onsdag den 29. april 2009

Troubadur

Desværre har foråret endnu ikke indfundet sig i Maniitsoq (eller i Nuuk hvor jeg indtil for nogle dage siden har befundet mig i en uges tid) og vi må derfor fortsat trækkes med snefald og evindelige frostgrader. Et plaster på såret er snespurvenes håbefulde kvidren om sommer - strofer som næsten kan høres igennem fotografiet af denne stolte troubadur...











Lige en ørn i forbifarten









lørdag den 18. april 2009

UFO og snespurv

Vågnede for et par timer siden til synet af dette uidentificerede flydende objekt. Jeg troede først det var en mystisk forladt kajak og bevægede mig derfor prompte over til vinduet for nærmere udforskning... I samme nu fløj årets første snespurv (for mit vedkommende) hen over jorden (dvs. sneen) i sin sort-hvide fjerdragt og forsvandt så om bag huset før jeg kunne nå mit kamera. Foråret har ellers ladt vente lidt på sig så det er et stort øjeblik. I dag er det hele 5 plusgrader her til formiddag, desværre er prognosen for de kommende dage ikke god. Det vigtigste for mig nu er sol så vi kan få smeltet sneen... UFO'en var noget is med et par måger.

onsdag den 1. april 2009

Sol og fodsjap

Som de fleste andre steder i den vestlige verden er urene nu indstillet til sommertid i Maniitsoq. Dette kostede desværre en times nattesøvn til morgenvagten i søndags. Til gengæld er aftenerne, som ved et trylleslag, blevet lange og lyse, og pludselig ses solen ved at kigge op, ikke hen. Hvis jeg var i Danmark ville jeg nok ikke være begejstret for fodsjap (som fotograferet ved en lille gåtur for lidt siden), men her i Maniitsoq tager jeg det som et definitivt tegn på forårets komme... Skønt! Man kunne fristes til at antage at DMI's vejrudsigt for i morgen er en aprilsnar - jeg krydser dog fingre og tror på at den er god nok (må hellere finde gummistøvlerne frem)! Det sidste billede har intet med dette at gøre, det er et panorama taget for et par uger siden et stykke nede bag lufthavnen ved indgangen til Sarfat.