På 8 dage har jeg været med til hele tre fødsler, hvilket jo ikke ligefrem er hverdagskost - og eftersom de har været meget forskellige i sværhedsgrad har der ikke været meget rutine for mit vedkommende, på trods af at det der kræves af mig er minimalt. Ud over at være til stede er min fornemmeste opgave (føler jeg), at bestræbe mig på ikke at gå i vejen. Når barnet så er født giver jeg en sprøjte i låret på moderen og hjælper så til med lidt af hvert - og til sidst med oprydning... I denne omgang blev jeg i et tilfælde også forfremmet til hold-i-hånd-plejerske, hvilket var en helt anderledes fascinerende oplevelse, hvor man virkelig kunne fornemme noget af den kraft, som en fødsel kræver (her ville en almindelig mandefloskel sikkert være på sin plads, men den springer jeg lige over). Alle fødsler gik efter omstændighederne godt og Maniitsoq har altså fået yderligere tre indbyggere.
Noget jeg efterhånden har fået en del rutine i heroppe er anlæggelse af drop. De fleste kender sikkert til oplevelser eller historier hvor de selv, et familiemedlem eller andre er blevet gennemhullet som en si med røde, blå og gule hænder og arme (jeg har da også ved flere lejligheder lagt vener til studerendes forsøg på dette felt og det er altså ikke altid lige smertefrit). De første måneder i Grønland havde jeg en del problemer af lignende karakter og måtte ofte tilkalde rutinerede hænder efter flere forgæves forsøg, men pludselig nu har jeg ikke misset et drop i mange mange måneder - selv en patient, som lå med kramper fik jeg lagt på i et forsøg. Denne stime er jeg meget stolt af - måske fordi jeg i virkeligheden selv er rædselsslagen for blod og "det at stikke" nok har været en af de største overvindelser for mig som sygeplejerske. Jeg beholder dog benene på jorden, men nu da jeg har offentliggjort det her vil jeg ikke blive overrasket hvis det går galt næste gang...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar