onsdag den 19. januar 2022

Brud & Corona - Part II

Er nu hjemme i Maniitsoq efter et 14-dages mareridt. Min 2. operation blev gennemført 12/1. Samme dag ophørte min Coronaisolation. Der blev sat 2 skinner og mindst 11 skruer ind under huden, som principielt skal sidde der resten af livet. Alle tilbagemeldinger tyder på, at både fod og brud nu sidder flot, og det er jo dejligt. Efter operationen fik jeg gips på (som efter 2 uger skulle udskiftes med ROM-walker), men efter 2 dage med en intens brændende smerte blev gipsen udskiftet med ROM-walkeren og herefter er det heldigvis gået forholdsvis godt. Jeg antager, at det var gipspolsteringen min hud reagerede på med kraftig, og altså smertefuld, rødme. De sidste 2-3 dage på Dr. Ingrids Hospital var nærmest uudholdelige. Jeg havde hjemve og var både forkvalmet og appetitløs. Jeg fik 40 tabletter om dagen og maden vi fik serveret var så uappetitlig, at bare tanken om den fik det til at vende sig i maven på mig. Hver anden dag blev der uden valgmulighed serveret varm grønlandsk mad til frokost (sæl, hval, kavkat, osv). Ganske politisk korrekt, som så meget andet i Grønland, men desværre direkte ulækkert. Morgenmad og aftensmad var ikke bedre. Jeg måtte tvinge mig selv til at spise det - alternativet var sult (og det er jo ikke supersmart når man skal komme sig efter alvorlig sygdom). Lørdag 15/1 fik jeg besked om, at jeg havde billet hjem til Maniitsoq 17/1. Jeg blev igen coronatestet og søndag var svaret heldigvis negativt (jeg var jo coronapositiv 5/1 og hos nogen kan efterfølgende test være positive i helt op til 8 uger). Mandag kom jeg (på trods af en lidt dårlig vejrudsigt) hjem og har nu været hjemme i 2 dage. Nu må jeg ikke støtte i 6 uger og derefter kun skyggestøtte i yderligere 2 uger. Jeg er sygemeldt til 6. april. I går lærte jeg en lektie om, at jeg skal tage den lidt med ro. Jeg tog med taxa i Brugsen med Johanne og Krista og fik et regelret ildebefindende hvor jeg var sekunder fra, at falde om - og det var et rent lykketræf, at jeg ikke gjorde det. Indtil videre skruer jeg derfor radikalt ned for blusset og glæder mig over, at jeg har Johanne til alt det praktiske.

1 kommentar:

Mikkel Ege Hübsch sagde ...

Skruer rettet fra 2 til mindst 11