Ny overenskomst

Fik i går min lønseddel for min novemberløn, som udbetales 28/11. Efter 19 måneders ventetid udmøntes vores nye overenskomst endelig her. Overenskomsten skulle have været færdigforhandlet i april 2024, men blev som på sædvanlig respektløs facon syltet af den ene part. Udsigten til en klækkelig lønforhøjelse er i praksis det der har holdt mig kørende rent arbejdsmæssigt de sidste par år. For det har bestemt ikke været en fornøjelse. Jeg har i 2-3 år reelt været den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter og uden at sige for meget så har jeg knoklet. Jeg har i lange perioder i praktis varetaget 2 stillinger og samtidig er jeg et vigtigt omdrejningspunkt i kontinuiteten for en lang række borgere. Ofte kommer borgerne til mig hvis de ikke ved hvem de ellers skal henvende sig til og vi er få af denne type medarbejdere på vores sygehus. Gennemgangen af min lønseddel i går blev en negativ mavepuster af dimensioner. Lønforhøjelsen pr. måned udgør kr. 337 og dertil er vores fastholdelsestillæg steget med kr. 500 kr. pr. måned efter 18 års ansættelse, som jeg sjovt nok netop har passeret. De beløb skal der så selvfølgelig betales skat af. Det er faktisk det. Der er så indført en årsbonus, som vi endnu ikke har fået udmøntet, men det synes jeg ærlig talt er til grin. Jeg er på øverste løntrin for min stilling og har derfor ikke udsigt til flere lønstigninger før jeg skifter til en mere "attraktiv" stilling. Jeg får et rådighedstillæg, som ifølge overenskomsten forsvinder fra fremtidige hjemmesygeplejersker. Det gør selvfølgelig min stilling mindre attraktiv fremadrettet. Den nye overenskomst, som gælder for 2024-2029, blev forudgået af en overenskomst i 2020 hvor sygeplejerskerne (fraset en minimal inflationsregulering) helt blev forbigået fordi andre faggrupper skulle prioriteres. Med den nye overenskomst er vores eneste faktiske lønforhøjelse på 13 år altså ovenstående småbeløb... Samtidig lider Det Grønlandske Sundhedsvæsen under et gigantisk rekrutterings- og fastholdelsesproblem - hvilket selvsagt gør det endnu mere grotesk. Ingen søger stillingerne og hvorfor skulle folk komme hvis lønnen ikke følger med. Der bliver brugt kolossale beløb på dyre korttidsvikarer, som dræner pengekasserne. Samtidig får visse vikarer goder, som de fastansatte ikke får. Oveni har sygeplejerskerne i Danmark gennem de senere år fået flere penge i deres lønposer af flere omgange og det gør gør det selvfølgelig, igen, mindre attraktivt for danske sygeplejersker at søge til Grønland. Samtidig er leveomkostningerne i Grønland gennem de seneste år er eksploderet så det bliver sværere og sværere at få sparet lidt penge op. Og når vores muligheder for at besøge vores familier i Danmark (eller bare at holde lidt almindelig ferie) er blevet yderligere forringet gennem dyrere flypriser via hele katastrofen omkring den nye atlantlufthavn i Nuuk (på trods af gyldne løfter om det modsatte). Og så skal vi selvfølgelig heller ikke glemme at vores feriefrirejse hvert 2. år er blevet reduceret fra 100%'s dækning af rejseomkostningerne til kun 75%'s dækning. Dette på trods af at feriefrirejsen står anført i vores ansættelseskontrakt. Jeg kan skrive en lignende kritisk fortælling om bekymringer omkring Kristas skolegang i 1. klasse, og om den giftige tone mod Danmark i grønlandsk politik, men det vil jeg undlade. Jeg tænker dog, og Johanne er umiddelbart enig, at tiden er ved at være inde til at få rykket teltpælene til Danmark. Jeg er dybt skuffet, jeg føler mig ikke værdsat og jeg tænker at vi hellere må komme væk før det bliver for sent...