lørdag den 10. oktober 2015
Kryptisk vintersortsyn
Båden er på land og udsigten er igen 8 måneders vinter. Før jeg flyttede til Narsarsuaq forestillede jeg mig, at stedet var varmere og udemulighederne derfor større. Men med sidste års vinter i alt for frisk erindring (det er kun 4 måneder siden) må jeg bare konstatere, at jeg tog fejl. Sommeren er i grønlandsk målestok varm, men vinteren er tilsvarende kold og lang. Lang også fordi man ikke kan få båden i vandet igen før i juni. Narsarsuaq er arkitektonisk placeret sådan, at byen hele vinteren igennem ligger i skygge af Mellemlandets fjelde. Ikke særlig kvikt af amerikanerne, som jo byggede stedet i sin tid, synes jeg. Qassiarsuk på den anden side af fjorden har den dejligste sol fra morgenstunden. Altså har Narsarsuaq en indbygget vinterdepressionsrisiko, men værre er måske risikoen for akut livsstilssygdom fordi ulødig kost bliver eneste reelle mulighed for mad. Det sker oftere og oftere, at jeg simpelthen ikke aner hvad jeg skal købe når jeg er i vores butik... I denne uge har vi allerede haft 6 minusgrader om natten og fjorden frøs til på ingen tid. I går blev isen så rusket op af en gang blæsevejr og i morgen skulle den så stå på noget nær orkan med vindstød op til 45 sekundmeter (2 gode grunde til at båden kom op i dag). Faktisk er der hen over de sidste par dage desuden igen sket en række ærgerlige ting, som har meget uheldige konsekvenser for hele vores lille familie her i Grønland. Jeg vil ikke komme nærmere ind på det her, men på et eller andet tidspunkt må det stoppe med at gå op ad bakke. Det eneste gode ved det er (og det er efter omstændighederne faktisk ikke godt), at vi alle sammen bliver samlet her i Narsarsuaq igen.
torsdag den 8. oktober 2015
søndag den 13. september 2015
Første is
I morges var der allerede is i vandoverfladen i fjorden - ikke bare isskosser, som der dog også var rigtigt rigeligt af. Aka og jeg nåede et lille familiebesøg i Narsaq, og jeg fik købt rimeligt med frostgrønsager til fryseren. Desværre fik jeg ikke sat laksegarn i går, da DMI pludselig lovede vind ude ved Qaqortoq om eftermiddagen. Vinden kom ikke og nu ærgrer det mig fordi der både åbenbart er rigeligt med laks, men også fordi muligheden muligvis er forbipasseret. Problemet er, at Narsarsuaq ligger så langt inde i fjordsystemet, og at det meget hurtigere fryser til sammenlignet med byerne længere ude mod kysten...
mandag den 7. september 2015
Dagligdag og fremtid
Tidligt hver mandag morgen (før arbejde) sejler jeg Aka til Qassiarsuk hvor han går i skole. Her bor han så hos Pia og Sem på deres fåreholdersted lidt uden for bygden. Fredag eftermiddag henter jeg ham så igen - og sådan kører det indtil bådebroerne i Narsarsuaq forventeligt bliver taget op i løbet af oktober. Derefter bliver hjemweekenderne mere uforudsigelige med udgangspunkt i vind og vejr. Ved sejlturen i morges var Illerfissalik (Narsarsuaqområdets højeste fjeld på 1753 meter) blevet hvidt på toppen, og sammenholdt med udsigten til nattefrost fra onsdag peger det nu direkte mod vinter... Jeg krydser dog alle fingre for, at den i år bliver mildere end sidste år. Desværre er der også sket det uventede, at Johanne har fået besked på, at hun ikke får praktikplads i hverken Narsaq eller Qaqortoq. I stedet fik skolen i Nuuk så i sidste øjeblik fremskaffet en plads i Paamiut, som hun skal starte på 25. september direkte fra Nuuk. Det er jo glædeligt... Men for vores lille familie betyder det faktisk også, at vi ikke ser Johanne før hun er færdig som sundhedsassistent i juli måned næste år. Dette fordi uddannelsen for det første ikke giver juleferie, men også fordi det samtidig er praktisk umuligt, at rejse fra Narsarsuaq til Paamiut (eller modsat) så det passer med en weekend eller med julen. En kommentar om Air Greenlands uhyrlige prisniveau er fristende, men derfor lidt meningsløs. Jeg er dybt skuffet og uforstående over, at det er endt ud på denne måde med Johannes praktik, men jeg glæder mig da over, at der i dag kun er 295 dage til vi skal ses igen.
søndag den 30. august 2015
Kort og tør sommer
Billeder fra denne sidste weekend i august, som burde kategoriseres efterår, men alligevel har budt på sommerens første egentlige regnvejr (på nær enkelte lokale byger i juli, som i særdeleshed faldt i fjeldene på ruten til en af mine længere vandreture).
lørdag den 1. august 2015
Alene igen
Så synger sommeren for alvor på sidste vers og Johanne er rejst til Nuuk til fortsæt skolegang i forbindelse med uddannelsen til sundhedsassistent.
torsdag den 30. juli 2015
Barnedåb
Barnedåb 19. juni for Nukannguaq (Johannes 3. barnebarn), som på det 1. foto ses foran kirken i Narsaq med mor Moni og store storebror Simon. På 5. foto ses Simon med lille storebror Nicklas, som selvfølgelig ikke skal glemmes her. Bag de 2 festklædte brødre ses fjeldknoldene Tasiigaaq (den lille) og Qaqqarsuaq (den store), som er Narsaqs kendetegn. Efter barnedåben gik Simon og jeg op på toppen af Qaqqarsuaq, som måler 685 meter og er en ret stejl opstigning. Sejt af en 9-årig hvis i spørger mig...
onsdag den 29. juli 2015
Nordbodalen
Billeder fra dobbeltvandretur til Eqalorutsit isgletsjer med Johanne i går. Vi startede fra bunden af Qinnguaelven, gik over de høje fjelde til Nordbodalen og så videre ned mod gletsjeren. Her blev det til en kort madpakkepause og så retur af nogenlunde samme rute. I alt 36 kilometer på 13 timer med 57,859 skridt på skridttælleren. 1,300 meters opstigning og 1,300 nedstigning, og så var vi også heldige med regnvejr begge gange vi passerede de høje fjelde. For Johanne blev det hårdt til sidst. Lignende ture i fremtiden bliver derfor á 2 dage med rygsæk, telt og overnatning.
torsdag den 23. juli 2015
Istur
Billeder fra vores årlige familietur til indlandsisen, som gik over The Ridge til Den Døde Bræ og retur via fjeldene på kanten af Mellemlandet. I alt 28,26 km med henholdsvis 1098 meters op- og nedstigning.
torsdag den 16. juli 2015
Igaliku
Lille tur til anløbsstedet Itilleq og bygden Igaliku i går. Der er givetvis hyggeligt, men jeg nu lidt skuffet og ville personligt foretrække hvis trafikken med store støvende 4-hjulstrækkere såvel som atv'er blev reduceret en smule...
Abonner på:
Opslag (Atom)

