søndag den 4. juni 2017

Små glæder

Fik brugt gårdagens dejlige vejr til ind- og testkørsel af min nye Suzuki 2,5 hk 4-takts motor på gummibåden. De første 10 timer skal køres i tiltagende lave omdrejninger, men mig og Johanne nåede faktiske en tur på hele 19 kilometer tur/retur. Det gik langsomt og benpladsen var lille, men formålet blev til fulde opfyldt - nemlig en let (som i ikke tung) transportmulighed til fastlandet og/eller Hamborgerland for 2 personer med oppakning med henblik på længere vandreture med overnatninger i fjeldet. Nu mangler vi så bare fridage med godt vejr og vigtigere, at sneen smelter så man faktisk kan bevæge sig rundt i fjeldet - det er desværre fortsat ikke muligt, da alle lavtliggende områder stadig er snedækkede. Som en slags illustration af dette problem var vi i går inde i bunden af Atafjorden (se foto) tæt ved Maniitsoq, men vi nåede ikke vores destination, da de sidste kilometre stadig var isbelagte. Det er helt vanvittigt. Vi er en uge inde i juni og man er stadig fanget i byerne, som man har drømt og glædet til, at komme ud af i 8 måneder. Den store båd er heller ikke kommet i vandet. I sidste weekend fik vi endelig afsluttet rengøring af bund med mere. Nu venter vi på en mekaniker til obligatorisk olieskift og sæsontjek af motor. Indtil videre er der ikke sket noget og det har vi så ventet på i foreløbig en uge. Derefter skal båden i vandet via lastbil. Her fik jeg fredag yderligere en spand koldt vand, da meldingen fra en chauffør var, at de slet ikke har tid til småbåde. Men den tid den sorg. Motoren skal partout være i orden først. Jeg overvejer seriøst om det er alt besværet værd, da sommeren reelt snart er ovre - også selvom den ikke rigtigt er startet...

Ingen kommentarer: