søndag den 27. juni 2021

Sommerferie

Så blev det sommerferietid og det pisser selvfølgelig ned fra morgen til aften. Vi valgte (primært pga corona) at blive i Grønland i år og det var så planen at vi skulle være i Hytten hele sommeren sammen med Krista. Desværre har vi nu ingen Hytte og længere ekspeditioner i telt og/eller båd er ikke lige superfedt med en 2-årig. Men eftersom andre ferieformer i Grønland ikke er for almindelige mennesker (dvs hotel- og flypriser) er førnævnte reelt vores eneste mulighed for at komme lidt ud. Derfor afventer vi nu stabilt og sammenhængende godt vejr - noget vi ellers ikke har haft meget af i år...

tirsdag den 15. juni 2021

Bygdetur

Var på bygde-Covid-19-vaccinationstur til Atammik og Napasoq i går (Moderna). Det blev en ret lang dag, men der var da også tid til lidt sightseeing - bl.a. passerede vi et pænt stort isbjerg og fik også besøgt kirken i Napasoq. På hjemvejen fik vi heftig bølgegang ved Kangaarsuk-pynten og man er derfor altid glad når man har fast grund under fødderne igen...

tirsdag den 8. juni 2021

Under overfladen

De sørgelige rester af Hytten, som nu hvor meget af sneen er smeltet er kommet til syne. Min antagelse er at Hytten er blevet blæst af fundamentet (pga manglende tilstrækkelig fæstning mellem fundament og Hytte) og derefter har slået koldbøtter ned af en lille bakke bag Hytten (nordlig retning). Derved er den blevet totalsmadret henover et stykke på godt 65 meter (en del af taget var dog fløjet hele 120 meter væk). Næsten alle vores personlige ting lå spredt i Hyttens umiddelbare nærhed, de fleste i varierende grad også ødelagte. Der venter nu en stor oprydning, som formentlig kan løbe op i en hel sommers arbejde for én mand (måske endda mere). Det er rent ud sagt deprimerende og i år orker jeg simpelthen ikke at gå i gang før der står en ny Hytte jeg kan tage udgangspunkt i (sidste år arbejdede jeg først min r** i laser med efterladenskaberne af den Hytte vi rev ned, og efterfølgende med at gøre den nye Hytte beboelig - inkl. 2 gange oliebeskyttelse overalt). Med Krista på 2 år bliver det nu umuligt at få udfoldet bare en brøkdel af min naturhunger og pga den dårlige forsommer vi har haft er vi allerede et par uger bagefter (fjeldet er stadig utilgængeligt de fleste steder). Med Krista ville Hytten bare have været perfekt...

lørdag den 29. maj 2021

Ørnerede

Kom i dag tilfældigt forbi en havørnerede...

fredag den 28. maj 2021

Fødselsdag

Tillykke til Krista, som i dag fylder 2 år...

søndag den 23. maj 2021

Rundtur

Fotos fra sejltur i stille vejr rundt om Maniitsoqøen og Hamborgerland sidste lørdag. I denne weekend kommer vi desværre ingen steder eftersom vi igen har snestorm...

torsdag den 20. maj 2021

Overblik

Vores nabolag set lidt fra oven...

lørdag den 15. maj 2021

Mågeæg

I dag var vi på udkig efter mågeæg, som kan findes på øer hvor der ikke er ræve. I vores søgen sejlede vi lidt længere ud end vi plejer og blev derved belønnet med hele 20 æg. Det er helt uden sammenligning vores nye rekord.

mandag den 10. maj 2021

Nyt håb

Vi har nu heldigvis fået lovning på en ny Hytte. Men først skal den transporteres fra Danmark til Grønland, og så ud i fjeldet, og derefter skal den bygges. Det kommer til at tage lidt tid...

lørdag den 8. maj 2021

Chok

Dagen i dag udviklede sig desværre til noget af en lortedag. Vejret var skønt og vi tog på familiesejltur og endte selvfølgelig med at tjekke op på Hytten. Da vi kom ind i Tasiusaaq var der forventeligt spærreis, men vi kunne ikke få øje på Hytten. Derfor sejlede vi ud i sundet mod Hamborgerland og kom i land ad den vej. Da vi nåede Hytten blev vores værste anelser desværre bekræftet, idet vi fandt et fundament med gulv, men ingen Hytte. Enkelte vragdele lå spredt i terrænet (hovedparten er formentlig stadig begravet i sneen) og det eneste der var tilbage i selve Hytten var noget værktøj og en ildslukker med en afgnavet slange. Hvilken skuffelse. Vi nåede at bruge Hytten i weekenderne i godt 1 måned sidst på sæsonen sidste år. Den er bygget af håndværkere på deres anbefalinger og har samlet kostet et pænt 6 cifret beløb. Dertil har jeg brugt månedsvis gennem 2 somre på at rydde op efter den gamle Hytte. Og nu har vi ikke noget sted vi kan være sammen med Krista til sommer...

onsdag den 5. maj 2021

Søsat

Så kom båden både i vandet og senere på sin bådplads. Fik også sejlet en lille tur, men det var en lidt kølig og blæsende fornøjelse.

søndag den 2. maj 2021

Kangaamiut

Kangaamiut og omegn i dag hvor tågen forblev i horisonten og gav plads til solskin. Fjeldet er dog ufremkommeligt, da de store mængder sne vi har fået (specielt den sidste måned) er uden den hårde skorpe man normalt kan gå på.