Maniitsoqs smalleste punkt

Så er der kommet flormelis på fjeldtoppene inde på fastlandet (første fotografi) og DMI varsler nattefrost ned til en 6-7 minusgrader. Jeg har tidligere været inde på hvad jeg mener om DMI, men alligevel må jeg nok se i øjnene at vinteren er lige om hjørnet. Det synes jeg på én måde er ganske hyggeligt, på én anden trist - men sådan er det jo. Dette bliver formentlig mit sidste indlæg i september, da jeg tager til Nuuk i 10 dage i morgen. Internetforbindelser er ikke lige noget man snubler over i Grønland, men hvem ved måske tager jeg fejl...
Før det bliver alt for vinteragtigt heroppe er her en stribe billeder fra en tur jeg var på i slutningen af august. Vandringen er indtegnet cirka midt på kortet og startede helt inde i den inderste krog af Atâfjorden, hvor jeg parkerede båden (og efterfølgende løb ind i problemer med tidevandet (fordi vandet løb ud), men det fandt jeg jo først ud af da jeg kom tilbage), og gik over på den modsatte side af Maniitsoq-øen til det inderste af Kangerdlukfjorden. Her er der vel 3 km fra den ene side til den anden og det synes de fleste formentlig lyder overkommeligt, til gengæld kan jeg love at det uafbrudt går op og ned - og derfor vil jeg nok fraråde at hvem som helst tager turen. Et ufremkommeligt, flot og fascinerende sted med en stor sø i midten og masser af lodrette klippevægge til alle sider. Billede 7 viser, vist nok, Manitsoq-øens næsthøjeste punkt, nemlig Kangerluup Qaqqaralaa med sine 415 meter - og så kunne jeg bare ikke lade være med at tænke på det triste i, at der på dette sted om kort tid givetvis befinder sig en stor vej (hvis de da ikke bygger en bro et andet sted), der skal føre et utal af mennesker og forsyninger ud til et projekteret aluminiumsmelteværk.

Inugsuit Taserssuat re-visited

Et af mine mål for 2008 var at gense Inugsuit Taserssuat, den 5 km lange sø inde på "fastlandet" som åbenbarede sig for mig en augustdag sidste år. I onsdags lykkedes det så endelig.
Hver gang jeg fortøjer min lille skude et nyt og, for mig, uudforsket sted er det en lille sejr i sig selv. I onsdags lidt ekstra fordi jeg faktisk var i nærheden først på sommeren - en dag hvor det var et inferno af strøm, og så var det samtidig før jeg lærte at ligge til (knuder og den slags forvolder nu stadig problemer i ny og næ - ved ikke hvorfor, men pludselig glemmer jeg hvordan man laver dem, og så pludselig kan jeg igen).
Det var flot, men ikke helt så flot som sidst desværre. En klar sommerdag prøver jeg igen. Billederne taler vist for sig selv, men #1 er bugten med den føromtalte strøm, den hedder Tasiussaq, #2 udsigt til Hamborgerland (det er det der er længst væk), #3 til #6 er stykket op til og selve Inugsuit Taserssuat-søen, #7 er Maniitsoq-øen med Pattefjeldet i det fjerne, #8 undertegnede med Hamborgerland som baggrund, #9 Jette på vej tilbage til båden. Ville egentlig ligge et kort på, men nu bliver jeg altså nødt til at løbe på arbejde...

Hamborgerland

I går bragte mit alias som opdagelsesrejsende mig til Hamborgerland - en ø 16-17 km fra byen Maniitsoq, der vel er ca. dobbelt så stor som Maniitsoq-øen og omtrent en anelse mindre end Bornholm. Et stort øjeblik i min udforskning af nærområdet og definitivt ikke mit sidste besøg. Hamborgerland er noget ufremkommelig med rundt regnet 30 fjeldtoppe på mere end 600 meter og et højeste punkt på 1039 meter. Øen er ubeboet, men med "sommerhuse" hist og pist (og et stort antal snespurve og lign). En sveddryppende troppetur i opskruet tempo bragte mig op i nærheden af 400 meter vil jeg tror, men da der på dette tidspunkt ikke lige tonede sig overskuelige mål frem, valgte jeg at returnere ned igen - givetvis en klog beslutning, idet det gav mig god tid til at nå hjem inden mørkets frembrud et par minutter i 21. Ved Kistefjeldet stødte vi på en regnbue og specielt helt ovre ved Hamborgerland var vandet helt fantastisk med bløde diamantfunklende dønninger på det åbne sund og absolut ro inde ved land.

Efterår i skyggen af Pattefjeldet

Efter en lille blogpause hermed lidt nyt for de interesserede. Da jeg kom til Maniitsoq i august sidste år fik jeg en fantastisk modtagelse med det skønneste vejr man kan forestille sig. Det var varmt og dejligt (bortset fra myggene), og det var definitivt en af grundene til at jeg fra første sekund blev glad for at være her. I år har august efter min mening været miserabel. Derfor var det godt at jeg kom sidste år for ellers var jeg måske bare taget hjem - men nu er der jo heldigvis flere grunde end vejret til at blive, og faktisk kan jeg også godt lide at være her.
I løbet af den sidste måneds tid er jeg med min båd begyndt at gå i land forskellige steder i Maniitsoqs omegn (det er min plan at vende lidt mere tilbage til det hér)... I dag var jeg med Jette på sortbærsplukketur i Atâ-fjorden ikke langt fra én af Pattefjeldets to tinder. Selve sortbærsplukningen interesserer mig som sådan ikke, for mig er det en chance for at komme til at udforske et sted jeg ikke har været før (fik dog plukket en lille pæn pose sortbær indskudt). I dag var en god gråvejrsdag, og så længe man befandt sig på den rigtige side af Pattefjeldet også behagelig vindmæssigt (et par af billederne er dog taget under særdeles blæsende forhold). Som billederne viser, er grønlands natur (ikke helt overraskende årstiden taget i betragtning) så småt, om ikke helt, begyndt at finde efterårskollektionen frem.