Fra nogen til Nobody

Jeg fortsætter den lidt triste fortælling med følgende. Som tidligere nævnt venter vi (efter 8 år uden lønstigninger) på 9. måned på en ny overenskomst for sygeplejersker i Grønland. Vores nuværende overenskomst udløb i april-24. Situationen er grotesk fordi ingen søger de faste stillinger grundet dårligere løn og dårligere arbejdsvilkår sammenlignet med sammenlignelige steder. Samtidig eksploderer budgetterne for dyre vikarer, som sjovt nok samtidig tilbydes en række goder, som ikke tilgår fastansatte. Det er helt gak-gak. Seneste bagholdsangreb til de fastansatte fik vi ved årsskiftet hvor vores "feriefrirejse" (som fastansatte sygeplejersker og en række andre faggrupper får hvert 2. år - andre og bedre stillede faggrupper får rejsen årligt) uden varsel er blevet reduceret fra 100% til 75% af en "gennemsnitlig" pris for den by man nu bor i. Det er klart at jo længere væk man er fra Nuuk jo dyrere bliver andelen man selv skal betale og den "gennemsnitlige" pris bliver også svær at ramme når forbindelserne til og fra fx Maniitsoq ofte kræver Hotelovernatninger. Selvom Maniitsoq geografisk ligger tæt på Nuuk er byen gennem de senere år rykket længere og længere væk fra både Nuuk og fx Sisimiut i nedprioriteringer. Dette blev endnu mere synligt efter åbningen af den nye atlantlufthavn i Nuuk for kort tid siden. Den andel man selv skal betale for "feriefrirejsen" risikerer derved at blive endnu højere end de "25%" vi selv skal betale. "Feriefrirejsen" er en del af vores ansættelseskontrakt og gælder hele ens husstand. For vores familie på 3 kan det således blive et betragteligt beløb. Jeg ser dette stunt som en helt konkret lønnedgang og et direkte dolkestød i ryggen. De 18 år jeg givet af mit liv for Grønland bliver ikke værdsat og man er bare en nobody. Det er meget demoraliserende fordi jeg faktisk føler at jeg har ydet en stor og stabil indsats gennem alle årene...