Is og vand

Som jeg allerede har været inde på, har det været en lang og noget deprimerende vinter her i Maniitsoq. Som om dette i sig selv ikke er afstraffelse nok for et sommermenneske som undertegnede, erfarede jeg i den forløbne uge, at jeg ikke er den eneste som har gået en hård tid igennem. Da plustemperaturene satte ind, dvs 2 dage før jeg havde tænkt mig at sætte båden i vandet, opdagede jeg at den var begyndt at dryppe fra bunden. Jeg fik boret huller med boremaskine, og skulle efter et par dage dække dem til igen da jeg til min rædsel erfarede jeg at den stadig dryppede... Denne fortælling er selvfølgelig længere end blot som så, men på et tidspunkt lignede det umiskendeligt en ødelagt sommer som landkrabbe - en næsten uudholdelig tanke set i lyset af at jeg allerede har udforsket Maniitsoqs nærmiljø i gåafstand. Gode råd er i sandhed dyre, ligesom tid koster penge, og løsningen på det hele bliver derfor at jeg gennem et større pengebeløb får sat skidtet i stand med både forstærket køl og ny solid bund såvel som retstyrring med mere. Dette skulle kunne lade sig gøre i løbet af godt en uge og på den måde er der altså kommet lys for enden af min tunnel igen... Apropos sejllads er her et par billeder af Sarfaq Ittuk (kystskibet), da den passerede forbi for et par uger siden. I sandhed en sejltur jeg håber jeg aldrig skal udsættes for.