Paarnaq

August er en travl måned for grønlændere. Der skal ikke bare fanges, ryges og saltes ørreder, der skal også skydes rensdyr og moskusokser (hvis kød så skal konserveres tørret eller hvad ved jeg) og så skal der plukkes sortbær. For grønlændere er dette bærret over alle bær og samtidig elsker de kager. At disse to egenskaber derfor ofte smelter sammen kan derfor formentlig ikke overraske - ja, man kunne end dog benytte termen logik i denne forbindelse. Sortbær hedder paarnaq på rigsgrønlandsk og i Danmark kalder vi dem af en eller anden grund officielt for fjeld-revling. I tidernes morgen var der en eller anden lærd person som på latin gav dem navnet empetrum nigrum.
Efter at have mistet den største havkat (plettet - dvs. søleopard) mine øjne har set få sekunder fra at den skulle have ligget på dækket (og efterfølgende mistede en gigantfisk af ukendt observans efter en lang lang kamp hvor bæstet nærmest trak båden af sted - tror jeg mistede 100 meter line på den konto) fandt vi i dag masser af flotte sortbær (myggene er en anden historie). Kendere med forstand på den slags mener at bærrene i den kommende tid vil blive endnu mere lækre, personligt har jeg ikke så meget forstand på den slags og mener blot at de smager nogenlunde som de plejer - det vil sige sådan en udefinerbar vandig våd-tør smag med masser af små halvbitre kerner.