På udflugt med døden

I dag stod den på en fjeldtur jeg godt kunne have undværet. Første del af turen var såmænd god nok - dejlig solskin, masser af frost og løs ankeldyb sne (billede 1-3). Desværre er mine vandkilder dog frosset til. Anden del af turen udviklede sig til noget af et mareridt. Nogle gange når jeg er i fjeldet nyder jeg stilheden, andre gange hører jeg musik i min mp3-afspiller. I dag gjorde jeg sidstnævnte og havde netop passeret opstigningen til Blomsterdalen (billede 4) på vej mod "motorvejen" til Maniitsoq, da jeg pludselig fik en fornemmelse af et eller andet og tog høretelefonerne af. Få sekunder efter hørte og fornemmede jeg et projektil suse tæt forbi mit hoved. Det var helt Matrix-agtigt (amerikansk science fiction-film hvor en del scener vises i slow motion) - helt klart og tydeligt, bortset fra at jeg ikke så projektilet med mit blotte øje. Jeg har ikke meget forstand på krudt og kugler, men det der fløj forbi mig var i hvert fald større end et hagl og jeg er hundrede procent sikker på at det var inden for en radius af en meter fra mit hoved. Først blev jeg vist bare forskrækket, men blev stående. Herefter faldt der en række skud og så blev jeg først bange. Min umiddelbare tanke var at komme i skjul, men der var ikke rigtigt noget at skjule sig bag – i hvert fald ikke i den rigtige retning. Derfor løb jeg, så hurtigt som man nu kan løbe i glat sne på sten og is, ind til den nærmeste fjeldkant og fulgte den indtil jeg kom tilbage til opstigningen til Blomsterdalen. Her måtte jeg i bedste gyserfilmstradition krydse over et åbent stykke - først og fremmest for at komme tilbage til Maniitsoq, men også fordi jeg kunne skjule mig lidt bag den nederste og fjerneste del af bakken. Da jeg passerede det åbne faldt der igen skud og jeg havde en klar fornemmelse af at det det var mig der var målet (fordi skuddene var faldet i takt med mit bevægelsesmønster). Da jeg løb op af stenbakken mod Blomsterdalen kiggede jeg mig tilbage over skulderen og så en mand stå ca. 200-300 meter bag mig nede i dalen - jeg nåede dog ikke at registrere om han havde et gevær, blot at han havde noget blåtlignende overtrækstøj på. Herefter løb jeg alt hvad jeg kunne, mens jeg med jævne mellemrum faldt, indtil begge mine ben var solidt plantet på asfalten i Maniitsoq by og mine lunger føltes som havde de inhaleret 10-års cigaretforbrug hos en storryger. Afslutningsvis blev jeg opfordret til at melde episoden til Politiet, hvilket jeg gjorde.
Jeg har tegnet min rute ind på et lille kort (billede 5). På den grønne rute er alt fred og idyl, ved det røde siger det bang! og det gule er min flugtrute tilbage til Maniitsoq. Apropos står der lige i nærheden af det sted hvor jeg oplevede det første skud en gammel rusten gasbeholder, som jeg fotograferede for et par uger siden (billede 6-7).