoq (supermarkedet), da jeg jo bliver nødt til at spise. Frosne koteletter, pommes frites og ærter kunne det blive til - forrådet var dog skrumpet endnu mere ind. Tjekkede ikke om de sidste rødløg var blevet solgt. Efter østenvind (tror jeg) og snestorm næsten hele dagen i går, vendte vinden pludselig sidst på eftermiddagen og gav tø. I dag har det så været frost for fuld skrue igen og udendørsfærdsel er blevet til en hasarderet form for Bambi-på-glatis. Dette er endnu mere udpræget i fjeldet, hvor klipperne overalt er belagt med isglasur. Desværre var det ikke langt jeg fik bevæget mig derud. Få minutter efter at jeg havde forladt sikkerheden i Atammik lød der to skud (formentlig en jæger som skød et rensdyr) relativt tæt på. Jeg genoplevede hele scenariet fra forleden og satte i fuld firspring tilbage mod Atammik. Specielt et åbent stykke før en lille kløft tæt på Atammik voldte store kvaler. Men hjem kom jeg og hmmmm... Ellers har jeg tre dage plus det løse tilbage i Atammik. Jeg keder mig normalt aldrig, men her keder jeg mig gudsjammerligt. Her er absolut intet at lave og sneglefart er tidsmæssigt når tiden går hurtigt. Var i sin tid med til at udgive nogle danske ambient-CD'er med titlen "Boredom Is Deep And Mysterious" - med den erfaring jeg har nu mener jeg klart at vi skulle have kaldt dem "Boredom Is Deep In Atammik" i stedet. Min konklusion er at kedsomhed hverken er dybt eller forbundet med nogen form for mystik, det er kort og godt r##kedeligt. I Grønland kan vi se en tv-kanal, som består af et miskmask af prøvebilleder blandet med mange og lange pauser, diverse grønlandsksprogede indslag samt dansk tv-avis og lidt serier og film fra DR - og sidst men ikke mindst decideret underholdningstortur fra TV2 (hvem ellers) i form af "Vild med dans", som man har på fornemmelsen kører i døgndrift heroppe. Personligt vil jeg hellere afgå ved døden af kedsomhed end at skulle se dette program i blot ti sekunder, men konsekvenserne af denne beslutning er vidtrækkende - jeg har derfor set mig nødsaget til at rationere mine DVD-film så der også bliver lidt tilbage til mandag aften.
Billederne er 1) Havnen i Atammik, 2) Færdselsåren til og fra havnen, 3) Hovedgaden, 4) Vejsalt, 5) Taler for sig selv, 6) Endnu et kors, 7-9) Landskaber, 10) Tilbage i Atammik, 11) Sygeplejestationen.
onsdag den 7. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar