Det er stadig vejrsituationen, der optager mit sind heroppe! Her kommer derfor lige en liste over fysiske og psykiske symptomer på at det er koldt; #1 svien i næsebor, #2 vejrtrækning med hostetrang, der føles som cigaretinhalation efter længere rygepause, #3 fingre "klæber" ved metalberøring (også til kamera), #4 smerter i fingre efter få sekunder uden vanter, #5 ditto for ører, næse og kinder, #6 der opstår tanker om at man nok lige skal passe lidt på, evt. overveje at komme indendørs hurtigst muligt. Hvis man ikke når sidstnævnte vil man måske ikke bare opleve de fysiske og psykiske symptomer på at det ér koldt, men senere også fysiske symptomer på at det har været koldt – fx længerevarende varmefølelse med prikken/stikken/summen (evt. lettere smerte) i ører, fingre og næse eller, som jeg også oplevede det for nylig, at huden skaller af ører, som efter solskoldning.
At livet også er koldt og brutalt på andre måder havde jeg lige en lille oplevelse af for et øjeblik siden - nogle vil måske mene den er ubetydelig i den større sammenhæng, men jeg har nu fået helt ondt i hjertet af den. En flok små edderfugle af en eller anden observans kom oksende forbi i højt opskruet tempo, men én kunne tydeligvis ikke følge med og kom længere og længere bagud. Nu sidder staklen helt mutters alene dernede midt ude på isen – og i modsætning til havørnen (som også stadig er derude) er jeg ikke helt sikker på at den er så glad for ensomhed...
fredag den 8. februar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar